Pia Fris Laneth: Der er ingen genveje til paradis

Forskellige oplevelser har fået forfatter Pia Fris Laneth til at gå fra at væreateist til kristen ikke-troende. Noget af det bedste ved Bibelen finder mani denne søndags tekst

"Jeg bliver næsten i elementært godt humør af at læse i Bibelen, fordi der er den der vidunderlige menneskelige hverdagsdel i historierne,” siger forfatter og foredragsholder Pia Fris Laneth. –
"Jeg bliver næsten i elementært godt humør af at læse i Bibelen, fordi der er den der vidunderlige menneskelige hverdagsdel i historierne,” siger forfatter og foredragsholder Pia Fris Laneth. – . Foto: Rune Hansen.

For Pia Fris Laneth er inspiration forbundet med noget guddommeligt. En følelse af, at nogen øser noget ned over en. Og den følelse skal helst dukke op, når den 60-årige forfatter er i gang med at skabe et større historisk værk. For uden den bliver det aldrig rigtig godt.

Men inspiration kommer ikke bare af sig selv. Kunstneren Picasso er ifølge Pia Fris Laneth nok den, der har sagt det bedst: Inspiration findes, men den skal finde dig i færd med at arbejde.

”Det er vidunderligt at være i de øjeblikke, hvor alt bare flyder til en. Det er en paradisisk tilstand, hvor man føler sig benådet. Men den kræver, at man selv gør det hårde arbejde – samler viden, skriver og retter til – om og om igen.”

Samme pointe synes hun, man kan finde i denne søndags tekst, som ligger printet foran hende i sofaen sammen med håndskrevne notater. I teksten tager Jesus nogle disciple med op på toppen af et bjerg, hvor vigtige profeter fra Det Gamle Testamente viser sig for dem. Jesus stråler, alt er smukt, helligt og overvældende. Og så åbner disciplen Peter sin mund.

”Peter har en vidunderlig menneskelig evne til at dumme sig. På bjerget tilbyder han at bygge hytter til Jesus, Moses og Elias, så de kan blive deroppe. Så taler Gud pludselig til dem – alt det herlige forsvinder, og de går ned igen.”

Dermed berører teksten noget af det, Pia Fris Laneth finder mest fantastisk ved Bibelen: den evige vekslen mellem det salige og hverdagslivet.

”Da Peter oplever den paradisiske tilstand, får han lyst til at blive i den og ikke gå tilbage til hverdagen igen. Men man kan ikke skyde genvej til paradis. Man kan ikke springe det jordiske livs trakasserier, møg og besvær over. Den går simpelthen ikke.”

Det budskab kan hun ikke kun relatere til sin egen skriveproces, men også til samfundet i dag.

”Vores forbrug af lykkepiller siger noget om trangen til at være i lykken og om en manglende besindelse på, at der også er gråhed, lidelse og hårdt arbejde i hverdagen.”

I Pia Fris Laneths familie har kristendom ikke fyldt meget. Hendes mor voksede ganske vist op i en missionsk landsby, men faderen var ateist.

”Jeg overdriver næppe, når jeg siger, at jeg først hørte om Gud, da jeg kom i skole, og om Grundtvig, da jeg kom i gymnasiet,” siger hun.

Til gengæld var hun glad for at høre bibelfortællinger i skolen, og hun husker særligt, da hendes lærer udlagde Brorsons salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort”.

”Hun brugte verset, om at selv de mægtigste konger ikke kunne sætte blade på en nælde, til at forklare, hvor stor Gud var. Han havde skabt hele verden. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og i det øjeblik blev jeg troende. Det var en åbenbaring, og da jeg kom hjem, fortalte jeg min mor, at jeg fra nu af ville bede aftenbøn.”

Som ung blev socialismen den nye religion.

”Jeg blev lidt en provokatorisk ateist. Rå og kompromisløs over for kristendommens patriarkalske persongalleri og moral,” siger hun.

I dag vil Pia Fris Laneth ikke længere kalde sig ateist. Hun er nået en anden erkendelse, hvilket især skyldes to oplevelser.

Den første var i 1989 i et ikke-turistet kystområde i indiske Goa. To lokale bad hende fortælle en historie, og den første, hun kom i tanke om, var skabelsesberetningen.

”Havde nogen spurgt, om jeg kunne den historie, havde jeg sagt nej. Jeg vidste ikke, hvor dybt den lå i mig. Der gik det op for mig, at jeg ikke kunne undslippe kristendommen, for de myter og fortællinger sidder bare i mig.”

Den anden gang var i 1995 på en guidet tur i Fødselskirken i Betlehem og grotten, hvor Jesus siges at være født.

Da hun skulle op fra grotten, væltede to busfulde østeuropæiske turister ned mod dem. Tre ad gangen bevægede de sig mod det hellige sted for fødslen, og da de nåede frem, bukkede de og gned deres kors mod gulvet. Pludselig blev Pia Fris Laneth også skubbet frem mellem to kvinder. Hun rejser sig fra sofaen for at vise, hvordan hun stod helt klemt og endte på knæ ved det hellige sted. I mangel på et kors at gnide mod jorden, tog hun hånden frem.

”Og lige der begyndte en elektrisk strøm at bevæge sig gennem min hånd og arm. Selv da vi gik, blev den prikkende fornemmelse i armen. Men da jeg en halv times tid senere uden for kirken spurgte guiden, hvordan han kunne være sikker på, at Jesus var født her, holdt det op med at snurre. Så snart jeg tvivlede, holdt det op,” siger hun.

Selv forklarer hun oplevelsen med, at hun blev påvirket af den stærke kulturelle fortælling og påskestemningen i Jerusalem.

”Men begge oplevelser har gjort, at det er gået op for mig, at den kristne kultur er en slags varm omfavnelse, som jeg ikke kan komme fri af. I dag forstår jeg mig selv som kristen ikke-troende, for kristendommen sidder som stærk del af min identitet,” siger hun og tilføjer, at hun skelner mellem at være religiøs og have religiøse følelser.

”Jeg kan få en stærk religiøs oplevelse, når jeg er i den vilde natur og nærmest hører verden ånde. Men det gør bare ikke, at jeg tror, at der er en gud med indflydelse på verdens gang, eller at jeg tror på et liv efter døden. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg hører til det lillebitte mindretal i verden, der ikke tror.”

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville lægge vægt på forholdet mellem ønsket om at skynde sig til paradis og det faktum, at det bare ikke går. Det er godt at vide, at de paradisiske øjeblikke er der, men man skal ikke snyde sig væk fra hverdagen.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?

Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til. Misundelse over andres lykke og ejendele er årsag til megen ufred og skaber bitterhed og had.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Jeg var til noget nær min ønskegudstjeneste i Marmorkirken for nogle uger siden med to veninder. Salmer og tekst passede sammen, fremragende kor og organist, og prædikenen gav anledning til en interessant samtale bagefter.

Hvordan er dit gudsbillede?

Michelangelos maleri af Gud, der skaber Adam i Det Sixtinske Kapel. En kraftfuld Gud.