Over hele verden reagerer religiøse grupper med modstand, når nye identitetspolitiske strømninger bryder frem. De ser sig konfronteret med en udvikling, hvor for eksempel transkønnede, homoseksuelle og indvandrede minoriteter kræver rettigheder i samfund, som stadig er præget af normer fra de tidligere dominerende troskulturer. Og modstanden er ikke uden grund, vurderer forskere som Peter Lodberg, teolog og professor mso ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet
”Store grupper af kristne, muslimer og jøder føler sig helt klart udfordret og presset af de nye identitetspolitiske strømninger og krav, og både i USA og Afrika er der nok også en tendens til, at kirkesamfundene er kritiske over for de her grupper, fordi mange af kirkerne er præget af mere traditionalistiske tolkninger af de hellige skrifter,” siger Peter Lodberg.
Men der er også tendenser, der peger i en anden retning, påpeger teologen.
”Det, der ses som en trussel, kan også vise sig at blive en trædesten på vejen til teologiske nybrud inden for de store religioner. Udvider vi perspektivet, kan vi se, at det ofte er udfordringer af denne art, der har udviklet teologien, så den er kommet på omgangshøjde med en ny social virkelighed. Det gjaldt for eksempel ophævelsen af slaveriet, demokratiets udvikling efter Anden Verdenskrig og behandlingen af hiv/aids, ebola og andre sygdomme i Afrika. Alle disse emner har kirkerne i høj grad justeret deres syn på, og det samme kan lade sig gøre, når det gælder spørgsmål om homoseksualitet, transkønnede og etniske minoriteter,” siger Peter Lodberg.
Modstanden mod minoriteternes krav behøver dog ikke bunde i konservatisme. Den kan også hænge sammen med kristen universalisme, hvor argumentet lyder, at kristendom og identitetspolitik simpelthen ikke går hånd i hånd, fordi det grundlæggende er i modstrid med tanken om alle menneskers lighed for Gud og idealet om enhed i Kristus at basere sin identitet på et bestemt tilhørsforhold, hvad enten det er etnisk, kulturelt, nationalt eller seksuelt. Det synspunkt kan man for eksempel finde på hjemmesiden Christian Today Australia i en artikel fra december sidste år af den kristne australske journalist Roydon Ng.
”Fristelsen i det 21. århundredes vestlige kultur ligger for enkeltpersoner i at identificere sig selv og andre med en bestemt race eller seksualitet og deraf tilslutte sig idéer som ’den hvide kristne mands privilegier’,” skriver Roydon Ng, der henviser til en række politiske debatter i Australien, som alle har været domineret af identitetspolitiske argumenter.
Det gælder for eksempel diskussioner om nationalt tilhørsforhold og statsborgerskab, modtagelse af flygtninge og lovgivning om ægteskab mellem personer af samme køn. Han advarer i artiklen imod, at kristne kirker og deres medlemmer vil basere deres liv på partipolitiske holdninger og identitetspolitik snarere end på et tilhørsforhold til Kristus og håbet om himmelsk borgerskab.
”Jesus er det pas, der tillader os at flyve over de menneskelige magtkampes syndige og faldne tilstand mod en bedre fremtid,” skriver Roydon Ng.
Identitetspolitik dækker ofte over et kompliceret politisk spil mellem vestlige værdier og tidligere koloniers selvforståelse, for eksempel hos afrikanske kristne. Det siger Karen Lauterbach, der er lektor på center for afrikastudier på Københavns Universitet og blandt andet har forsket i kristendom i Ghana.
”Dele af modstanden mod LGBT-rettigheder skal også ses som et fortsat opgør med den vestlige kolonialisme og et forsøg på at markere, at man ikke lader sig diktere af vestlig indflydelse. Der er en stigende tendens til, at kristne i Afrika ’afrikaniserer’ religionen ved at henvise til religionens lange historie på kontinentet,” siger hun.
Hun mener ikke, at afrikansk kristendom nødvendigvis er homofobisk, selvom den mange steder er præget af konservative evangelikale miljøer i USA. Og mange steder er man i gang med at indtænke rettigheder til identitetspolitiske grupperinger i det kirkelige arbejde.
”I den sydlige del af Afrika kobler en del kirker kristendommen med ubuntu-filosofien, der fokuserer på menneskers relationer til og afhængighed af hinanden, og det åbner for at anerkende for eksempel LGBT-personer på lige fod,” siger hun og henviser til, at kampen mod hiv/aids åbnede for nye teologiske tolkninger, anført af præster, der åbent fortalte, at de selv var smittet med hiv.
”Det spændende er, at i Afrika indgår religionen naturligt også i de nye identitetspolitiske gruppers fundament. I Europa og til dels USA fremsættes disse gruppers krav typisk ud fra en sekulær, liberal holdning, men i Afrika kobles den religiøse identitet med for eksempel LGBT-identiteten. Derfor er vestlige donorer og ngo’er også nødt til at tænke de religiøse ledere ind og reflektere grundigt over deres rolle, inden de agerer på de her spørgsmål,” siger Karen Lauterbach.
Man skal passe på ikke kun at forbinde identitetspolitik med venstrefløjen. Advarslen kommer fra Brian Arly Jacobsen, lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier, Københavns Universitet.
”I den nuværende debat om identitetspolitik overser vi let, at identitetspolitik ikke kun føres af grupper med afsæt i venstrefløjen, der definerer sig selv ud fra kønsmæssige, etniske og seksuelle kategorier. Der findes også identitetspolitiske strømninger på højrefløjen i USA og Europa, hvor man ser en form for hvid racepolitik blandt grupper, der føler sig kørt ud på et sidespor. Lignende tendenser ser vi blandt islamister og ultraortodokse jøder, der føler sig undertrykt af en sekulariseringsproces, som de oplever er kommet oppefra i løbet af det 20. århundrede,” siger han.
”Fælles for disse grupper er, at de ønsker at ændre på samfundsforholdene på en måde, som påvirker andre grupper. Dermed opstår spørgsmålet, om for eksempel islamister og ultraortodokse jøder vil give andre minoritetsgrupper som transkønnede og homoseksuelle samme rettigheder, som man ønsker for sig selv,” siger han.
Her er der ifølge forskeren en tendens til, at de religiøse grupper, især når det kommer til spørgsmål om ægteskab og reproduktion, føler sig truet og presset af de nye identitetspolitiske grupper og har svært ved at vise dem samme tolerance, som de ønsker for sig selv.
”Derfor ser vi en polarisering af debatten om køn, seksualitet og religion i blandt andet Syd- og Mellemamerika, Mellemøsten, store dele af Afrika og også visse dele af Europa, for eksempel i Polen. Til gengæld er tendensen i katolske lande som Irland, Spanien og Italien, at der uden de store sværdslag indføres mere liberale regler for eksempelvis abort,” siger han.
Også i Asien er der eksempler på, at identitetspolitiske spørgsmål om køn, seksualitet og etnicitet vinder indpas i religiøse og teologiske kredse, forklarer Jørn Borup, ph.d., lektor og afdelingsleder ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet og ekspert i blandt andet buddhisme.
”Der er eksempler på for eksempel japanske præster, som argumenterer for, at LGBT-rettigheder skal tages mere alvorligt, og jeg er sikker på, at vi vil se mere af det fremover. Det vil sikkert møde modstand i visse miljøer, fordi religionerne i Japan og andre lande traditionelt har været kulturelt konservative. Så selvom der principielt set ikke er noget til hinder for, at buddhismen anerkender LGBT-personer på lige fod med andre, vil der nok være en kulturel barriere,” siger han.
Generelt er den individbaserede identitetspolitik dog endnu ikke så markant i Asien, forklarer Jørn Borup.
”Men i for eksempel Sri Lanka og Myanmar er der en tendens til, at buddhister bruger religionen kollektivt identitetspolitisk i en højrefløjsnationalisme vendt mod islam,” siger han.
Desuden er der i USA en vækst i buddhistisk identitetspolitik, som tager form af et opgør med ’den hvide mands buddhisme’, forklarer Jørn Borup.
”Disse grupper mener, at deres religion er blevet kapret af den hvide middelklasse, og man ser derfor etniske grupper, som kræver at få buddhismen tilbage. Det er på sin vis paradoksalt, fordi buddhismen, som vel alle verdensreligioner, hævder at være universalistisk og kunne hæve sig over klasse- og etniske skel og så videre. Men samtidig kræver disse grupper med afsæt i netop etnicitet og kultur en særlig ret til at fortolke religionen,” siger Jørn Borup.
Han tilføjer, at også efterkommere af indiske immigranter er begyndt at kritisere velstillede hvide i USA for at udnytte og misbruge den hinduistiske tradition i deres brug af ”hygge-yoga”.
At de religiøse buddhistiske og hinduistiske autoriteter i USA føler sig presset af kritikken, viser sig ifølge Jørn Borup blandt andet ved, at flere mandlige guruer og stiftere af meditations- og yogacentre har undskyldt offentligt for deres mangel på kulturel sensitivitet og har udarbejdet chartre for, hvordan man skal tænke som hvid buddhist, så man ikke undertrykker ikke-hvide.
”Det kan være svært at forstå i vores europæiske kontekst, hvor sekularisering og religionskritik spiller en helt anden rolle. Men selvfølgelig er der elementer af det her, man må tage alvorligt under alle omstændigheder. Der har for eksempel været skandaler om tibetanske lamaer og zenmestre i USA, der er blevet anklaget for misbrug af kvinder,” siger han og viser med eksemplet om hvide og buddhisters krav endnu et sammenstød mellem identitetsskabende grupper, der i disse år står over for hinanden i et globalt spil om selvforståelse, krav og rettigheder.