Prøv avisen

Indre Mission skifter kurs

Adgang til at etablere frimenigheder skal holde de unge i Indre Mission. Her ses Indre Missions missionshus Bethesda i København.

Adgang til at etablere frimenigheder skal holde de unge i Indre Mission

Et formandsskifte i Indre Mission baner vejen for, at medlemmer af den ellers folkekirkeligt orienterede forening nu kan begynde at etablere frimenigheder – uden for folkekirken. Det er ikke mindst de unge og de yngre familier i Indre Mission, der gennem de seneste 10 år har lagt pres på Indre Mission for den mulighed.

LÆS OGSÅ:Indre Mission skifter formand

Indre Missions formand gennem fem år, Anders Dalgaard, trak sig i går fra formandsposten for at give plads til Hans-Ole Bækgaard og hovedbestyrelsens ønske om at åbne for frimenigheder. Biskop i Viborg Stift Karsten Nissen mener, at Indre Mission skærper profilen i forhold til den folkekirke, foreningens identitet har været en del af.

"I de sidste mange år har der været to bevægelser i Indre Mission: Den gamle pietistiske og en mere konservativ ortodoks linje. Jeg er bekymret for, om den konservative linje styrkes med det nye tiltag og dermed svækker forbindelsen til folkekirken," siger han.

Den nye formand, præst Hans-Ole Bæk- gaard, understreger, at Indre Missions beslutning om at åbne for frimenigheder, som ikke er medlemmer af folkekirken, er sket i fuld enighed – altså på nær Anders Dalgaard.

"Hvis ikke hovedbestyrelsen var enige, ville der netop være tale om en splittelse indadtil i bevægelsen, og det er der ingen, der har ønsket. Jeg har sagt ja til at blive ny formand og gjort rede for, hvor bredt jeg mener, at Indre Mission i fremtiden skal favne," siger Hans-Ole Bækgaard.

Fakultetsleder Jørn Henrik Olsen, Menighedsfakultetet, mener, at frimenighedsordningen sætter individet i centrum.

"Men samtidig er der også mange unge, som ikke længere kan se sig selv i spejlet og sige ?jeg er også en del af folkekirken?," siger han.