Når Albert Panimeen har fri fra sit arbejde som skolelærer på Holme Skole, pakker han computer og papirer sammen og lægger dem i bagagerummet på sin bil. Så kører han de 10 kilometer fra Holme til Tilst, nærmere bestemt til adressen Ertebjerg 104.
Her parkerer han bilen, åbner bagagerummet og finder sit blå kanvastøj frem. Så er han parat til at gå i gang med det arbejde, der i disse måneder fylder mere i hans bevidsthed end arbejdet som lærer.
Sammen med 10-15 andre mænd med assyrisk baggrund arbejder han målrettet på at bygge den kirkebygning færdig, som fremover skal danne rammen om Mar Maris Assyriske Menigheds gudstjenester og en række kulturelle og sociale aktiviteter.
”Det bliver vidunderligt at få vores eget sted, hvor vi kan føle os hjemme. Jeg har hele programmet for menighedens aktiviteter inde i hovedet. Det venter bare på at blive virkelighed. Sprogundervisning, aktiviteter for børn, kvinder og ældre og selvfølgelig gudstjeneste hver søndag. Der skal også være nogle timer hver dag, hvor menigheden kan komme og tale med præsten,” siger Albert Panimeen.
Præsten er såmænd ham selv. Siden 1996 har han fungeret som præst for den assyriske menighed, der har omkring 350 aktive medlemmer - lidt over halvdelen af samtlige assyrere i Danmark. Det er ham, der står for gudstjenesterne, som afholdes hver anden lørdag i lånte lokaler i en folkekirke i det vestlige Aarhus.
”Jeg troede ikke, at jeg skulle være præst. Da jeg var ung i Irak, gik jeg ikke ret meget i kirke, måske et par gange om året. Men da min familie og jeg måtte flygte til Iran og siden videre til Danmark, begyndte jeg at blive bevidst om, hvorfor vi havde været undertrykt, og hvorfor vi stadig blev forfulgt. Jeg forstod, at vi har en rigdom i form af vores 2000 år gamle tro, og ens rigdom kæmper man for at bevare. Den smider man ikke væk. Så jeg begyndte at studere teologien, sproget, historien og kulturen, og jeg blev diakon i kirken,” fortæller han.
”Da jeg så flere gange blev opfordret af biskopper i kirken til at blive præst, blev jeg klar over, at Gud kaldte mig. Så forsvandt bekymringerne for, om jeg kunne gøre det godt nok. Når vi er sat til at tjene Gud, må vi stole på, at Gud giver os det, vi mangler,” siger han.
Derfor stoler Albert Panimeen på, at kirkebygningen bliver færdig på et tidspunkt. Præcist hvornår, tør han ikke gætte på.
”Vi har været for optimistiske mange gange. Så nu sætter jeg ikke flere datoer, men lægger bare en masse kræfter i arbejdet,” siger han.
Menigheden i Aarhus blev oprettet i 1985 af krigsflygtninge fra Irak, Iran og Libanon, og de ældre er meget bevidste om at give tro, sprog og kultur videre til næste generation.
At bygge en ny kirke er et led i disse bestræbelser. Beslutningen blev truffet for over 10 år siden. Da menigheden havde samlet den første sum penge sammen, købte de i 2007 grunden i Tilst, nær et buddhistisk tempel, som flygtninge fra Vietnam indviede i 1992.
I 2012 var alle tilladelser i orden, der var fundet en entreprenør, og byggearbejdet gik i gang. Men utilfredshed med entreprenørens arbejde endte med en konflikt, som betød, at entreprenøren trak sig, og byggeriet gik i stå.
”Der var uenighed i vores gruppe om, hvorvidt arbejdet var godt nok udført. Men en byggerådgiver anbefalede os at klage, og vi har via vores advokat stillet krav om tilbagebetaling af flere millioner kroner,” siger Albert Panimeen.
”Menigheden har heldigvis bakket op og bidraget. Vi bygger, når vi har penge. I februar gik vi i gang igen, og vi fortsætter, så længe der er penge,” siger han.
”Pas på, her er lidt vådt,” siger han og peger på en vandpyt, der har samlet sig i gruset langs bygningens ydermure.
Bygningens ydervægge og tag står færdigt, men der mangler stadig vinduer. Udenfor nær indgangspartiet ligger store sække med cement, og tæt ved indgangen er en gruppe mænd i gang med at planere og gøre klar til at lægge fliser og sætte lamper op.
”Til påske skal vi gå i procession rundt om kirken med palmeblade, lys og evangelium,” forklarer Albert Panimeen og tilføjer, at han ved sin ankomst til Danmark i 1984 blev chokeret over at opleve, hvor lidt den kristne tro fyldte.
”Danskerne går i indkøbscentre om søndagen i stedet for i kirke, og til jul handler det stort set ikke om Jesus. For mig er det ikke nok at have kristne værdier for samfundet. Troen skal leves hver dag,” siger han.
Han viser indenfor i den halvmørke entré og udpeger rum, der er planlagt til at blive kontor, mødelokale, teknikrum og køkken.
Køkkenet er allerede så småt i funktion. Her står et køleskab og summer, og en kaffemaskine brygger. Omkring et bord sidder 4-5 mænd og holder en velfortjent pause. De drikker kaffe af plastickrus og spiser vaniljekranse og kanelgifler, mens de diskuterer, hvad de næste skridt i byggeprojektet er. På spånpladerne på væggen er der lavet plantegninger over nogle af rummene, og med sprittusch er der skrevet en liste med navne og telefonnumre på nogle af de frivillige håndværkere: Yousif, Albert, Michal, Benyamin, Esho, Sauhareh.
”Esho betyder Jesus, og Sauraheh er et assyrisk kongenavn. Michal betyder Guds søn,” siger en af de kaffedrikkende mænd.
Han præsenterer sig som Michal Davudian og fortæller, at han og hans familie er flygtninge fra Iran, men har slægtninge i ni forskellige lande.
”Vi assyrere har altid været forfulgt, og vi er på en måde et usynligt folk. Næsten ingen danskere kender vores kirkes stolte historie, så vi må selv gøre noget for at bevare traditionen og give den videre,” siger han.
Som uddannet bygningskonstruktør har han påtaget sig at planlægge arbejdet og instruere de frivillige, som for de flestes vedkommende ikke har nogen håndværksmæssig uddannelse.
”Der er en tømrer og en maler, og så har vi en elektriker i menigheden, som får løn for at lave nogle ting,” forklarer præst Albert Panimeen.
Hans arbejde som præst er ulønnet, så han er nødt til at arbejde som lærer for at skaffe sig en indtægt.
”Men den dag, menigheden får råd til at betale løn til mig, dropper jeg mit lærerjob. Det vigtigste for mig er at tjene vores kirke. Den har formet vores identitet og gjort os til dem, vi er i dag, og den skal bevares til evig tid,” siger han.
Den store sal, som er selve kirkerummet, er delt i to, så den ene del, der er nærmest alterforhøjningen, kan bruges ved almindelige gudstjenester, hvor Albert Panimeen forventer omkring 80 deltagere.
”Den anden del kan tages i brug ved højtider, hvor vi kan blive over 300,” siger han.
Han er taknemlig for, at skiftende folkekirker i Aarhus har åbnet deres døre for assyrerne og ladet dem holde gudstjeneste. Men det bliver noget ganske andet at få sin egen kirke, er han overbevist om.
”Vi er som et vandrende folk, der har været på flugt igen og igen. Vi har brug for et sted, vi kan kalde vores, og hvor vi kan samles, når vi har lyst,” siger han.
En mand er i gang med at spartle den halvbue, der markerer, hvor alteret skal stå. Til venstre for alterforhøjningen er et lille aflukke, som traditionelt ville blive brugt til helgenrelikvier.
”Men dem har vi ingen af. Så jeg vil nok bruge det til at bage brødet til nadverritualet,” siger Albert Panimeen.
Det pitalignende brød bages ved hjælp af en særlig form for gær, som fornyes hver påske, og som ifølge overleveringen stammer fra noget gær, som de første apostle medbragte, da de etablerede den assyriske kirke i det første århundrede.
Til højre for alterforhøjningen er dåbsrummet, som skal lukkes til med et klæde, undtagen når der foregår dåbshandlinger.
”Jeg håber, at jeg kommer til at døbe mange børn her,” siger han.
”Vores kirke har lidt, og vi kommer til at lide mere. Se bare, hvad der sker i Irak og Syrien. Men kirken kan være alle steder. I Australien har assyrerne opført flotte katedraler. Vores kirke skal også nok blive færdig,” siger han.
”Jeg tror, at vi kan holde julegudstjeneste her i år,” siger Michal Davudian og skynder sig hen til en af de arbejdende mænd for at hjælpe ham med at save en vægplade over det rette sted.