Kirken har kastet sig over arbejdet med integration. Over hele landet arrangeres der middage på tværs af kulturer, foredrag, lektiehjælp, besøgstjenester og så videre.
Den folkekirkelige organisation, Tværkulturelt Center, der arbejder for integration, er gået fra at have tilsluttet to til at have over 30 menighedsråd og en række kirkelige organisationer tilsluttet. 27 sogne og to provstier er i 1999 gået sammen med Danmission om dannelsen af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense med henblik på at hjælpe flygtninge og indvandrere. Indre Mission har fem fuldtidsansatte til at tage sig af spørgsmålet og har netop afsluttet en undersøgelse, der peger på, at 50 lokale steder er interesserede i at gøre et integrationsarbejde, og sådan kunne man fortsætte.
Netværkskoordinatoren på Tværkulturelt Center, Birthe Munck-Fairwood, mener, at kirken står over for en helt ny situation.
- Arbejdet med flygtninge og indvandrere er den største udfordring, kirken står over for i dag. Kirken har muligheden for at få tilført nødvendige ressourcer i form af de mange kristne indvandrere og har en væsentlig rolle at spille i religionsmødet med indvandrere med anden religiøs baggrund, siger Birthe Munck-Fairwood.
Den stigende kirkelige aktivitet er kommet stødvis i løbet af 1990´erne, stærkt påvirket af begivenheder i verden omkring os. Tidligere var kirkens arbejde med integration næsten udelukkende et debatemne i storbyerne, hvor mødet med fremmede ansigter var mest udbredt. Men med den såkaldte »jugoslaverlov« fra 1992 blev dørene åbnet op for omkring 18.000 bosniske flygtninge, der blev spredt i hele riget. Kirkerne blev tvunget til at tage stilling til, hvordan man skulle reagere på de nye naboer. Dette blev så meget mere udtalt efter integrationsloven fra 1999. Loven gjorde integration til et ansvar for kommunerne, og selv de mindste flækker fik nu deres del af flygtninge og indvandrere i integrationsfasen, hvilket er en udfordring, kirkerne har taget op.
- Arbejdet i de kirkelige miljøer er vokset kraftigt og det er godt. Kirken har en meget stor opgave i integrationen, fordi der i det kirkelige miljø er mange aktive mennesker af god vilje. Og arbejdet er oplagt, uanset om de nye medborgere er kristne eller ej. Folk der kommer udefra har generelt en meget stærkere religiøs rodfæstning end os, og de opfatter det som rart at møde nogen fra det kirkelige miljø, der tør have en holdning og fortælle, at de tror på Gud. Fremmede har svært ved at forholde sig til religionsneutralitet, siger Birthe Munck-Fairwood.
Formanden for POEM (de etniske minoriteters landsorganisation), Muharrem Aydes, er enig.
- Mange af de nye etniske grupper er mere religiøst bevidste end almindelige danskere. Derfor vil det i begyndelsen være nemmere for dem at komme i dialog med det kirkelige miljø end med andre miljøer, fordi der her er en fælles platform for samtale, siger Muharrem Aydes.
Opbakningen bag kirkens stigende aktive rolle i integrationen er dog ikke entydig. Mange stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er kirkens rolle at deltage i integrationsarbejdet, og tvivlen rejser sig uanset om det drejer sig om arbejdet med de mange kristne indvandrere eller de nye danskere med muslimsk baggrund.
Forvaltningsorgan
Sognepræst i Aabenraa Jens Kvist mener, at kirken for det første bør overveje prioriteringen af sine ressourcer, når talen falder på integrationsarbejde. Men derudover handler de nye initiativer også om noget mere principielt.
- Jeg mener ikke, at det er en kirkelig opgave at deltage i integrationen. Det er som om, at kirken for at synliggøre sig selv farer rundt og foretager alt muligt andet end at være kirke. Ved at involvere sig i integrationsarbejdet gør kirken sig til et forvaltningsorgan på linie med postvæsenet og bliver reduceret til at være statens forlængede arm, siger Jens Kvist.
Dette gælder, ifølge Jens Kvist, både når talen går på kristne fremmede, og når det handler om fremmede med anden religiøs baggrund. Og det gælder uanset om kommunerne har svært ved at magte integrationsarbejdet selv.
- Hvis kommunerne ikke kan magte integrationsopgaven, så ligger det dybere end, hvad kirken kan eller skal være med til at afhjælpe. Det er et politisk problem og ikke et kirkeligt, siger Jens Kvist.
Biskop over Århus Stift og formand for Nævnet for etnisk ligestilling, Kjeld Holm, er lodret uenig.
- Integration er et anliggende for enhver sammenhæng, og alle skal påtage sig et ansvar, herunder også kirken. Hertil kommer, at kirken er et godt udgangspunkt for integrationen. Al integration bygger på gensidig respekt, og siden der i kirkelige kredse er meget lidt fremmedfjendskhed, er der her et godt fundament for en integrationsproces. Fundamentet styrkes af, at der er gode åbne fællesskaber i den danske sognegårdskultur, siger Kjeld Holm, der suppleres af Birthe Munck-Fairwood fra Tværkulturelt Center:
- Vi har pligt til, som kristne, at byde alle velkommen her til landet, uanset at de har en anden religiøs baggrund, og det er berigende for alle parter. Hvad angår kristne flygtninge og indvandrere må man holde fast ved, at kirken i sin natur er universel. Og ved at åbne dørene får vi et uvurderligt indblik i andre måder at være kristen på, siger Birthe Munck-Fairwood.
Allah en kristen gud
Statistikkerne peger på, at omkring syv procent af indbyggerne i Danmark har udenlandsk baggrund. For mange kommer det som en overraskelse, at op imod en tredjedel af disse syv procent er kristne.
- De fleste danskere tror, at en flygtning pr. definition er muslim, og de bliver overraskede, når en iraker med sort hår er kristen. De bliver lige så overraskede, når de hører, at Allah også betyder Gud blandt de kristne arabere, der kommer fra kirker, der er væsentligt ældre end den danske, siger Birthe Munck-Fairwood.
Hun mener, at den danske kirke ikke kan undvære de nye kristne.
- Kirkegangen i Danmark har det svært. Nu kommer der så en ny gruppe danskere, der er vant til at gå i kirke hver søndag derhjemme, og de er en uvurderlig ressource for folkekirken. Har folkekirken råd til at lade denne ressource gå ud til frikirkerne eller den katolske kirke, spørger Birthe Munck-Fairwood.
Allerede i dag har mange flygtninge og indvandrere fundet deres religiøse tilholdssted uden for den danske folkekirke. Alene den katolske kirke regner med at have tilknyttet omkring 5000 polakker, 3000 filippinere, 2000 tamilere, 3000 vietnamesere og 2000 kroatere samt mindre grupper fra andre folkeslag. Generalvikar i den katolske kirke, Lars Messerschmidt, betegner kirkens møde med de fremmede på denne måde:
- Den katolske kirke er pr. definition multietnisk, og siden grundlovsændringen i 1849 har vores kirke ikke været andet end ét stort integrationsprojekt. Men vores primære mål er ikke at integrere de fremmede til det danske samfund, men derimod at forestå en kirkelig integration. Det sociale bruges som et redskab til den kirkelige integration. Samfundsintegrationen bliver dog ofte en bivirkning, fordi nogle af problemerne i mødet med udlændinge er de samme, for eksempel omkring sprog og kultur. Folkekirken har et problem, fordi man ikke automatisk hører til dér. I vores kirke er man automatisk integreret via dåben, og derfor har jeg for eksempel altid følt mig hjemme når jeg var ude i verden, siger Lars Messerschmidt.
Tilstrømning
I baptistkirken mærker man også tilstrømningen af udlændinge, og kirken har for nylig ændret sit navn fra »Det danske Baptistsamfund« til »Baptistkirken i Danmark« for at markere det internationale tilsnit. Her er integrationen ikke afgørende.
- Vores mål er ikke, at de for alt i verden skal integreres. Vi vil gerne være kirke for dem, men vi har også forståelse for, at de har behov for at mødes på egne præmisser, siger Ole Thorndal fra baptistkirken, der rummer 13-15 etniske grupper.
- Integration skal ikke presses ned over hovedet på nogen, men derimod være et tilbud. Når man én gang har været med til en afrikansk gudstjeneste, der varer tre timer, og hvor der er fuld kraft på uafbrudt, kan man godt forstå, at de gerne vil holde gudstjeneste på deres egen måde, siger Ole Thorndal.
Birthe Munck-Fairwood fra Tværkulturelt Center mener også, at der i folkekirken skal være rum til at støtte flygtninge og indvandrere med at danne etniske menigheder.
- Når man har rødder, så står man bedre fast, og så har man mere overskud til at være med i noget andet og fremmed og dermed lade sig integrere. Derfor skal vi hjælpe dem, hvis de har behov for at finde identitet og værdi i etniske menigheder, men samtidig sørge for at der kommer et samarbejde med danske menigheder, så de ikke isoleres i små øer. Vi skal bygge bro til dem, og dermed får vi også bedre mulighed for at få gavn af dem, siger Birthe Munck-Fairwood.
Det kirkelige integrationsarbejde opstår næsten udelukkende lokalt. Indenrigsministeriet, der fastsætter politikken for integrationsfasen, inddrager således ikke det voksende frivillige kirkelige arbejde som en faktor, når der skal lægges integrationsplaner. Og i Kirkeministeriet har man ikke gjort sig tanker om, hvorvidt det spirende lokale arbejde kan bruges i en overordnet strategi. Men det er ikke nødvendigvis negativt, mener netværkskoordinatoren på Tværkulturelt Center.
- Det er godt, når der er mange forskellige lag og mange aktører med i integrationsarbejdet. Men det er og bliver i det konkrete møde, ansigt til ansigt, at der skabes tillid og dermed grobund for integration, siger Birthe Munck-Fairwood.