For iranske Mojgan begyndte problemerne i vaskeriet på asylcentret, hvor hun sad og læste i Det Nye Testamente.
En gruppe muslimer kom ind:
”Er du kristen?”
”Ja.”
”Du er afføring. Du er dødsdømt,” lød reaktionen.
”Så skyndte jeg mig ind på værelset og låste døren. Men om aftenen kunne jeg høre mænd foran min dør, som råbte 'Allahu Akbar' og 'Christian shit' gennem døren.”
Den rolige indvandrerkvinde fortæller på scenen foran omtrent 100 mennesker, der er mødt frem til Trykkefrihedsselskabets møde om chikane af kristne i Danmark. Efter den ubehagelige oplevelse vidste hun ikke, hvor hun skulle søge hjælp. Asylcentret, hvor hun bor, forventer hun ikke hjælp fra.
”Mine venner sagde 'Du må ikke sige, du er kristen',” forklarer hun.
Så nu gemmer hun sig på værelset fem dage om ugen.
”Når jeg skal ud på toilettet, holder min mand øje med mig. Jeg kan ikke finde fred i asylcentret. Men hvor kan jeg så finde fred?”.
Aftenens formål er at sætte fokus på de chikanerede nydanske kristne, og derfor taler tre indvandrere til at begynde med om deres genvordigheder i det land, de troede var et fristed at komme til. To af dem er konverteret fra islam som Mojgan.
Hendes mand, Asghar, er der også. Han er ateist. Efter hendes korte tale tager han ordet:
”Som marxist er jeg flygtet fra et islamisk samfund til frihed og demokrati. I Iran kunne sådan en som mig ikke have sikkerhed. Men det er det samme her. Neden for bygningen her står tre politimænd. Det er mærkeligt. Måske er det os, der er noget galt med, når vi bringer disse folk ind i vores samfund,” siger han om de aggressive muslimer, han er stødt på i Danmark.
Asghar har som alle andre i lokalet måttet gå forbi en håndfuld politibetjente, da han kom. Med sænkede maskinpistoler og lavmælt lune har de budt mange af aftenens gæster velkommen ved gadeindgangen til Cepos' lokaler i indre København. Iraneren fortsætter:
”Det er interessant, at jeg som socialist ikke har ret til at bo i ro og fred her i Danmark. Men islamisten har ret. Hvor skal jeg tage hen? Iran har ikke plads. Her er der ikke plads. Grønland er for koldt. Hvor skal jeg gå hen?”.
”Paradis,” lyder et spøgefuldt forslag fra aftenens oversætter, valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh, der ikke på noget tidspunkt i løbet af aftenen glemmer, at han er missionær.
Han tilbyder med et glimt i øjet en dåb til en muslimsk kvinde, efter hun har rejst sig i salen og præsenteret sit synspunkt. Hun viser sig at være enig med den overvejende borgerlige forsamling i, at der må gøres noget ved mobningen af kristne indvandrere, og mener, at en asylsøger, der mobber andre med deres tro, har udvist sig selv af Danmark.
Folketingskandidat Mads Holger (K) og folketingsmedlem Christian Langballe (DF) er aftenens politiske repræsentanter. Venstre-folk har fået tilbuddet, men takket nej til at deltage. Begge politikere lægger vægt på, at danskerne må besinde sig på deres egen kristendom.
”Islam har aldrig været et problem i sig selv. Problemet er svagheden i Vesten og Danmark. Hvis vi stod vagt om vores åndelige fundament og demokratiske institutioner som pressefriheden, ville islam ikke være noget problem. Det mener jeg virkelig,” siger Christian Langballe, der åbent vedkender sig risikoen for, at et regeringsskifte ikke vil betyde noget for overgrebene på kristne i Danmark.
Han har dog overvejelser om politiske konsekvenser af overgrebene på ikke mindst Røde Kors' asylcentre:
”Det er ikke nok, at kristne flyttes fra centrene, som det er blevet foreslået i aften. Man kan spørge: Skulle gerningsmændene ikke straffes? Asylsøgere, der gør sig skyldige i overgreb, skal ikke have asyl i Danmark. De vil aldrig blive integreret i det danske samfund. Og i en ikke fjern fremtid kunne der opstå forfølgelser af mere blodig karakter.”
Bølgerne går højt. Fra salen kommer kontante udmeldinger om ikke at lukke flere muslimer ind i Danmark, hvilket Christian Langballe afviser som en ”utopi”.
I kontrast til kontantheden står den afghanske konvertit Gholam, der indledningsvist fortalte sin historie om flugt og frygt. Han har milde øjne og udstråler en ro, som understreger hans melding om, at han ikke er bange længere, selvom han på sit asylcenter har oplevet ”mange ubehagelige måder” at blive truet på, eksempelvis via sms:
”Til sidst kan de godt slå min fysik ihjel, men ikke min sjæl og ånd. Trusler kan kort gøre mig bange, men når jeg kigger på Jesus Kristus på korset, er jeg ikke bange. Jeg har fortalt politiet, at jeg bliver truet, og måske sker der noget med mig. Der er overhovedet ingen sikkerhed, som jeg kan forholde mig til. Derfor skulle jeg flytte til et andet center, hvor politiet var tættere på, hvis der skulle blive brug for det. Kontoret har givet mig en lille alarm, som jeg kan trykke på for at få hjælp. Men jeg kan ikke sove på centeret. Jeg venter om natten, for alt kan ske om natten.”
