Da Maibritt Lindholm Petersen sidste sommer hørte, at en sognepræst var blevet tiltalt for ”pædofile overgreb”, var hendes første tanke at ringe sin egen præst op. Hun tænkte, at der var tale om en ubegrundet mistanke, som mænd let kan udsættes for, hvis de er enlige og engageret i børne- og ungdomsarbejde. Det havde hendes egen præst også oplevet, og derfor ville hun drøfte sagen med ham. Men han tog ikke telefonen, ringede aldrig tilbage, og da hun den efterfølgende søndag mødte op til gudstjeneste i sin kirke i Tømmerup ved Kalundborg, var der indsat en vikar.
”Fordi han ikke svarede på mit opkald, lå tanken om, at det kunne være ham, ikke langt væk. Men min første tanke var stadig, at det måtte være en fejl,” siger hun.
Maibritt Lindholm Petersen sidder i stuen i sit store hus, der er omgivet af marker. Fra vinduet kan man se over på kirken og på Tømmerup by, hvis beboere i disse dage får mange nye oplysninger om, hvad der er foregået i deres sogn.
I mandags begyndte retssagen mod den 47-årige mand, som er tiltalt for overgreb og blufærdighedskrænkelser mod 12 børn og unge, hvoraf størstedelen er fra sognet. Mange forhold er allerede erkendt, og de nye detaljer i sagen gør ondt at høre om. Særligt når man som Maibritt Lindholm Petersen har arbejdet tæt sammen med den tiltalte og som menighedsrådsmedlem selv var med til at ansætte ham i 2004.
Hun beskriver ham som et ”friskt pust”, der var meget engageret i sine prædikener og fik mange sognebånds- løsere. Derudover lykkedes det ham hurtigt at opfylde menighedsrådets ønske om at engagere unge i kirken.
Maibritt Lindholm Petersen forlod i 2004 menighedsrådet, men fulgte arbejdet på afstand og mødtes fortsat med præsten for at lave kirkeblade. Ved spørgsmålet om, hvorvidt hun har hørt nogen mistænke præsten for noget, tænker hun lidt.
”Der har været nogle forældre, der på et tidspunkt har sagt noget om de konfirmandweekender, han holdt. Men det er måske en eller to gange, jeg kan komme i tanke om. Og jeg fulgte ikke med i, hvad snakken gik på. Der lod ikke til at være noget i det. Jeg tænkte, at der – ligesom med mandlige pædagoger – ikke skulle meget til, før der blev snakket lidt. Jeg har aldrig tænkt, at der kunne være noget galt. Aldrig. Jeg kender slet ikke den person, vi nu hører om.”
Maibritt Lindholm Petersen ved ikke, om menighedsrådet også kendte til mistanken i byen. Men hendes gæt er, at de også har tænkt, at han bare passede sit arbejde.
Det var først, da Maibritt Lindholm Petersen lidt tid efter varetægtsfængslingen hørte en radiodokumentar, hvor unge fra sognet udtalte sig, at hun begyndte at tro på anklagerne og få det dårligt over ikke at have opdaget noget.
Maibritt Lindholm Petersen har ikke drøftet sagen meget med andre i byen.
Men spørger man beboerne i byens gader, lader to synspunkter til at være markante. Den ene finder man særligt hos de ældre borgere, som er kede af sagen, da de holdt af præsten.
Det gælder blandt andet 75-årige Jonna Hansen, som bor på det nærtliggende plejecenter, hvor præsten også kom på besøg.
”Han var venlig, altid glad og god til at prædike. Jeg er ikke kommet mig over chokket endnu, og jeg kan stadig ikke lade være med at tænke, at det ikke passer.”
Hos de yngre beboere lader chokket hurtigere til at være blevet til forargelse. Daniel og Christina Poulsen blev viet af den tiltalte præst i 2005 og fik senere deres datter døbt i kirken.
”Jeg må indrømme, at jeg synes, det er klamt at tænke på, at han har lagt hånden på vores datters hoved. Det var heldigt, at han blev varetægtsfængslet, straks sagen blev kendt. For der var en stemning af heksejagt i byen, og nogle ville gerne have fingrene i ham,” siger Daniel Poulsen.
Hvor Christina Poulsen følger sagen på nettet, forsøger Daniel Poulsen at undgå den. Han bliver bare vred. Af samme grund tror parret ikke, at sagen drøftes meget i byen.
Inden Tømmerup fik en ny kvindelig præst, drøftede de, om deres datter skulle konfirmeres et andet sted, hvis der i sognet kom endnu en mandlig præst. For tanken er svær at slippe, og af samme grund tror de begge, at sagen vil påvirke synet på mandlige præster.
Mange beboere er også trætte af den mediebevågenheden, byen har fået, og vil derfor ikke udtale sig. Også menighedsrådet har holdt lav profil, ligesom den nye præst har fået besked af biskoppen på ikke at udtale sig.
Ifølge Maibritt Lindholm Petersen, som sidste år kom ind i menighedsrådet igen, har det fra begyndelsen været bestemt, at biskoppen og provsten tog sig af sagen. Som kontaktperson for kirkens personale har hun heller ikke drøftet sagen.
”Det er mit indtryk, at folk ikke vil snakke, når der ikke er en dom. Vi har ikke følt, at vi kunne tale om det, fordi vi ikke vidste, hvad der var sket. Det kan vi først læse om nu.”
Vil I så melde noget ud, når der er faldet dom?
”Nej, mit indtryk er, at vi nu har fået en ny præst, og så må vi lade denne sag ligge og koncentrere os om, at hun kommer godt i gang.”
En ting er nærmiljøet, men har I overvejet, om der kunne være folk fra andre sogne i landet, der gerne vil høre, hvad I kan sige om sagen?
”Nej. Jeg tror, at det hele vil gå over præst og biskop nu. Vi kender jo heller ikke noget til sagen.”