Der er en spirende interesse for kristendommen i de danske fængsler, hvilket kommer til udtryk i en række konfirmationer og dåb af indsatte landet over. Det fortæller fængselspræster fra hele landet.
En af dem er fængselspræst i Vestre Fængsel i København Erik Adrian, der i det sidste halve års tid har været hovedansvarlig for en gruppe på syv indsatte, der har ønsket at blive enten døbt eller konfirmeret. I lørdags blev en fra gruppen døbt, mens to andre blev konfirmeret i kirken i Vestre Fængsel.
Erik Adrian, der har været fængselspræst i ni år, melder om en ekstraordinær interesse for kristendommen, dåb og konfirmationer i Vestre Fængsel i øjeblikket.
”Det er, som om vi nu er kommet igennem de årtier, hvor sindet var fritsvævende. Når det er fritsvævende, bliver man rodløs. Nu ser vi blandt de indsatte en søgen efter at finde deres rødder,” siger Erik Adrian.
Han fortæller, at særligt troens praksis virker tiltrækkende på de indsatte, som for eksempel når de mødes og beder for de indsattes koner, kærester og børn.
Også i Statsfængslet i Jyderup, Horserød og Vridsløse-lille meldes der om dåb af indsatte. I Statsfængslet i Ringe på Fyn døbte fængselspræst Kamille Nygaard sidste år en muslim, der ønskede at konvertere, og derudover kan hun sagtens genkende de indsattes interesse for kristendommen i Vestre Fængsel og andre af landets øvrige fængsler, heriblandt Statsfængslet i Renbæk og i Jyderup.
”Jeg oplever en stor nysgerrighed, og jeg tror, at den stigende interesse kommer af, at der sker meget i kirkerne i fængslerne. De fanger, der er blevet flyttet fra et andet fængsel, mærker et ret intensivt kirkeliv, og at præsterne tager godt imod dem, og sådan får nogle øjnene op for kirken. Det er, som om man kan mærke, at det ikke er kikset at komme i kirken,” siger Kamille Nygaard.
Selvom fængselspræst Erik Adrian er glad for, at der er større åbenhed blandt de indsatte for at blive døbt og konfirmeret i Vestre Fængsel, ser han det ikke et som et succeskriterium for kirken.
”Vores eksistensberettigelse grunder sig ikke i, i hvor høj grad kirken vokser, og om nogen bliver døbt eller konfirmeret. Eksistensberettigelsen er i, at vi ønsker at være der, hvor Gud ønsker at være. Kristus var hos de udstødte, hos dem, som majoritetssamfundet havde sat ud på et sidespor. Vi ønsker at være der, hvor han var. Hvad der så sker, når vi er i Guds nærvær, er vi ikke herre over. Det er en kæmpe glæde med dåb og konfirmationer, men vi kan ikke bygge vores arbejde efter det,” siger Erik Adrian.
Spørger man Hans Raun Iversen, lektor på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, kan den stigende interesse for tro i fængsler bunde i, at kristendommen er blevet en mulighed, man kan vende sig imod uden at tabe ansigt over for sig selv eller andre.
”Fangerne er blevet mere indstillet på at orientere sig etisk og eksistentielt, og det har de tid og lejlighed til i fængslet. Desuden er fængselspræsternes tavshedspligt afgørende, fordi det kan lukke op for den gode eksistentielle samtale.”