Det danske samfund påvirkes i disse år af en stærk individualisering og aftraditionalisering. Det enkelte menneske oplever større frihed til at træffe egne valg, og traditioner får mindre betydning for, hvordan man lever sit liv. Samtidig påvirkes samfundet også af en globalisering, der blandt andet betyder, at mennesker flytter sig mere og slår sig ned i andre lande.
Individualiseringen, aftraditionaliseringen og globaliseringen påvirker naturligvis også den kirkelige adfærd. Inden for folkekirken oplever vi – især i de større byer med flere kirker – at kirkegængere træffer individuelle valg om, hvilken kirke de vil komme i, uden nødvendigvis at følge traditionen med at søge hen i sognekirken. Vi oplever også i højere grad, at mennesker krydser grænserne mellem kirkesamfundene. Folkekirkemedlemmer vælger af forskellige årsager at engagere sig i frikirker, og på tilsvarende vis er der frikirkemedlemmer, der vælger at komme i en folkekirke. Og undertiden kommer de begge steder.
Når kristne fra andre dele af verden slår sig ned i Danmark, sker det, at de danner deres egne migrantmenigheder, men det sker også, at kristne indvandrere begynder at komme i en folkekirke eller en frikirke, der ikke nødvendigvis tilhører samme konfession som kirken i deres hjemland.
Nogle går et skridt videre og melder sig ud af deres oprindelige kirkesamfund for at melde sig ind i et andet kirkesamfund, men det sker også, at nogle melder sig ind i den kirke, hvor de er begyndt at komme, uden samtidig at melde sig ud af deres oprindelige kirkesamfund. Og dermed opstår spørgsmålet om dobbelt kirkemedlemskab.
Der findes ingen videnskabelige undersøgelser af, hvor mange medlemmer af folkekirken, der også er medlemmer af en anden kirke. At der er et antal mennesker, der er medlem af to eller flere kirkesamfund samtidig, er der imidlertid ingen tvivl om, men hvordan håndterer forskellige kirker denne problemstilling?
I folkekirken tillades i dag ikke dobbelt medlemskab. ”Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et andet trossamfund,” står der i medlemskabsloven. Men det forhindrer ikke, at der rundtom i landets sogne er folkekirkemedlemmer, som har meldt sig ind i en frikirke. Situationen er imidlertid den, at loven stort set ikke håndhæves i dag.
Heller ikke den katolske kirke, den ortodokse kirke eller Metodistkirken i Danmark tillader dobbelt medlemskab. Dog er det sådan i Metodistkirken, at et medlem af et andet kirkesamfund, som i en længere periode bor langt fra sin hjemkirke, og som i denne periode kommer i en metodistkirke, kan blive associeret medlem af kirken med samme rettigheder som andre medlemmer, uden stemmeret.
Baptistkirken i Danmark, Det Danske Missionsforbund, pinsekirken og Apostolsk Kirke tillader alle, at deres medlemmer samtidig kan være medlemmer af et andet kirkesamfund. Og det samme gælder Brødremenighedens Danske Mission, hvor der tilmed har været den opfattelse, at deres medlemmer havde en særstatus, der gav dem lov til samtidig at være medlem af folkekirken.
Men hvordan håndterer de store kirker i vore nabolande spørgsmålet om dobbelt medlemskab? Den evangelisk-lutherske kirke i Nordtyskland tillader ikke dobbelt medlemskab.
Her siger kirkens forfatning, at medlemmer af kirken er alle døbte evangeliske kristne, der bor i kirkens område, bortset fra dem, der har meldt sig ud, og dem, der er medlemmer af en anden kirke eller et andet religionssamfund.
I de lutherske kirker i Finland og Norge er der en meget begrænset adgang til dobbelt medlemskab. I den evangelisk-lutherske kirke i Finland tillader man kun dobbelt medlemskab for personer fra anglikanske kirker, der er en del af det anglikansk-lutherske Porvoo-fællesskab.
I den norske kirke slår loven fast, at ingen kan blive medlem, så længe vedkommende er medlem af et andet trossamfund i Norge. Det vil sige, at for eksempel et medlem af pinsekirken i Danmark godt kan optages som medlem af den lutherske kirke i Norge uden at skulle udmelde sig af pinsekirken.
I den svenske kirke tillader man derimod dobbelt medlemskab uden nogen indskrænkninger. Det samme gør sig gældende i den anglikanske kirke i England. Her har man ikke det samme medlemsbegreb som i de nordiske lande og Tyskland, men i hvert sogn etableres der en gruppe af medlemmer – en ”electoral roll” – der kan deltage i valgene. Og i bestemmelserne siges det udtrykkeligt, at kristne, der er medlemmer af andre kirker, samtidig kan optages på denne medlemsliste.
Forudsætningen er, at de tilhører en kirke, der enten er i et kirkefællesskab med den anglikanske kirke eller tilhører en anden kirke, der også tilslutter sig treenighedslæren.
Sandsynligvis vil spørgsmålet om dobbelt medlemskab blive mere påtrængende i den kommende tid også for folkekirken blandt andet på grund af de seneste årtiers store indvandring.
Ovenstående oversigt viser, at der er mange måder at håndtere dette spørgsmål på også blandt kirker med samme konfession. Og at der er mange erfaringer fra andre kirker og lande at trække på, når vi her i landet skal drøfte spørgsmålet.
Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent og formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.