Prøv avisen
Interview

Vatikan-specialist: I virkeligheden sker der ingen økumeniske fremskridt

Og den festlige atmosfære, som vi kan forvente, når paven og Det Lutherske Verdensforbund sammen vil fejre 500-året for Luthers teser, har gjort det muligt at sætte nogle af uenighederne til side og i stedet fokusere på fælles handlinger, som for eksempel hjælpearbejde. Det er fint. Men det betyder ikke, at den økumeniske dialog skrider frem,” siger Sandro Magister. Foto: L'Osservatore Romano/Pool Photo via AP

Sandro Magister, italiensk kommentator og Vatikan-specialist, mener ikke pave Frans er særligt økumenisk indstillet. Han er især mindre optaget af teologi end sin forgænger, mener han

Pave Frans’ deltagelse i den økumeniske fejring af Reformationen i Lunds Domkirke på mandag er et festligt øjeblik. Men det er ikke et fremskridt for den økumeniske dialog. Det mener en af Italiens mest anerkendte katolske kommentatorer og Vatikan-specialister, Sandro Magister.

”Ingen pave før ham har vist så varm en sympati for Luther. Og den festlige atmosfære, som vi kan forvente, når paven og Det Lutherske Verdensforbund sammen vil fejre 500-året for Luthers teser, har gjort det muligt at sætte nogle af uenighederne til side og i stedet fokusere på fælles handlinger, som for eksempel hjælpearbejde. Det er fint. Men det betyder ikke, at den økumeniske dialog skrider frem,” siger Sandro Magister.

”Hvad angår doktrinen, så er der ikke sket det mindste fremskridt siden Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, som kom i 1999. Og denne tekst dækkede ikke alle, men kun nogle aspekter af problematikken. For eksempel er der stadig uoverensstemmelse mellem den lutherske vision om mennesket som retfærdiggjort og dog synder og så den katolske vision, som indebærer, at synderen genskabes som retfærdiggjort,” påpeger den italienske kommentator.

Sandro Magister peger for eksempel på pavens udtalelser i flyet på vej tilbage til Rom efter sit besøg i Armenien i juni.

”Frans sagde da, at Luther havde været drevet af de bedste intentioner, og at Reformationen havde været ’en medicin for kirken’. Han sprang let og elegang hen over de grundlæggende dogmatiske forskelle, som har skilt protestanter og katolikker. For som han sagde under sit besøg i en luthersk kirke i Rom, ’livet er større end forklaringer og fortolkninger’.”

”Pavens økumeniske linje går ud på at omfavne og kramme og gøre gode humanitære gerninger sammen. Uanset hvor afgrundsdybe de teologiske diskussioner måtte være, så overlader han dem til teologerne, som han allerhelst så forsamlet på en øde ø, som han siger, kun halvt i spøg,” ironiserer Sandro Magister.

”Konsekvensen er, at katolikkerne bliver blandt katolikkerne og protestanterne blandt protestanterne. Og det synes protestanterne godt om, fordi paven underspiller uenighederne og i øvrigt taler pænt om Luther. Nogle katolikker, derimod, synes at paven er i gang med at ’protestantisere’ den katolske kirke,” mener den italienske kommentator.8