Prøv avisen

I.C. Christensen: En kæmpe i dansk kirkeliv

Som kirkeminister satte I.C. Christensen markante fingeraftryk på kirkelivet i Danmark. Her ses en statue af ham i hjembyen Ringkøbing. Foto: Karsten Schnack Denmark

JUBILÆUM: Kirkeminister I.C. Christensen satte i 1903 markante fingeraftryk på kirkelivet i Danmark. Han ville sikre, at folkekirken kunne overleve en adskillelse fra staten

»Men hvem bærer nu Ansvaret for det skete? Hvem bærer Ansvaret for, at vi nu staar der med disse Menighedsraad, som slet ikke virkelig er det, deres Navn lyder paa, og endda med Ret for Ministeren til, naar som helst han maatte ønske det, at lægge Præstevalget i deres Haand? Thi at Tidsgrænsen med de 6 Aar skulle faa noget at sige, maa man være meget naiv for at tro. Ministerens Avis har da ogsaa paa dette Punkt udtalt sig med al mulig Tydelighed.« (Kristeligt Dagblad 12. maj 1903).

Kristeligt Dagblads begejstring for menighedsrådsloven fra 1903 er til at overse. Skylden lægger avisen på partiet Højre og de frikonservative, som ikke havde givet kultusminister I.C. Christensen modstand i udvalgsarbejdet, men havde ladet sig besnakke af samme med løftet om en kommission om kirkens forfatning, som først skulle afgive betænkning seks år senere, og først efter at menighedsrådsloven var gået igennem.

I.C. Christensen havde - igen - med historikeren Søren Mørchs ord i bogen »24 statsministre«: opnået sit politiske resultat ved hjælp af viljestyrke, uden at tvivle på sig selv, og ved aldrig at tabe målet af syne, selvom det tog år at nå det«.

I dette tilfælde sejrede I.C. Christensen på trods af modstand fra de store vækkelsesbevægelser Indre Mission og grundtvigianerne, og på tværs af biskopper, en meget stor del af præsterne og andre politiske partier - især socialdemokraterne. Og så altså Kristeligt Dagblad, der dengang var tilknyttet Indre Mission.

Det første skridt

I morgen 15. maj vil en stor del af det kirkelige liv, som dengang mente, at kultusministeren ville ødelægge og splitte folkekirken, deltage i kransenedlæggelse på kirkegården i Hee ved Ringkøbing for at ære den mand, som gennemførte første skridt af en demokratisering af folkekirken. For ham var menighedsrådsloven kun første skridt mod en adskillelse af stat og kirke, som han fandt nødvendig for at redde folkekirken.

I.C. Christensen blev født som Jens Christian Christensen i 1856. Faderen var bonde i Påbøl i Vestjylland. Efter fem års skolegang kom han som 11-årig - som alle sine jævnaldrende - ud at tjene. Han vogtede får hos sin farbror, der var lærer. I.C. Christensens barndomshjem var præget af grundtvigske strømninger, og farbroderen inspirerede ham til lærergerningen. I 1874-75 var han et år på Grundtvigs Højskole i Marienlyst, og kirkegangen foregik oftest i Vartov i København det år. Som 21-årig begyndte han som seminarist på Gedved Seminarium, som kun var en to-årig uddannelse. Faderen havde ikke råd til tre års uddannelse på Jelling Seminarium.

Sit grundtvigske ståsted forlod han med tiden. Sent i livet skrev han: »Naar Kristendommen bliver os en Hjærtesag, da vendes vort Sind mere og mere til at følge Ham, der kom til Verden for at tjene. Dette Tjenersind har aldrig haft travlt med at rejse Skillerum«.

Efter læreruddannelsen fik I.C. Christensen arbejde som degn i Stadil ved Ringkøbing. Her blev han, indtil han blev minister første gang i 1901. Han blev valgt ind i Folketinget første gang i 1890. Edvard Brandes havde svært ved at kende de nyvalgte Venstremænd fra hinanden, selvom man måske nok kunne indvende, at I.C. Christensen alene i kraft af sin størrelse burde være svær at overse.

»De smilte ikke, de indlod sig ikke med andre, de var alvorlige og grundige, de røg - i vadmel - lange piber, man havde et indtryk som af puritanerne fra Cromwells dage«, skrev den kulturradikale bannerfører blandt andet.

Foragt for bondesønnen

Edvard Brandes var ikke den eneste, der så med skepsis og foragt på den beskedent uddannede, uvidende bondesøn, som først blev kultusminister og siden konseilspræsident (statsminister, red). Der var i mere end en forstand langt fra Ringkøbing til København i begyndelsen af 1900-tallet.

Rejsen tog en hel dag. I den mere indirekte form for afstand hedder det i en beskrivelse af I.C. Christensen, at »det var selveste Jylland, som dér kom vandrende«. Embedsmændenes foragt for bonden matchede hans mistro til dannede i al almindelighed. Historikeren Søren Mørch skrev i bogen »24 statsministre«, at I. C. Christensen ofte om søndagen gennemrodede deres kontorer for at sikre sig, at de ikke forholdt ham oplysninger, og han åbnede altid selv posten til ministeriet. Om den københavnske elite ikke mente, at I.C. Christensen var intelligent, så mente den i hvert fald, at han var snu. I avistegninger blev han altid tegnet med en ræv bag øret - efterhånden var det nok at tegne ræven alene for at symbolisere I.C.

Søren Mørch lægger i sin beskrivelse af I.C. Christensen ikke megen vægt på hans betydning som kulturminister. Han fokuserer på perioden som konseilspræsident fra 1905-1908, hvor I.C. Christensen også var krigs- og marineminister. Det var i den periode, den danske forsvarspolitiks »falske melodi« blev »opfundet«. Nederlaget til Tyskland og tabet af Sønderjylland i 1864 havde i befolkningens øjne gjort tyskerne til hovedfjenden - og forsvarsviljen drabelig, omend omsonst. En af grundene til, at Mørch beskriver I.C. som en af de største statsministre i nyere tid, er, at han på den ene side formåede at udforme en neutralitetspolitik udadtil som tilfredsstillede befolkningen, mens han underhånden havde clearet med den tyske regering, at Danmark aldrig ville gå i forbund med lande, der havde planer om angreb på Tyskland. På den måde var Danmark - omend ikke særlig heroisk - sikret mod den stærke nabo i syd. I.C. Christensen fik forsvarsordningen gennemført, efter at han var trådt tilbage som konseilspræsident. Da havde han arbejdet intenst på sagen - som kultusminister uden om sin udenrigsministerielle kollega - i mere end ti år. Den falske (forsvars)melodi spillede indtil efter Anden Verdenskrig.

Rigsdagspolitik

Til gengæld mener Mørch ikke, at I.C. Christensen havde megen forstand på andet end rigsdagspolitik, som han til gengæld mestrede til fuldkommenhed. End ikke på kirke, kultur- og undervisningspolitik, som han bestyrede fra 1901-1905.

Det mener cand.theol. seminarielektor og ph.d. Gertrud Iversen dog langt fra er tilfældet, tværtimod. I årsskriftet Kirkehistoriske Samlinger fra 1992 gennemgår hun menighedsrådsloven fra 1903, herunder også I.C.s personlige kirkelige engagement.

Menighedsrådsloven fra 1903 var for I.C. Christensen det første skridt mod en selvstændiggørelse fra staten. Deri adskilte han sig ikke fra andre samtidige politikere. Han mente, at kirkelige forhold - som alle andre samfundsforhold - skulle opbygges efter demokratiske principper.

I.C. Christensen skrev tre andagtsbøger, hvor han - udover at beskrive troen som en hjertesag - ifølge Gertrud Iversen var for optaget af at bevise, hvor hjemmevant han jonglerede i kirkehistorie, kultur og kunst. Bonden kommer dog også op i ham, fordi det for I.C. Christensen var vigtigt, at folkekirkens demokrati som i alle livets forhold i Danmark skulle tjene til at udrydde forskelle mellem folk. Derfor skulle lovgivningen begynde nedefra.

Ifølge Gertrud Iversen stod I.C. Christensen på skuldrene af grundlovsfædrene i sit ønske om, at kirkens forfatning skulle ordnes ved lov. Som N.F.S. Grundt- vig havde udtalt, så kommer virkelig religions- og samvittighedsfrihed kun »ved at forvandle de Protestantiske Stats-Kirker til frie Folkekirker«. I.C. Christensen ventede ikke på et folkekrav om demokrati i folkekirken. Det skulle også snart vise sig, at det heller ikke var et krav fra gejstligheden eller de politiske modstandere. Som i mange andre tilfælde var det I.C. Christensens egen fortolkning af Venstres partiprogram, der lagde grund til lovforslaget. Han begyndte at tale for menighedsråd, allerede før han blev minister i 1901.

Fra grundtvigianerne hed det, at menighedsråd tilknyttet de enkelte sogne ville bryde med et religiøst oplevelsesfællesskab på tværs af sognegrænser. »Degnen fra Vestjylland fører kirken på gale veje. I en tålsom folkekirke er valg og frihed det vigtigste«, hed det blandt andet fra bypræsten og grundtvigianeren J.H. Monrad.

Indre Mission frygtede, at menighedsråd betød, at »vanetro folkekirkekristne ad lovens vej kunne få adgang til medbestemmelse i kirkelige anliggender«. Den store vækkelsesbevægelse mente i det hele taget, at kirkens forhold skulle styres uden om folket og uden om ministeren.

Biskoppernes holdning

Biskopperne var ikke stort mere tilfredse.

De ønskede, at menighedsrådene blev behandlet som et led i den kirkekommission, som skulle nedsættes efter lovens vedtagelse - og kun efter en diskussion om frivillige menighedsråd. Odense-biskop Hans Valdemar Sthyr dækkede også andre biskoppers holdning, da han i et brev til ministeren skrev: »Saa længe de kirkelige Forhold er saa spændte, kan jeg ikke anse det for rigtigt ved Lov at skabe en Ordning, ved hvilken Magten til at besætte Præsteembederne i Folkekirken i Hovedsagen blev lagt i Hænderne paa (...) Sognemenighedens numeriske flertal. (Det vil gøre situationen) saa utaalelig, at der vilde fremkomme en Strid, som vilde føre til Folkekirkens Sprængning«. Århus-biskoppen mente, at menighedsrådene ville blive en del af de politiske partiers agitationssfære, og også Sjællands biskop advarer mod splid mellem kirkelige retninger i de enkelte sogne.

Socialdemokraterne var imod alene af den grund, at menighedsrådsloven var en begyndende organisering af folkekirken. Religion var en privatsag, folkekirkeordningen skulle ophæves, og derefter kunne menighederne, efter kirkepolitisk ordfører F.J. Borgbjergs opfattelse, organisere sig, som de ville.

Tilsyneladende er det socialdemokraterne, der gør størst indtryk på I.C. Christensen. Ifølge Gertrud Iversen er det blandt andet deres kirkepolitiske - og kirkefjendtlige - holdninger, der får kultusministeren til at mene, at folkekirkens dage var talte, hvis den ikke fik en ordning, der kunne bære den gennem en adskillelse fra staten.

Midlertidig ordning

Menighedsrådsloven - og sammen med den loven om valgmenigheder - gik igennem Folketinget, dog sådan, at rådene fik mindre indflydelse på præstevalget, og at ordningen var midlertidig i seks år.

Desuden krævedes nedsættelse af Det Kirkelige Udvalg. I 1904 udførte Præsteforeningen en undersøgelse, der viste, at menighedsrådenes indstilling blev fulgt i 70 procent af præsteansættelserne. I 1912 blev menighedsrådene gjort permanente under en radikal kultusminister. Det Kirkelige Udvalgs betænkning om en kirkeforfatning fra 1906 kom aldrig til politisk behandling.

I.C. Christensen led, ifølge Søren Mørch, et knæk, da justitsminister P.A. Alberti over for politiet tilstod omfattende bedrageri i 1908. I.C. havde som konseilspræsident afvist rygterne om justitsministerens bedrageri og for at styrke Alberti overtalt kongen til at give ham æresbevisninger, blandt andet slået ham til storkorsridder. Da Alberti faldt, bad kong Frederik VIII I.C. Christensen om at trække sig, fordi han følte sig svigtet. I.C. Christensen nåede dog at gennemføre forsvarsordningen som forsvarsminister.

Da den radikale regering kom til, indledte de en rigsretssag mod I.C. Christensen. I 1905 havde Venstre under hans ledelse ekskluderet 13 senere radikale medlemmer efter en diskussion om forsvarsbudgettet. I.C. Christensen blev frikendt, men kritiseret for ikke at have iværksat en undersøgelse af Albertis embedsførelse. Ifølge Søren Mørch føjede I.C. Christensen endnu en facet til sin komplicerede personlighed: had til de radikale. Det kom blandt andet til udtryk under Påskekrisen i 1920, da kong Chr. X afsatte den radikale regering. Her mente I.C. Christensen, at man en gang for alle kunne gøre op med de radikale og socialisterne - voldeligt, om det skulle være.

Efter regeringsskiftet i 1920 blev han igen kirkeminister - ministeriet skiftede navn i 1916. Og gennemførte »i ly« af ordningen om de sønderjyske menigheder, der igen skulle indlemmes i riget, lov om valg biskopper, hvor det - som i dag - er menighedsrådene, der stemmer om kandidaterne. Gertrud Iversen sammenfatter I.C. Christensens kirkepolitik som typisk for det 20. århundrede: Modet til ændringer kom fra politikerne; gejstligheden har hver gang været imod.

I.C. Christensen forlod dansk politik i 1924. Herefter var han formand for Hedeselskabet i en årrække. Han døde i 1930.

I en af nekrologerne skriver en tidligere politisk modstander, den konservative rigsdagsmand L.V. Birck: »Han - demokratiets søn - var åndeligt i slægt med enevældens mest machiavellinske statsmænd; bag hans selvbeherskelse, hans milde væsen, lå den hensynsløse magtvilje, der ikke bekymrede sig om den enkeltes velfærd«. Men også, at havde I.C. Christensen været minister i et større land og været bedre uddannet, så kunne han være blevet en af den europæiske histories største statsmænd.

Det blev han ikke. Men på det danske folkekirkeliv har han sat meget markante fingeraftryk.