Idehistoriker: En ensom nat i Hamborg erkendte jeg, at jeg var kristen

Christian Verdoner Larsen har siden barndommen haft svært ved at få det eksistentielle, filosofiske og trosmæssige spor til at passe sammen. Men en nat i Hamborg ændrede det sig

Med min idehistoriske baggrund og min kærlighed til folkekirken og gudstjenesten er jeg bimlende kulturkristen. Men jeg har heller ikke noget problem med at kalde mig selv kristen og troende, siger Christian Verdoner Larsen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Med min idehistoriske baggrund og min kærlighed til folkekirken og gudstjenesten er jeg bimlende kulturkristen. Men jeg har heller ikke noget problem med at kalde mig selv kristen og troende, siger Christian Verdoner Larsen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Det var en nat i foråret 2011. Jeg boede i Hamborg, hvor jeg var på udveksling på kandidatuddannelsen på idehistorie og var ungdomsmedhjælper i den danske kirke. Jeg havde mit bibliotek af filosofiske bøger med og forestillede mig, at jeg rigtig skulle dykke ned i mine tanker og fordybe mig. Men det blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Jo mere, jeg grublede, des mere faldt det hele fra hinanden. Jeg endte med at sidde i en park og kigge på træerne og de vilde kaniner og få visioner om tiden, der bare går. Det hele virkede meningsløst, og jeg havde det, som om virkeligheden var ét stort fængsel.

En nat, hvor jeg lå fortvivlet og prøvede at sove, bad jeg Fadervor ud i ingenting, og så fik jeg en fornemmelse af tiden, der bliver født. Det var en stærk eksistensfølelse af, at det er nu, jeg er her. Og det gik op for mig, at jeg ikke bad Fadervor for at få det bedre. Det var ikke mindfulness. Det var en henvendelse, der gik væk fra mig selv, i erkendelse af, at det eneste, der kunne redde mig, var noget, som rakte ud over mig selv. Der var noget i mig, der troede, selvom resten af mig ikke gjorde. Der besluttede jeg mig for at sige ”ja, jeg er kristen”.

Året før havde jeg afsluttet et forhold med en kæreste, som havde en meget stærk ateistisk identitet. Vi havde mange diskussioner om religion, og hun viste mig film med ateistiske tænkere som Richard Dawkins og Christopher Hitchens. Vi endte endda med at blive rygende uvenner en nytårsaften, da vi diskuterede, om vores kommende børn skulle døbes eller ej. For mig var det indlysende, at det skulle de bare, selv om jeg stadig ikke syntes, at jeg kunne kalde mig kristen. Jeg kunne mærke, at der var noget i kristendommen, jeg ikke kunne give slip på.

Der er flere præste r i min familie, og jeg har fået bedt Fadervor på sengekanten og fået læst børnebibel højt, men det kristne var ikke en særskilt del af min identitet. Ved konfirmationsforberedelsen undrede det mig dog, at de andre nærmest intet vidste om kristendom. De ikke vidste, hvem Moses var. For mig svarede det til, at de ikke kendte Anders And. Jeg har altid været ret tænksom og taget tingene alvorligt, og jeg var noget skeptisk over for at blive konfirmeret, for jeg syntes ikke, at jeg kunne skrive under på noget, jeg ikke havde undersøgt ordentligt.

Artiklen fortsætter under annoncen

I gymnasiet blev jeg meget optaget af filosofi og havde det som valgfag. Jeg kan huske, at vi blev konfronteret med begreberne relativisme og absolutisme, og det lå ligesom i luften, at man helst skulle tilslutte sig det første. Sådan sagde min fornuft også, men der var noget i mig, der strittede imod, for hvilken grund var der så til at stå op om morgenen?

Vi læste også tekster af Ludwig Wittgenstein, og jeg blev meget optaget af hans ide om, at man ikke kan tale om det, der virkelig betyder noget. Det var en af grundene til, at jeg søgte ind på pianistlinjen på konservatoriet. Men min forventning til, hvad musikken skulle kunne, lagde et alt for stort pres på mig. Jeg begyndte også at savne ordene igen. Så efter bachelordelen stoppede jeg på konservatoriet og begyndte på idehistorie – med den bagtanke, at jeg måske ville være præst.

Da jeg nærmede mig afslutningen på bachelordelen på idehistorie, undersøgte jeg muligheden for at fortsætte på teologi og få meritoverført nogle fag. Men jeg orkede ikke at begynde forfra på et studie sammen med helt unge studerende. I stedet fortsatte jeg på idehistorie og kom til Hamborg, hvor jeg den ensomme nat sendte et Fadervor ud i mørket og sagde ja til, at jeg var kristen. Det blev på forunderlig vis begyndelsen på en proces, hvor det eksistentielle, filosofiske, musikalske og folkekirkelige spor begyndte at løbe sammen for mig.

Jeg begyndte at spille kammermusik og akkompagnerede musikstuderende på Det Jyske Musikkonservatorium, og på idehistorie skrev jeg speciale om musik. Undervejs gik det op for mig, at musikkens historie også er kirkens historie, og hvordan den musik, jeg holdt så meget af, ser ud, som den gør, fordi den historisk udspringer af kirken. Musikken blev en ny indgang til kirken, hvor jeg i forvejen var passioneret kirkesanger, hvilket tvang mig til at forholde mig til kirke og kristendom. Jeg begyndte som kirkekorsanger efter konfirmationen, og efterhånden blev jeg nærmest afhængig af at synge i kirken søndag morgen.

Nogle år efter at jeg havde afsluttet min kandidatuddannelse, begyndte jeg på kirkemusikskolens organistuddannelse, og i 2016 fik jeg mit første job som organist og forstod betydningen af at have et sted at virke ud fra, hvor man kan spille og lave gudstjeneste. Jeg er meget glad for arbejdet som organist. Jeg stiller mig med glæde til rådighed for at udbrede det glædelige budskab.

Det glædelige budskab kan ikke være, at man skal tro for at komme i Paradis. Så er det jo ikke en glædelig nyhed, men en trussel. Budskabet må være, at det ender godt – og det kan man så være så heldig at tro på engang i mellem – eller dybest set. Der er ikke nogen frelse i, at det skal afhænge af min egen psykologiske indstilling. Der er kun håb i, at det ikke skal afhænge af mig, og at det samme gælder alle mennesker.

Jeg beder Fadervor med mine børn, fordi jeg ikke selv ville have undværet det. Og begge mine børn er døbt. Faktisk døbte jeg selv den yngste. Hun skulle have været døbt i marts sidste år, men så kom nedlukningen, og vi blev enige om at lave en generalprøve derhjemme. Vi fulgte ritualbogen, jeg spillede et præludium, vi sang en salme, og jeg døbte hende. Jeg konsulterede nogle teologer, og vi kom frem til, at det havde været en rigtig dåb. I oktober var der så en fremstilling af hende i Nørremarkskirken, hvor jeg var ansat, så der kom et kirkeligt stempel på også.

Da kirken åbnede igen Kristi himmelfartsdag, prædikede jeg i Nørremarkskirken, og det var jo en fantastisk højtidelig dag. Jeg har også prædiket en enkelt gang i den danske kirke i Hamborg. Jeg befinder mig godt med det, og jeg vil ikke udelukke, at jeg engang kan blive præst.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro bliver næret af udfordringer. Jo mere håbløst og meningsløst, man kan fremstille livet og universet, des mere trænger troen og den uendelig kærlighed sig på som en nødvendighed. Når pladen er helt ryddet, forstår jeg mest klart, hvad det hele handler om. Så står der noget tilbage, som man ikke kan slippe: Troen på, at der må være en form for garant for det hele, som jeg ikke har noget begreb om. Jeg kan ikke forbinde noget med et liv efter døden overhovedet, men jeg tror på evangeliets glade budskab om håb trods alt.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det må være et råd, jeg har fået flere gange i forskellige situationer: Husk, det handler ikke om dig selv. Den der optagethed af, hvad andre tænker om én, og hvordan man tager sig ud, og om man præsterer godt nok, er jo i virkeligheden en anden måde at være selvoptaget på. Fjodor Dostojevskijs roman ”Idioten” rummer for mig lidt den samme påmindelse. Man skal turde at lægge sig selv frem som en åben bog i stedet for altid at være på vagt og deltage i hele det der magtspil med forventninger og positioneringer.