Før i tiden havde Ida Auken flyskræk. Det kunne indimellem være problematisk, når man som hende er politiker og derfor ofte rejser. Men en lille remse kunne få ro på kroppens sitren og de svedige håndflader til at gå væk. Remsen er bedre kendt under navnet Fadervor.
”Jeg bruger den, hvis modet svigter mig, eller jeg mister en, der står mig nær. Her er Fadervor en god lille bøn at sige for sig selv og sende sine tanker af sted. Den fungerer både i særlige situationer, hvor man kan have brug for hjælp, men også som en tilgang til livet,” siger Ida Auken.
Den lille bøn er en del af en trosforståelse hos politikeren og den forhenværende minister, der minder hende om, at der altid er støtte at hente. Det har hun i baghovedet, både i arbejdet som politiker og som privatperson.
”Min tro og teologien, som er en slags regnskab for troen, er et ekstra tydningslag i mit liv. Det er en grundlæggende tillid til, at tilværelsen vil mig det godt, og at nogen passer på mig og min familie. At der er håb for os alle sammen. Det får mig ud af sengen om morgenen og minder mig om meningen med det hele og vores ansvar for hinanden,” siger Ida Auken.
Og netop ansvarsfølelsen står som en central del af søndagens tekst. Her fortæller Jesus om den hjemløse, fattige mand Lazarus, der ligger ved porten ind til en rigmands hjem, udsultet og afmagret, indtil han til sidst dør. Teksten taler på mange måder ind i den aktuelle verdenssituation, hvor vi har et ansvar for dem, der er i nød, mener Ida Auken.
”Man kan bruge en tekst som denne til at minde om, at det en dag kan være for sent at gøre noget for andre, hvis vi har for travlt med vores eget. Man skal passe på at knytte den til én politisk holdning, men den kan virke som et budskab til os alle om, at hvis ikke vi tager os af dem, der er nødlidende foran os og har brug for vores hjælp, så kan vi godt komme til at stå en dag og fortryde, at vi ikke levede op til vores medmenneskelige ansvar,” siger hun.
Men da Ida Auken op til interviewet med Kristeligt Dagblad funderede over søndagens tekst, stødte hun på en udfordring. For teksten indeholder også en dom. En dom over den rige mand, der, da han selv dør, kommer op til Lazarus i dødsriget, hvor han pines, mens han tigger om nåde.
”Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines,” lyder det blandt andet fra Abraham i dødsriget.
På den måde er rollerne nu byttet om, og den dobbelthed og straf kan være svær at forholde sig til. For Ida Auken handler det om, at vi alle sammen indeholder både det gode og det onde.
”Jeg tror, vi har både Lazarus og den rige mand i os selv. En del af os bliver dømt væk og forsvinder, og en del får lov at overleve, hvor jeg håber på, at det er det gode i mennesket, der får lov at klare dommen. På den måde er teksten en besked til os om, hvordan vi skal leve i dag, at vi skal prøve at tage os af hinanden, mens vi er i live,” siger hun.
Det budskab er vigtigt at huske på, mener Ida Auken. Det kan Bibelen minde os om – også selvom den blev skrevet for 2000 år siden.
”Bibelen er for mig den tekstsamling, der rummer allerflest kloge ord og sandheder om menneskelivet, og selvom mange ting forandrer sig, så forbliver mennesker de samme. Mennesket er i virkeligheden stadig et væsen, der er meget stabilt og har de samme grundlæggende behov, ønsker og drømme. Vi har brug for kærlighed, anerkendelse og håb, vi sørger, vi kan blive bange, også selvom der er gået 2000 år. I Bibelen er der altid et ord for det, vi kæmper med,” siger Ida Auken.
Det er værd at have i baghovedet i et Danmark, hvor refleksionen indimellem går tabt, mener hun. For når Lazarus i søndagens tekst bliver overladt til sin egen skæbne, er det et resultat af manglende eftertænksomhed og ansvar for et medmenneske. På samme måde kan vi stadig blive bedre til at lægge egoismen væk og tage ansvar for vores medmennesker i Danmark.
”Vi lider af for lidt ånd, vi lider af for lidt eftertænksomhed, for lidt dybde og for lidt refleksion, og det kan kristendommen være en vej til,” siger hun.
Men selvom Ida Auken ”ikke bare kan lade sin tro ligge hjemme på hylden”, når hun er sammen med andre mennesker eller i sit virke som politiker, kunne hun ikke drømme om at pådutte andre mennesker sin tro. Derfor er det vigtigt for hende at understrege, at kristendommen ikke har patent på svarene. For når man bygger et samfund, skal alle have ret til at søge deres svar og deres åndelighed i egne rammer.
”Hvis jeg sørger, så henter jeg trøst i kristendommen. Hvis jeg synes, at der mangler perspektiv på tingene, eller hvis fremtiden ser mørk ud, så tænker jeg, at der er håb, for det har vi fået et løfte om. Men mange af de sandheder, jeg henter i kristendommen, henter andre mennesker andre steder. Det skal ikke være forbeholdt kristendommen alene.”