Ikke-religiøs: Jeg vil begraves på en almindelig kirkegård

Ateistiske gravpladser ligger øde hen, selvom der i sin tid blev presset på, for at de skulle oprettes. Talsperson for Humanistisk Samfund skal da heller ikke stedes til hvile på symbolneutral jord, selvom han ikke er troende

Det er ikke gravstenene, der springer i øjnene, når man kigger ud over den ateistiske kirkegård Lyra, der er en del af Bispebjerg Kirkegård i København. Der ligger da også kun tre personer begravet her. –
Det er ikke gravstenene, der springer i øjnene, når man kigger ud over den ateistiske kirkegård Lyra, der er en del af Bispebjerg Kirkegård i København. Der ligger da også kun tre personer begravet her. – . Foto: Iben Gad.

Det kan vel være ligegyldigt, hvad der står på graven ved siden af, når man er død og borte, lyder konklusionen fra Ole Morten Nygård, lærer og talsperson for Humanistisk Samfund. Som erklæret ikke-religiøs er han ellers en af dem, som man kunne forvente ville vælge at blive begravet på en ateistisk kirkegård, der er fri for religiøse symboler. Det har han dog ingen planer om, og den beslutning er øjensynligt helt på linje med andre danskeres.

Siden den første symbolneutrale kirkegård blev oprettet i Aarhus i 2011, har efterspørgslen nemlig været meget begrænset. I alt er kun fem personer blevet begravet på de to ateistiske kirkegårde, der dukkede op i København kort efter, mens 25 personer er blevet begravet i Aarhus. Og det på trods af, at det blev udlagt som et presserende behov, at der fandtes tilbud som dem.

Egentlig er spørgsmålet om, hvor Ole Morten Nygård skal begraves en dag, ikke et, der har holdt ham vågen om natten. Men da han som ceremonileder hos Humanistisk Samfund er med til at stå for begravelser, der ikke skal holdes i kirken, har han også gjort sig sine egne overvejelser.

Derfor har han været alle begravelsesscenarier igennem og har også overvejet muligheden for en ateistisk gravplads. Den blev dog relativt hurtigt henlagt igen. Det skyldes blandt andet, at gravstedets placering og betydning for ham selv og hans pårørende har vægtet højere.

”Jeg kommer fra landet, og i mange år havde jeg tænkt, at jeg skulle ligge på den kirkegård, hvor flere af mine tætte familiemedlemmer er begravet. Men efterhånden giver det mere mening for mig at blive begravet der, hvor jeg har levet hele mit liv. Jeg har cyklet gennem Vestre Kirkegård i København hver dag i over 30 år og været meget glad for at komme der, og det er der, jeg ønsker at blive begravet ved siden af min mand. Det betyder også noget, at mine børnebørn er i nærheden, og at denne gravplads er smuk,” siger han.

Nærhedsprincippet og de smukke omgivelser kunne Ole Morten Nygård få opfyldt på en ateistisk og symbolneutral gravplads. Den ene af de to ateistiske begravelsesafsnit, der findes i København, ligger nemlig på Vestre Kirkegård. Men her spiller en anden vigtig overvejelse ind.

”Jeg er ligeglad med, hvad der er af symboler rundt om min grav, stedet skal bare være smukt. Det ville være et politisk statement, hvis jeg insisterede på at blive begravet på en ateistisk gravplads, og det har jeg ikke behov for at sende,” siger han.

De fleste, Ole Morten Nygård taler med, deler hans ønske om at blive begravet på en almindelig kirkegård.

”Folk opfatter ofte ikke religiøse symboler på gravstenene eller trosretningen hos personen, der ligger begravet ved siden af, som et problem. Måske er det, fordi der endnu ikke har været så stort fokus blandt politikerne på andre religiøse symboler end burkaen i det offentlige rum. Til gengæld er folk meget pragmatiske. Nu flyttede vi til Herlev, og så bliver vi også begravet i Herlev, så vores efterladte er i nærheden, for eksempel.”

Når Ole Morten Nygård alligevel kan se behovet for ateistiske gravpladser, skyldes det, at han møder mennesker, der har haft en ubehagelig oplevelse i religionens navn, og fordi der findes folk, der har det som en politisk sag, at man skal kunne blive begravet, uden at kirken er inde over på nogen måde.

”Det kan sammenlignes med, at nogle troende har behov for et særskilt gravafsnit, og det skal respekteres. Det tager bare rigtig lang tid, før nye begravelsesmønstre vinder indpas. Det er en hundredårig proces. Bare tænk på, hvor mange der efterhånden bliver brændt.”