"Namasté".
Sådan lyder det overalt i Indien, når man hilser på hinanden.
"Namasté", siger man, mens man holder sine to håndflader sammen i en smuk, næsten ydmyg gestus.
Endnu smukkere bliver det, når man forstår indholdet af "namasté".
Ordet betyder: Jeg hilser guden i dig.
Det er selvfølgelig uundgåeligt at forbinde den betydning med hinduismens panteistiske tale om det guddommelige i alting. Men også kristne indere bruger hilsenen. Og hvorfor ikke? Når kristne kan sige, at mennesket er skabt i Guds billede, kan de vel også hilse gudsbilledet i ethvert medmenneske.
Man skulle mene, at "namasté" udtrykker og sikrer den bedst tænkelige religiøse tolerance. Uanset religionernes store forskellighed viser man altid medmennesket respekt for det aftryk af Gud eller det guddommelige, som man med hvert sit religiøse afsæt finder i ethvert menneske.
Denne respekt og tolerance forbinder de fleste også netop med hinduisme og buddhisme, Indiens to store bidrag til verdensreligionerne. Traditionelt er Indien blevet anset for et religiøst set fredeligt sted. I dette land, med et befolkningstal, der formodes at passere verdens folkerigeste nation, Kina, om højst 20 år, trives al- verdens religioner side om side med lovfæstet frihed for enhver religionsudøvelse. Og udøvelsen er endda meget synlig i det offentlige rum. Man skal ikke bevæge sig langt i en indisk storby, før man har set det meste. Hinduer, muslimer, buddhister, sikher, kristne og så videre synliggør på hver sin måde og på hvert sit hellige sted sin religiøse identitet. På et spørgsmål, om der mon er en debat om tørklædeforbud i Indien, blev vi kun mødt med uforstående blikke.
Billedet af Indien som religionernes fredelige arnested fik imidlertid et mærkbart skud for boven, da verdenspressen i 2008 kunne skrive om store uroligheder i delstaten Orissa. Urolighederne drejede sig især om hinduers overgreb på kristne. Pålidelige opgørelser taler om mindst 45.000 kristne, der måtte flygte fra deres landsbyer, mere end 300 landsbyer renset for kristne, mere end 250 kirker brændt ned, og 30 kristne skoler ødelagt. Dertil kommer lidt mere end 100 registrerede drab på kristne, tilligemed et langt større antal savnede, som af de fleste formodes døde, samt et meget stort antal døde som følge af flygtningesituationen.
Billedet af Indiens religiøse tolerance krakelerede. I en tid, hvor man normalt har forbundet forfølgelse af kristne med enten islam eller kommunisme, viste det sig, at fanatismen også kunne slå rod i en nation, hvor omkring 80 procent af befolkningen tilhører den hinduistiske religion.
Min rejseledsager og jeg fik et meget synligt bevis på problemets omfang, da vi efter en uges ophold i storbyen Hyderabad skulle til en mindre by i Orissa. Vi mellemlandede i Vishakhapatnam. Troede vi. Men længere kom vi ikke. Vores lokale kontakt ville ikke tage ansvar for vores videre færd til Orissa. Ej heller vores kontakt inde i Orissa. Vi havde uheldigvis planlagt turen til Orissa på et tidspunkt, hvor Indiens højesteret skulle afgøre en gammel sag mellem muslimer og hinduer i en anden delstat. Det medførte religiøs højspænding overalt i Indien.
Dagene i Vishakhapatnam måtte vi tilbringe i en præstefamilies beskedne privatbolig, da ingen hoteller ville huse os på grund af sikkerhedsrisikoen. Når vi gik på gaden, så alle langt efter os. Der var langt mellem europæisk udseende mennesker. I byerne Hyderabad og Vishakhapatnam, som tilsammen rummer omkring 15 millioner indbyggere, så vi i alt ét andet menneske med lys hud.
Lys hud og kristendom er for en del indere blevet en tvivlsom cocktail, fordi man ser kolonialisme og kristendom under ét.
Kristendommen har ganske vist været i Indien, længe før ruder konge var knægt, eller snarere: før dronningen blev kejser. Dronning Victoria udråbtes i 1876 til kejserinde af Indien. Men det var altså langt senere end kristendommens ankomst til landet. Det er ikke få, der anser det for sandsynligt, at historien om, at apostlen Thomas nåede til Indien, kan være sand. Spørger man inderne, er de ikke i tvivl: Kristendommen kom til Indien allerede i det første århundrede, siger de med slet skjult stolthed.
Medmindre de tilhører den politisk-religiøse hinduisme, som de seneste 20 års tid har bevæget sig fra at være en latterliggjort ekstremistisk minoritet med to pladser i det nationale parlament til i 1998 pludselig at sidde med regeringsmagten. Den mistede de igen i 2004, men ånden levede videre.
Ånden kaldes for "hindutva", betegnelsen for en ideologi, hvis vigtigste slogan er: Indien for hinduer. Bag sloganet finder man en halvfascistisk ideologi, som ensidigt betoner hinduismen som bærer af ægte indiske værdier, kultur og historie. Og endda hinduismen i en renset udgave, befriet for dens gennem mange århundreder enorme tilvækst af guder, så der efter sigende skulle være mere end 30 millioner af slagsen.
Allerede i 1924 blev bevægelsen grundlagt i form af organisationen Rashtriya Swayamsevak Sangh, til daglig blot kaldet RSS. Tanken var fra begyndelsen, at kun ved en tilbagevenden til, hvad man anså for at være den oprindelige hinduisme, kunne Indien som nation genvinde fordums storhed og herlighed. RSS fik aldrig for alvor fat i de store masser. For Indiens store befrielseshelt Gandhi og det efterfølgende Kongresparti var det afgørende, at Indien var en sekulær stat i den forstand, at staten var areligiøs, mens religionerne kunne trives side om side i fredelig samdrægtighed. Som bekendt bristede allerede fra begyndelsen af Indiens nye selvstændighed noget af denne drøm, da det viste sig umuligt at skabe denne samdrægtighed med muslimerne i Indiens nordvestlige og -østlige del, som senere blev til Pakistan og Bangladesh.
Men derefter så det fornuftigt ud. Indtil lederen af RSS, Lal Krishnan Advani, i begyndelsen af 1980?erne tog for sig at reformere hindutva-ideologien, så den for alvor kunne gennemsyre det indiske samfund.
Selvom RSS? politiske talerør, Bharatiya Janata Party, mistede den nationale regeringsmagt i 2004, har de bevaret regeringsmagten i enkelte delstater helt til i dag. Blandt andet i Orissa. Urolighederne i 2008 i Orissa var kun kulminationen på et helt årtis tilbagevendende problemer for de kristne i staten. De begyndte med drabet på den australske missionær Graham Staines, som ved en nøje planlagt aktion blev brændt levende i sin bil sammen med sine to sønner på 7 og 10 år. Man fandt deres tre forkullede lig med armene om hinanden. Datoen var den 23. januar 1999.
Dette overgreb sammen med flere andre overgreb, blandt andet drabet på en katolsk præst og voldtægt af nogle katolske nonner, vækkede de kristne i Indien. Man kunne ikke længere vende den anden kind til og håbe, at RSS var et forbigående fænomen. I 1999 mødtes mange tusinde indiske kirkeledere, og man stiftede All India Christian Council (AICC).
Vi mødte lederen af dokumentationsafdelingen i AICC, Moses Vattipalli. Han fortæller, at dokumentationsafdelingen de seneste to år har registreret og dokumenteret mere end 1000 overgreb på kristne over hele Indien. Orissa er altså langtfra enestående. I mindre portioner forekommer de samme overgreb ud over hele Indien. Også drab.
Det synlige bevis på det fik vi, da Moses Vattipalli tog os med til en landsby en halv times kørsel fra Hyderabad centrum. Der var planlagt et opbyggeligt møde i den lokale kirke. Lige før mødets begyndelse blev vi kørt hen til et privat hus. Indenfor blev vi mødt af en kvinde på 25-30 år, som bar på et toårigt barn. Ved siden af stod en ældre mand. På væggen hang et billede af en ung mand og et andet billede af en dreng på 12-13 år. Billederne af hendes mand og søn, den ældre mands søn og barnebarn, som for to år siden blev dræbt i denne landsby, fordi de var kristne. Manden blev tævet til døde. Senere blev drengen jaget rundt i landsbyen af andre drenge, indtil han faldt i en brønd og druknede.
Det var med et næsten fysisk ubehag, vi trådte ud af hjemmet og skimtede naboerne rundt omkring i tropemørket. Lysten til at råbe hele landsbyen op blandedes med en mærkbar uro over, hvad der kunne ske, når vi gik i gang med højlydt sang og bøn inde i det lille kirkerum.
Vi talte efter mødet med flere af de tilstedeværende, heraf langt flest kvinder. Vi spurgte dem, om de levede i daglig frygt. "Nej," lød svaret, "i det daglige lever vi fredeligt med vores naboer og mærker ikke noget til det. Drabsfolkene repræsenterer kun tre familier. Men selvfølgelig er der en lurende uro for, hvornår det sker næste gang."
Men hvis morderne kun repræsenterer tre familier ud af måske 6-700 familier i landsbyen, hvorfor reagerer de mange moderate hinduer i landsbyen så ikke på overgrebet, spurgte vi. "Fordi de frygter den hævnaktion, der vil komme fra tilkaldte ekstremister, hvis de reagerer," lød svaret.
Da vi satte os i bilen for at køre tilbage til Hyderabad, fik Moses Vattipalli en opringning fra en kristen i en anden landsby, som fortalte om kristne, der nu ønsker at vende tilbage til hinduismen for at genvinde de privilegier, de har tabt ved at blive kristne. De tilhører, som flertallet af kristne i hele Indien, de kasteløse "dalitter", de laveste af de allerlaveste i det indiske samfund. Et samfund, som ganske vist på officielt plan har ophævet kastevæsenet, men i praksis er det en stærkt styrende faktor i hele samfundet. Regeringen har forsøgt at imødegå dette ved at give visse privilegier til dalitterne, privilegier, der blandt andet handler om muligheden for uddannelse og arbejde. Kun et mindretal af dalitterne får del i privilegierne, men når dalitterne bliver kristne, mister de som regel enhver mulighed for at opnå privilegierne. Og det på trods af, at der ifølge den indiske forfatning er absolut religionsfrihed, inklusive frihed til at skifte religion. Denne frihed er der imidlertid i flere stater sat grænser for. Dertil kommer, at der kan være langt fra landets love til daglig praksis, især ude i landdistrikterne. Politi og andre officielle myndigheder ser hurtigt til den anden side, hvis det handler om kristnes rettigheder.
Således fik vi at vide, at den unge mands og drengs mordere aldrig blev dømt. Der blev ganske enkelt aldrig nogen sag ud af det. Det billede er desværre typisk. Det handler om en kombination af et politi- og retsvæsen, som meget ofte er på overgribernes side, og kristne, som ikke tør tro, at det giver mening at anmelde en sag, og at de måske hellere bør lide i stilhed.
Det er blandt andet med tanke på de kristnes uvilje til at anmelde sagerne, at AICC blev oprettet. Der er brug for en ny mentalitet i Indien blandt kristne.
En mentalitet, der siger: Vi forlanger retfærdighed, lighed for loven.
AICC bruger derfor meget energi på at oplyse kristne om deres rettigheder. Og dertil oplyse regeringer om den lighed for loven, som alt for ofte er mindre værd end det stykke papir, loven er skrevet på. Af samme grund er også Moses Vattipallis arbejde overordentlig vigtigt. Registrering af og dokumentation for overgrebene danner et afgørende grundlag for, at det mod alle odds sker, at overgriberne dømmes, og de kristne retter ryggen og bliver stående ved kristendommen.
Men selv med AICC?s tilstedeværelse lykkes det langtfra altid at komme overgrebene til livs. Vi mødte flere præster, som var levende dokumentation for det. En af dem havde oplevet at få brændt sin kirke ned to gange, i henholdsvis 2004 og 2008. For mindre end en måned siden blev han selv gennemtævet for anden gang i år. Måske har AICC?s hurtige udrykning indtil nu forhindret det værste: døden. Men frygten kan de ikke befri manden og hans familie for. Den vistes alt for tydeligt i hans kropsprog, da han i trygge omgivelser fortalte os om hændelserne.
Omvendt kan overgriberne øjensynlig heller ikke tage et ubegribeligt trodsigt mod fra manden. Da vi spurgte, om ikke han så sig nødsaget til at flytte fra landsbyen, svarede han med et bibelcitat: "Den, der rører ved jer, rører ved mit øjeæble."