Jeg befandt mig i 30-årsalderen i en krise, for jeg syntes ikke, at mine idealer om at leve i kærlighed med andre mennesker lod sig realisere. Jeg boede i et kollektiv og ville gerne gøre verden til et bedre sted, men magtede ikke at leve op til mine egne idealer. Jeg havde flere venner, som havde begået selvmord og havde også selv tænkt den tanke.
Meget tøvende bad jeg en dag: Hvis du er der, Gud, så kunne jeg godt have brug for, at du kommer til mig. Nu har jeg hørt andre fortælle om dig, men jeg er nødt til selv at vide, om du er der.
En del mennesker havde fortalt mig, at Gud var kommet dem til hjælp, og jeg lagde mærke til, at de havde en livsgnist, jeg ikke selv havde. Jeg mente, at kristendommen var det mest konforme og kedelige, der fandtes, men mærkede en stigende længsel efter Gud, og jeg begyndte at opsøge forskellige kirker. En dag var jeg til møde i en frikirke, hvor der var mulighed for forbøn bagefter. Jeg tog chancen, og i det øjeblik, præsten bad for mig, fik jeg en klar vished om, at Gud er til.
Da jeg gik derfra, tænkte jeg, at nu måtte jeg finde ud af, hvad det skulle betyde for mit liv. Jeg måtte lægge alle mine forbehold over for kirke og kristendom til side, for her var muligheden for at leve efter det ideal om kærlighed, som jeg gerne ville leve efter. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi gik i kirke med jævne mellemrum, og jeg var grøn spejder og gik i søndagsskole. Som ung sang jeg også i kirkekor, men min barnetro forlod mig, da jeg gik i gymnasiet, og i min tid på universitetet handlede det meget om opgør med autoriteter, rødstrømpebevægelse og politisk aktivisme.
Men efterhånden begyndte min tro på det politiske som meningsbærende at krakelere, og da jeg fik den vished om Guds eksistens, var der ingen vej tilbage. Jeg var parat til hvad som helst – om det så skulle betyde, at jeg blev borgerlig, fik permanentet hår og begyndte at gå i nylonstrømper.
Via den frikirke, hvor jeg havde været til bønnemøde, fik jeg mulighed for at tage på kristen højskole. På højskolen slugte jeg nærmest alt, hvad underviserne sagde, uden spørgsmål, selvom jeg fra universitetet var vant til at kritisere alting sønder og sammen. Jeg var så optaget af at finde ud af, hvad troen skulle betyde for mit liv. I nogle år var jeg meget aktiv i frikirken og deltog i bønnemøder i massevis. Men efterhånden kunne jeg mærke, at jeg manglede noget. Jeg talte med nogle af lederne i kirken om det, men de var ikke i stand til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg længtes efter. Det endte med, at jeg forlod kirken, fordi jeg kunne mærke, at jeg måtte gå en anden vej.
Jeg meldte mig ind i folkekirken, og der hørte jeg på et tidspunkt om en retræte. Jeg tog med, og der blev jeg klar over, hvad jeg havde længtes efter. Jeg fandt ud af, at der fandtes en form for bøn uden ord – et nærvær med Gud, som er på et andet plan end ordene.
Lige siden har stille samvær med Gud været en vigtig del af mit liv. I min dagligdag sørger jeg for at have tid til stille bøn. Jeg tager jævnligt på retræte og vejleder også andre i at være i stilhed med Gud. I frikirken fyldte det aktive meget, og nogle tænker måske, at der er en modsætning mellem det udadvendte kristne liv og det indadvendte, men for mig har det været vigtigt at finde en balance, hvor jeg har et indre liv med Gud og et ydre liv, hvor jeg er vendt mod andre mennesker. Jeg er frivillig i Café Exit på Vesterbro i København, en kirkelig social forening, der støtter indsatte i fængslerne, som gerne vil leve deres liv på en anden måde end hidtil. Gennem 10 år har jeg sammen med andre frivillige lavet arbejde med kvindelige indsatte. Vi laver kreative aktiviteter og snakker og hygger os.
Min erfaring fra retræterne har hjulpet mig i det arbejde, for på retræterne har Bibelens ord om Guds kærlighed og barmhjertighed fået en ny dimension for mig.
Jeg har virkelig erfaret, at jeg er elsket som Guds barn, ikke for mine præstationer eller min intellektuelle formåen. Jeg har været igennem en del depressioner og har lidt af mindreværd. Men i stilheden med Gud har jeg fået en værdighed som menneske, som jeg kan formidle til kvinderne i fængslet.
Jeg har ingen projekter med dem og interesserer mig ikke for, hvilken kriminalitet de har begået. Jeg vil bare gerne lære dem at kende som de mennesker, de er.
En aften var en indsat med for første gang. Hun havde det tydeligvis dårligt, og det havde jeg også, for det var under en af mine depressioner. Jeg var der bare, uperfekt og skrøbelig. Vi stod henne ved vinduet og kiggede ud på Vestre Kirkegård og talte lidt sammen.
Senere lærte jeg hende bedre at kende, og hun fortalte mig, at det øjeblik havde været skelsættende for hende. Det fik mig til at forstå, at jeg ikke skal præstere en masse. Jeg skal bare være der – med min skrøbelighed og min værdighed – som et Guds barn ligesom dem.
Hvad har udfordret din tro?
Siden jeg som 30-årig fik en meget stærk vished om Guds eksistens, har visheden om, at Gud er til, aldrig forladt mig. Men mit billede af Gud er blevet udfordret og forandret, og jeg har fået mere og mere respekt for, at der er et mysterium, som jeg ikke kan trænge igennem. Under tsunamien i julen 2004 var der nogle fra den kirke, jeg kom i, som forsvandt, og vi var en gruppe, der mødtes til natlige bønnemøder og bad for dem. Da vi fandt ud af, at de var døde, havde jeg virkelig svært ved at få det til at stemme med mit billede af Gud, at han tillod, at de døde. Men den erfaring var med til at gøre mig bevidst om, at der sker ting med mennesker og med verden, som jeg ikke fatter. Der er mange aspekter af Gud, som jeg ikke begriber. Der er meget, jeg ikke behøver at have svar på, men det er okay at lade ligge. På den måde er mit billede af Gud blevet større.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
I den form for stille bøn, jeg praktiserer, centrerende bøn, er der en bøn, som kaldes velkomstbønnen. Den går ud på at byde det, som er lige nu, velkommen. Det kan være en vrede eller en sårethed eller noget, jeg ikke forstår. Det øver man sig i at byde velkommen, at lade det få lov til at være der. Det er en lang proces at kunne møde det, der kommer i livet, og bede Gud om hjælp til at byde det velkommen og så efterhånden slippe det. Som sindsrobønnen siger handler det om at acceptere det, man ikke kan ændre, og samtidig havde mod til at ændre det, man kan ændre. Og ikke kun mod, men også villighed. Jeg beder ofte Gud om villighed til at ændre det, som min magelighed og min egoisme helst ikke vil lade mig give slip på. Den kamp stopper aldrig, tror jeg.