Prøv avisen

Indre Mission har skændtes siden fødslen

Indre Mission mødes ofte af fordomme, men hvad er egentlig fup og hvad er fakta? Foto: Illustration: Peter Jensen

Spændinger mellem den indremissionske top og græsrødderne er ikke noget nyt fænomen. Siden grundlæggelsen har missionsfolk delt sig i fløje

Selvom uenighederne i Indre Mission i dag er så store, at teologer i dagens avis advarer om medlemsflugt og fremtidig undergang, er spændinger ikke noget nyt fænomen i missionske kredse.

Indre Mission var dårligt nok grundlagt, før formand Vilhelm Beck i 1860erne tørnede sammen med hovedstadens missionske kredse, der lagde vægt på socialt arbejde i de forarmede brokvarterer: Bymissionens almisser lugtede af gerningsretfærdighed på bekostning af den kristne forkyndelse om synd og nåde, lød det.

LÆS OGSÅ: Missionsfolk gør op med officielt bibelsyn

Og knap 100 år senere trodsede en lang række missionspræster den officielle linje og skrev under på et støttebrev til fordel for kvindelige præster. Få år senere fik folkekirken sine første præster af hunkøn, men det officielle Indre Mission er stadig imod.

Der har altid været spændinger; mellem præster og lægfolk og mellem missionsarbejdet i byerne og på landet, fastslår studieleder og teologilektor ved Aarhus Universitet Peter Lodberg og tilføjer, at spændingerne i dag skyldes, at missionsfolk i stigende grad ikke værnes mod det omkringliggende moderne samfund.

Færre kommer i missionshusene, og flere tager en uddannelse i større byer og bliver derved eksponeret for et sekulært multisamfund, hvor alt er til forhandling, samtidig med at de ønsker at leve efter en vækkelseskristendom med klare idealer. Det er det spændingsfelt, de forsøger at agere i, siger han.

Derfor er mange missionsfolk, som Kristeligt Dagblad skriver, for eksempel åbne for vielse af fraskilte, selvom det strider imod den officielle linje.

Ifølge teolog, ph.d. Kurt Ettrup Larsen har enighed aldrig været afgørende.

Indre Mission er på mange måder en mærkelig forening, idet man ikke har en demokratisk ledelse eller medlemmer, men er samlet om missionsarbejde. Derfor kan man godt leve med, at dele af baglandet ikke er enige med bestyrelsen. Det, som samler bevægelsen, er troen på frelsen og det evige liv, siger han.

johansen@k.dk