Indre Missions generalsekretær går af

Thomas Bjerg Mikkelsen skal som fakultetsleder fremover være med til at uddanne teologer fra Menighedsfakultetet

Thomas Bjerg Mikkelsen.
Thomas Bjerg Mikkelsen.

En repræsentant for lægfolket.

Menighedsfakultetet får ny fakultetsleder, som skal være med til at uddanne teologer, men som ikke selv er det.

37-årige Thomas Bjerg Mikkelsen, der er uddannet cand. mag. i dansk litteratur, kommer fra 12 år i Indre Mission, og den nuværende generalsekretær for organisationen skal fra 1. april være leder for en af landets konservative teologiske uddannelsesinstitutioner.

”Jeg kommer til at repræsentere lægfolket i en teologisk sammenhæng, hvor jeg skal arbejde med strategi og ledelse. Jeg har en tung ledelsesmæssig erfaring fra en stor folkekirkelig organisation, og den erfaring tager jeg med mig,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen og henviser til, at Menighedsfakultetet planlægger at ændre i strukturen ved at ansætte en dekan, som får ansvaret for forskningens del af den teologiske uddannelse.

”For mig handler det om at skabe rammer for forskningen og finde ressourcer til det. Og så handler det om at positionere Menighedsfakultetet rigtig godt ind i folkekirken og det kirkelige Danmark. Jeg glæder mig til at udbygge det samarbejde. Det er vigtigt med forskning og undervisning på højeste akademiske niveau præget af relevans og klarhed, og det finder man på Menighedsfakultetet. Jeg vil gerne bidrage med andre idéer,” siger han og henviser eksempelvis til det diakonale aspekt, hvor han gerne vil sætte sit aftryk på uddannelsesinstitutionen ved at forbinde det akademiske med menneskers åndelige liv og sociale problemer i samfundet.

Mogens S. Mogensen, der er formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, og som har fulgt folkekirkens institutioner og organisationer gennem flere år, kalder det et overraskende valg. Overraskende fordi Thomas Bjerg Mikkelsen ikke er teolog. Men kun overraskende indtil han hører, at strukturen på Menighedsfakultetet står over for ændringer.

”Det forklarer, hvorfor man har valgt en person som ham. Jeg kender Thomas Bjerg Mikkelsen som en dynamisk og energisk person, der selvfølgelig har sine rødder og forankring i Indre Mission, men, som jeg oplever ham, er åben over for andre kirkelige miljøer. Han er meget samarbejdsvillig, og i det lys er det et spændende valg,” siger Mogens S. Mogensen, der desuden peger på, at Thomas Bjerg Mikkelsens ”lægmandsperspektiv” kan vendes til en klar fordel.

”Menighedsfakultetet skal - som andre teologiske fakulteter - selvfølgelig uddanne teologer Men for præster er det i dag vigtigt ikke bare at kunne udføre opgaver som forkyndelse og sjælesorg. Men også at kunne udruste og inddrage lægfolk i kirkens arbejde. Og det kan Thomas Bjerg Mikkelsen have fokus på, og dermed minde Menighedsfakultetet om at det hele munder ud i lægfolkets engagement.”

Henning Kjær Thomsen har som tidligere rektor for Pastoralseminariet i Aarhus fulgt Menighedsfakultetet. Han er i dag ekstern lektor ved Aarhus Universitet og underviser på de folkekirkelige uddannelser og mener, det ligger i trenden for teologien, at der er kommet en bredere forståelse for, hvad det vil sige at være kirke. At det ikke alene er gudstjenester og kirkelige handlinger. Men også diakoni og mission.

”Kirken har altid været der, og skal blive ved med at være der. Ikke bare som et samlingssted om søndagen, men som en prægende institution og et sted, hvor hele livet bliver belyst. Tænkningen om kirken som en krop er jeg meget begejstret for,” siger han.