Prøv avisen

Ikoner og Bach er for alle kristne

Hanne Røst sammen med en af sine ikoner, der er malet i den ortodokse kirkes tradition, hvor det først og fremmest drejer sig om at udtrykke kirkens trosindhold og ikke sit private sjæleliv. (Foto: Thomas Juul)

IKONER: Den pensionerede psykiater Hanne Røst blev ført til den ortodokse kirke af ikonmaleriet

Ikoner og Bach er for alle kristne, siger Hanne Røst med et lille smil. Ligesom Johann Sebastian Bachs musik samler kristne på tværs af konfessioner og kirkeskel, så appellerer ikonerne til kristne langt uden for den ortodokse kirke, og det er godt, det er sådan, fastslår ikonmaleren, som også er pensioneret læge i psykiatri.

– Ikonen og musikken har begge en økumenisk funktion. De går uden om alle dogmatiske formuleringer og meddeler sig til alle, på tværs af kirkelige og teologiske forskelligheder.

Derfor føler hun det helt rigtigt, at hendes ortodokse ikoner netop har været udstillet og i søndags blev brugt i en evangelisk-lu-thersk stillegudstjeneste i Holstebro Kirke, hvor billederne gled ind i stedet for en traditionel prædiken.

Selv om interessen for ikonmaleri er steget de seneste år, er Hanne Røst ikke så nervøs for, at det vil ende som en ren aftenskole-hobby uden spirituelt indhold.

– Jeg tror tværtimod, at mange af dem, der begynder at male ikoner, gør det ud fra en spirituel søgen. Ikonmaleriet er en teknisk meget langsom og vanskelig proces, som kræver en høj grad af motivation, så jeg kan ikke forestille mig, at man gider beskæftige sig med det, hvis det ikke også siger en noget på det åndelige plan.

For den 68-årige Hanne Røst førte ikonmaleriet til den ortodokse kirke og dermed afslutningen på en livslang religiøs søgen.

– Min far var præstesøn og havde et ret ambivalent forhold til kirken. Han sagde altid, at ville man tale med Vorherre, var det bedre at gå ud i naturen. Samtidig besad han et stort skuespillertalent og kunne et hav af morsomme historier om salvelsesfulde præster. Jeg tror, det var derfor, at jeg som ung aldrig rigtig fik noget forhold til kirken, selv om jeg egentlig gerne ville det. Det var svært at komme over den barriere, som var blevet lagt i mig, fordi min fars historier altid klingede med.

Hanne Røst er født på Frederiksberg, begyndte som ung at studere medicin og har arbejdet i England og Danmark, blandt andet på Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Holstebro og Herning Centralsygehus.

Først da hun under et af sine ophold i London kom i forbindelse med en kvækermenighed, begyndte hun at få et personligt forhold til kristendommen.

– Her var der ingen præster at more sig over, for i menigheden var alle ligestillet, og der blev kun sagt noget, når et medlem følte sig tilskyndet til det af Helligånden. Stilheden var det bærende i gudstjenesten. Vi kunne sidde en time i stilhed. Den oplevelse gav en dybde, som for mig banede vejen til et kristent liv med andre mennesker.

Alligevel gik hun senere over i den anglikanske kirke, for hun savnede altergangen.

– I kvækermenigheden havde man ingen altergang, for her så man på hele livet som et sakramente.

I London var hun i tre år elev på en kunstskole. Tegnet og malet havde hun altid, og portrætter, landskaber og blomsterbilleder – i de seneste år suppleret med nonfigurative malerier – er fortsat del af hendes kunstneriske virke. Forbindelsen til ikonmaleriet opstod ved lidt af et tilfælde.

– Det var midt i 1980'erne, hvor jeg, i en periode hvor jeg boede i London, oplevede en krise i mit liv, og en dag satte mig hen i en kirke for at besinde mig. På en op-slagstavle så jeg en lille håndskrevet notits med tilbud om undervisning i ikonmaleri.

Det viste sig at være et kommunalt kursus, og underviseren var den spanskfødte kunstner Guillem Ramos-Poqui, som har skrevet en lærebog i ikonmaleriets teknik.

– Han satte mig til at kopiere en Kristus-ikon, og det var en fuldstændig umulig opgave, men jeg blev alligevel ved med at arbejde med den og mærkede efterhånden, hvordan det satte mig i kontakt med noget uden for mig selv.

Samtidig oplevede Hanne Røst hos sig et stadigt større behov for at trænge ind i den ortodokse spiritualitet bag ikonmaleriet.

Hun opsøgte et ortodoks kloster, begyndte at læse og gå til foredrag om ortodoksien, og i 1990 blev hun optaget i den russisk-ortodokse kirke i København. I dag tilhører hun den lille dansksprogede ortodokse menighed i Kgs. Lyngby, som blev oprettet for et år siden.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Hanne Røsts ikoner har med årene fået et mere for-enklet billedmæssigt udtryk. Det gælder blandt andet denne ikon med Jesu korsfæstelse. (Foto: Thomas Juul)