Prøv avisen

Ildsjæle omsætter kristendom til praksis i ghettoer

Julefesten i Mjølnerparken fejres med dans i rundkreds. Søren Dalsgaard er koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde og en af de kristne, der bor i det multikulturelle område i København. Foto: Privatfoto.

I boligområder som Mjølnerparken og Gellerupparken engagerer kristne sig socialt. Om nogen bliver omvendt, overlader de til Gud

”Vi var på besøg i en kurdisk klub for ældre mænd. De vidste godt, at vi kom fra kirken. Men det, der gjorde størst indtryk på dem, var, at det var første gang, de havde besøg af unge danskere.”

Nicoline Haahr Kristensen er aktiv i Luthersk Missions Ungdom (LMU) og en af syv studerende, som for tre år siden stiftede gruppen LMU Signal, der deltager i sociale projekter i Aarhus-området, blandt andet som frivillige i et værested for ensomme unge. For et år siden udvidede LMU Signal med projektet ”Ræk ud”, der har til formål at komme i kontakt med beboere i Gellerupparken.

”Idéen opstod, fordi jeg selv bor i Gellerupparken og kunne se, at mange af os ikke naturligt falder i snak i hverdagen. Som kristne vil vi gerne vise, at vi er engagerer os i livet, hvor vi bor. Derfor fik vi idéen om at række ud til naboerne ved at lave forskellige aktiviteter. Vi har lavet snobrød og sunget sange omkring bålet, spillet fodbold med børnene og inviteret til spil og hygge i et lokale, vi har fået lov at låne midt i Gellerup,” siger Nicoline Haahr Kristensen.

LMU Signals projekt er blot et eksempel fra de seneste fem-ti år på kristne, der i grupper eller enkeltvis flytter til såkaldte ghettoer og engagerer sig i det lokale liv med afsæt i deres tro.

I 2010 skrev Kristeligt Dagblad om grupper af unge kristne, der flyttede ind i Gellerupparken ved Aarhus og Mjølnerparken i København for at praktisere næstekærlighed i hverdagen i nogle af de områder, som af andre blev opfattet som belastede og utrygge. I Gellerupparken var det en gruppe fra Aarhus Valgmenighed, der i 2006-2007 etablerede sig under navnet Ghetto Fever ”for at være vidner og lys for mennesker omkring os” og ”udleve vores vision om at bringe håb og forvandling til mennesker i Gellerupparken”, som idémanden formulerede det.

Han er siden flyttet til en større lejlighed lige uden for Gellerupparken, og andre fra den oprindelige gruppe er også flyttet. Men der bor stadig en mindre gruppe fra Aarhus Valgmenighed i området. Talsperson for fællesskabet, Tobias Hougaard, understreger dog, at de ikke udgør en formaliseret gruppe, der laver projekter, men blot er kristne, der deltager i det lokale liv, for eksempel i fællesspisning, fastelavnsfester og julearrangementer.

Gruppen driver ikke traditionel mission ved at dele bibeler ud eller forkynde evangeliet med prædikener. Det samme gælder de unge i LMU Signal, hvor Nicoline Haahr Kristensen siger:

”Vi beder altid for en god aften, før vi går ud, og vores kald er at vise mennesker herude, at vi holder af dem, og at Gud holder af dem. Men vi gør det ved at opbygge relationer og bruge handling snarere end ord.”

Ud over Ghetto Fever og LMU Signal er også KFUM og KFUK aktive i Gellerup, hvor foreningen råder over fire lejligheder og blandt andet laver aktiviteter for børn. Desuden er der beboere, som på individuel basis markerer sig som kristne i mødet med andre beboere, fortæller Nicoline Haahr Kristensen, som for nylig har etableret en Facebook-gruppe, ”Kristne i Gellerup”, hvor kristne i området kan dele erfaringer og inspirere hinanden.

”En kvinde, som ofte går ud i området og beder for og med folk, inviterer os andre med, og nogle stykker har fortalt, at de delte bibeler ud, da en ny, stor vej gennem Gellerup blev indviet,” siger hun og tilføjer, at det er hendes erfaring, at muslimer, som allerede har talt med andre kristne i området, er meget positive over for hende og de andre i LMU Signal.

”Jeg tror, at vi gør en forskel ved at vise, hvad kristendommen handler om i praksis. Men hvis nogen konverterer, er det ikke vores værk. Vi er blot hænder og fødder for Jesus. Hvis nogen får øje på Jesus og bliver kristne, er det Guds mirakel, ikke vores.”

Samme indstilling har 31-årige Vibeke Førrisdahl, der er aktiv i Byens Valgmenighed i København og boede i Mjølnerparken 2011-2014.

”Vi var tre fra valgmenigheden, der flyttede ind i Mjølnerparken sammen, fordi vi var optaget af Mellemøsten og involveret i dialogarbejde i København. Den interesse ville vi gerne omsætte mere konkret i hverdagen,” siger hun.

Ligesom Nicoline Haahr Kristensen i Gellerup mener Vibeke Førrisdahl, at handling er vigtigere end ord i vidnesbyrdet som kristen.

”Vi deltog i forskellige udvalg, arrangerede fastelavnsfester, lavede lektiehjælp og inviterede dem, vi lærte at kende, med til private fester. Når jeg holdt fødselsdag, oplevede gæsterne, hvordan vi bad bordbøn før måltidet.”

Vibeke Førrisdahl og hendes bofæller hængte desuden sedler op, hvor de tilbød hjælp med praktiske gøremål.

”Så blev vi kontaktet af folk, der havde svært ved at klare rengøringen selv, eller som bare gerne ville invitere på kaffe. Når de spurgte, hvorfor vi dog gjorde det, svarede vi, at vi gerne ville lære vores naboer at kende, og det er selvfølgelig vigtigt, at man renhjertet kan svare det. Der skal ikke være nogen bagtanker, når man støversuger for andre,” siger hun.

Vibeke Førrisdahl ved ikke, om nogen af de muslimske beboere i Mjølnerparken er konverteret til kristendommen efter mødet med hende og de andre kristne.

”Det ville ikke undre mig, men for mig er det ikke så væsentligt. Vi går ikke ud med bannere og bibeler, men går ind i et møde med andre mennesker som dem, vi hver især er. Det kan føre til, at vi får mulighed for at tale om Jesus, men det afhænger af, hvordan mødet udvikler sig.”

En anden af de kristne i Mjølnerparken er Søren Dalsgaard, der flyttede til området i 2011 sammen med sin kone og i 2013 blev valgt som afdelingsformand. Til daglig arbejder han som koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde og Folkekirkens Mission. Om sin egen og andre kristnes tilstedeværelse i Mjølnerparken siger han:

”Jeg mener, at det er alle kristnes ansvar og opgave at udleve sin tro i hverdagen. Men for mig handler det ikke om mission i den betydning, som ordet ofte tillægges, hvor man forsøger at pålægge andre mennesker egne meninger og trospraksis, men derimod i den kristne forstand, hvor man inviteres til at møde Gud som den, man er, og ud fra eget sprog og egen kultur. Gud inkarnerede sig i verden, og vi kan som kristne på samme måde møde folk ved at dele hverdag og derigennem udleve de værdier, kristendommen repræsenterer.”

Han forsøger selv i sit arbejde i afdelingsbestyrelsen af udvise åbenhed og respekt og taler gerne om sin tro, hvis nogen spørger.

”Om min og andre kristnes tilstedeværelse fører til, at nogle muslimer beslutter at konvertere, ved jeg ikke. Men jeg tror på, at hvis vi viser de kristne værdier om Guds ubetingede kærlighed i vores naboskab, kan det gøre indtryk. Vi hører fra Mellemøsten, at nogle muslimer bliver draget af kristendommen, fordi de har oplevet, at der var kristne, som hjalp i nødens stund uden at skele til folks religiøse baggrund. Det er en praktisk udmøntning af kernen i det kristne evangelium, idet vi som kristne ikke kun skal elske vores venner, men også vores fjender – vi skal elske alle, ligesom Gud gør det,” siger han.