I buegangen over Marmorkirken i København er der svalt og stille. Lyset strømmer ind gennem dybe vinduer og får guldet til at skinne i de små og store ikoner, som pryder vægge og vinduer i den hvide gang. Snart strømmer turister fra hele verden ind for at se de manifestationer af det guddommelige, som Charlotte Weppenaar Pedersen har malet. Hun er et af de nyeste led i den række af kunstnere, der siden disciplen Lukas har blandet æggeblommer, ædelstene og eddike for at fremkalde de klareste farver til ikonernes motiver typisk af Jesus og jomfru Maria.
Frem til den 31. august udstiller Charlotte Weppenaar Pedersen i Marmorkirken, hvor hun selv er til stede og arbejder på nye ikoner, så gæsterne kan se, hvordan værkerne bliver til.
Et ikon er et vindue til det guddommelige, hvorigennem mennesker kan føle Guds nærvær og opleve, at de forstår det himmelske budskab bedre. Oprindelig blev det brugt som en billedbibel for dem, der ikke kunne læse. I dag er ikonerne på ny aktuelle, fordi det moderne samfund hele tiden søger at formidle sine budskaber på andet end skrift, fortæller hun.
Siden barnsben har kristendommen fået lov at fylde i kunstnerens tilværelse. Forældrene var ikke stærkt troende, men den lille pige holdt af at tænde lys og stille engle frem på en kommode i barndomshjemmet i Slagelse. Her faldt hun ind i en meditativ tilstand, bad til Gud og fandt styrke i det. Og efter konfirmationen rejste hun med sine to søstre og forældre til Grækenland, hvor hun så ikoner for første gang.
Jeg blev dybt betaget! Men der gik mange år, før jeg fik kontakt med den græske munk og kunstner fader Gregorius fra øen Athos i Grækenland. Han har lært mig teknikkerne og den passion, der ligger bag fremstilling af ikoner. Det vigtigste er, at vi tjener Gud, når vi maler, siger Charlotte Weppenaar Pedersen og tager en dyb indånding, før hun lader tankerne glide til det græske øhav.
Fader Gregorius har en langstrakt fornemmelse af tid. Hos ham er det ikke noget problem, at det tager mange år at lære at male. Sådan er det jo også, hvis man vil lære at spille på et nyt instrument. Hvert farvelag skal for eksempel på i en bestemt rækkefølge: Først det mørke lag, så det mere lyse og endelig det klareste lyse lag.
Vi anvender ikke skygger, som man kender det fra moderne malerkunst. For skygger hører de jordiske figurer til, og vi maler de himmelske uden, fordi de er så hellige, at de slet ikke afgiver skygger, siger kunstneren og viser to ikoner frem.
Det ene forestiller et stort Jesusbarn, der sidder hos jomfru Maria. Både mor og barn har lange hænder og store ører. De smiler ikke, og de ser væk fra hinanden. Men det har en helt naturlig forklaring, mener hun.
Jesusbarnet er altid stor på ikoner, fordi han blev født vis og dermed allerede som baby næsten var som en voksen mand. Alvoren skyldes den indre søgen, og Jesus og Maria ser ikke på hinanden, fordi deres kontakt er i det sjælelige og indre frem for i det fysiske og ydre. Endelig er deres ører store, fordi de er særlig gode til at lytte til Gud, siger hun.
Selv har kunstneren mest lyttet til Jesu ord om næstekærlighed. Sammen med sin sydafrikanske mand, Allan, har Charlotte Weppenaar Pedersen siden 1992 gjort en forskel for et hav af børn, der lever uden deres forældre, på gaden eller smittet med HIV i Cape Towns slum. Parret laver cirkus med børnene. De har lært dem at køre på ethjulet cykel, klovne og svinge i trapez. Men de har også lært dem at søge ind i sig selv og finde selvtillid og styrke i det indre liv.
Jeg har spirituelle øjeblikke, hvor jeg føler mig tæt på Gud, når jeg maler mine ikoner. Men de oplevelser gør ikke, at jeg lukker mig inde i mig selv og vælger kun at male. Kærligheden til Gud giver først mening, når man vender sig og hjælper dem, der virkelig har brug for det, siger Charlotte Weppenaar Pedersen .
Ovenlys rammer hendes ansigt i Marmorkirkens buegang, da hun med to ikoner balancerende i hænderne søger det bedst mulige sted at placere sine vinduer til Gud.