Prøv avisen
Interview

Indvandrerpræst: Jeg er ikke længere så højt oppe på barrikaderne

Apostelkirkens sognepræst Niels Nymann Eriksen. Foto: Petra Theibel

Det kirkelige aktivitetsniveau hos konvertitter har det med at dale, når de får asyl, siger indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken på Vesterbro i København

I flere år har Apostelkirken på Vesterbro i København dannet rammerne om et af folkekirkens mest omfattende arbejde for asylansøgere, der er konverteret til kristendommen. Men på det seneste har noget ændret sig i den københavnske menighed, fortæller kirkens sognepræst Niels Nymann Eriksen.

”Vi har meget færre asylansøgere, der ønsker at blive døbt. For få år siden havde vi dåbsklasser på 15 til 20 asylansøgere. I dag har vi et dåbshold på fire, hvoraf ingen er asylansøgere. Det er en meget markant udvikling for os,” siger han.

Niels Nymann Eriksen kan se flere mulige forklaringer på udviklingen. En af dem er, at Apostelkirken har et langt dåbsforløb på et helt år, hvor andre kirker tilbyder et kortere vej til dåben. En anden forklaring er, at der er sket noget mere generelt med sager om personer, der søger asyl i Danmark efter at være konverteret til kristendommen.

”Jeg tror, der har været en periode med en optimisme blandt asylansøgere om, at hvis man er døbt, har man gode chancer for at få asyl. Men det er som om, der er ved at brede sig en erkendelse af, at det ofte er svært at få bevist over for myndighederne, at man reelt er kristen,” siger han.

På samme måde får man også et indtryk af, at noget er ved at ændre sig i forhold til kristne konvertitter, der søger asyl, når man kigger på udviklingen i Flygtningenævnet. Her er antallet af konvertitsager de seneste par år ganske vist steget, men der bliver givet asyl til en markant lavere andel af dem nu end for blot få år siden. Niels Nymann Eriksen er varsom med at konkludere for meget ud fra Flygtningenævnets sager, men siger dog:

”Min fornemmelse er, at de konvertitsager, der bliver behandlet i dag, overordnet betragtet ikke er helt så stærke, som de var for få år tilbage. Mange af dem, der søger asyl i dag med det argument, har allerede fået afvisning på asyl tidligere. Men jeg vil ikke udelukke, at det også kan afspejle, at der er oparbejdet en form for træthed i systemet, så det i dag er blevet sværere at overbevise Flygtningenævnet om, at man reelt er konverteret,” siger han.

Har den nye situation påvirket dit arbejde som indvandrerpræst?

”Ja det synes jeg. Vi har stadig et halvt hundrede migranter, der kommer til gudstjeneste om søndagen. Men hvor det før hovedsageligt var asylansøgere, er det nu primært folk i integrationsforløb. Det oplever jeg som præst som meget tilfredsstillende. Tidligere var det ofte som en kirkelig nødhjælpssituation, hvor folk kom ind fra asylcentrene og var følelsesmæssigt meget pressede. Der blev grædt meget, og mange havde brug for personlig forbøn. Det tog naturligvis mange af mine og kirkens ressourcer. I dag handler det snarere om det lange, seje træk med at opbygge et fællesskab,” siger han.

Har du selv ændret syn på sager om konvertitter, der søger asyl?

”Jeg er ikke længere så højt oppe på barrikaderne, som jeg var engang. Det skyldes ikke mindst, at jeg over årene har set, at de, der er blevet døbt, ofte er blevet mere passive i forhold til kirken. Og det er egentlig kommet bag på mange af os, der har døbt dem,” siger han og uddyber:

”Når folk kommer i kirken som asylansøgere, kaster de sig i armene på kirken og står midt i en situation af magtesløshed. De er meget tydelige om, at Kristus er deres håb. Når de så får opholdstilladelse, ser vi ofte, at situationen ændrer sig. De skal til at lære sproget, finde sig et job, og der bliver i det hele taget stillet mange krav til dem. Og i den proces omdefineres deres forhold til kirken, og der er en del af dem, der faktisk mister kontakt til kirken,” siger han.

Er det blandt andet derfor, at du ikke er mere kritisk over for, at Flygtningenævnet afviser at give asyl til en voksende andel konvertitsager?

”Flygtningenævnets opgave er at vurdere, om en person er i fare for forfølgelse, hvis man vender hjem. Og en konvertit, som ikke går i kirken, men lige så diskret dyrker sin tro i sit lønkammer derhjemme, er så vidt jeg forstår situationen i Iran ikke umiddelbart i fare for forfølgelse. Derfor må jeg som præst stille mig selv det spørgsmål, hvor meget pres jeg kan tillade mig at lægge på myndighederne i de her asylsager. Især når jeg ved, at der ofte sker en eller anden grad af passivisering i forhold til kirken, efter der er blevet givet opholdstilladelse,” siger han og tilføjer:

”Jeg er ikke ude i en åndelig vurdering og påstår, at de er frafaldne. Men det er blot en erkendelse af, at det kirkelige aktivitetsniveau har det med at dale for en dels vedkommende.”