Ingen konkurrence til kristent regional-tv

Når lokale tv-stationer begynder at sende digitalt tv, vil næsten hver fjerde time være fra en kristen station. Kirkelig forening efterlyser konkurrence

En lang række lokale tv-stationer kan fra 1. november sende på det digitale sendenet. -
En lang række lokale tv-stationer kan fra 1. november sende på det digitale sendenet. -.

Der kommer flere hundrede timers kristent tv på de regionale tv-kanaler hvert år.

1. november får en række lokale tv-stationer mulighed for at sende på det digitale sendenet. Mens ingen kristne tv-stationer har fået tilladelse til at sende landsdækkende, ser billedet anderledes ud regionalt.

I alt 220 små, lokale, ikke-kommercielle tv-stationer har fået tilladelse til at sende mere end 33.000 timers digitalt tv om året på de otte regionalstationer, og næsten 30 procent af de timer er tilfaldet tv-stationer med en kristen baggrund.

Det viser en gennemgang foretaget af Kristeligt Dagblad. Både folkekirken og en række frikirker som eksempelvis Pinsekirken står bag de lokale tv-stationer.

Ingen konkurrence
Ud af de 220 tilladelser er mindst 48 givet til tv-stationer med en kristen baggrund.

Landsformanden for den fælleskirkelige forening KLF, Kirke og Medier, Lars Peter Melchiorsen, erkender, at det kan lyde som et højt tal, og han efterlyser mere konkurrence til de kirkelige tv-stationer.

- Der er ingen tvivl om, at kristne grupper - især kristne-evangelikale grupper - har været meget dygtige til at udnytte muligheden for at lave radio og tv. Derfor fylder de meget, og det skal de ikke klandres for. Men man kunne måske klandre andre for, at de ikke har været på banen, siger Lars Peter Melchiorsen.

Bredere vifte
I flere regioner er der givet tilladelse til alle de tv-stationer, der kunne opfylde kravene, da der ikke var konkurrence om tv-tiden.

- Især pinsemenigheder og evangelikale menigheder har altid stået meget stærkt i forhold til at lave lokaltv, måske fordi de er inspireret fra USA. Men i forhold til samfundet generelt og til at sikre den folkelige og kulturelle bredde, kan jeg godt ærgre mig over, at der ikke var andre på banen, så der kunne komme en bredere vifte, siger Lars Peter Melchiorsen.

© SHEANDELL O'CARROLL/6PA/MAXPPPILLUSTRATION MERE ET ENFANTS
© SHEANDELL O'CARROLL/6PA/MAXPPPILLUSTRATION MERE ET ENFANTS Foto: colourbox.com