Prøv avisen

Ingen opbakning til sogn, der efterlyser en troende præst

Rektor på Pastoralseminariet i København, Mogens Lindhardt, møder adskillige studerende, som ikke vil kalde sig troende, og det vil han heller ikke selv: "Ordet troende kan meget nemt blive forbundet med en bestemt række holdninger, der hører med til en pietistisk arv," siger han. Det vil sige holdninger, der lægger sig op ad en særlig from forståelse af kristendommen med fokus på den personlige tro. Foto: JAKOB DALL

Mange menighedsrådsformænd har forståelse for, at menighedsråd forsøger at koble sognet med en præst, der matcher. De vil dog ikke selv annoncere efter en troende præst

Menighedsrådsformænd fra hele landet er uforstående over for, at et sogn efterlyser en troende præst uden at tilføje, hvad troende i den sammenhæng betyder.

Til gengæld er der udbredt forståelse for idéen bag: at finde en præst, der passer til sognet.

En af de menigheder, som nødig ser en liberal præst, er Grønnevang Sogn i Hillerød. Men her kunne formand for menighedsrådet Ole Thorning-Christensen ikke drømme om at annoncere efter en troende præst.

LÆS OGSÅ: Krav til præsters tro splitter kirken

Jeg kan godt forstå, at Mejdal Sogn skriver stillingsopslaget på den måde, men jeg ville aldrig bruge samme ordvalg, som menighedsrådet i Mejdal Sogn brugte, da de efterlyste en troende præst.

Vi har fundet en anden måde at skrive det på. Vi prøver at beskrive, hvad der foregår, på en måde, så en potentiel præst kan regne ud, hvilken slags sogn vi er. For eksempel bruger vi altid ordet mission, siger han.

Hvis vi kan beskrive stillingen ordentligt, så skal vi ikke læse 100 ansøgninger, siger Ole Thorning Christensen.

Menighedsrådsformanden i Hvide Sande, Jens Nikolai Vejlgaard, går som en selvfølge ud fra, at en præst er troende og ser derfor heller ingen grund til at skrive det i et stillingsopslag.

Det svarer jo til, at hvis Brøndby eller FCK søgte en fodboldspiller og skrev i opslaget, at du skal huske, at du også skal kunne spille fodbold. Det ligger jo ligesom i kortene, at en præst er troende, og at en fodboldspiller selvfølgelig kan spille fodbold, siger han.

I Aaby Sogn i Nordjylland siger formand for menighedsrådet Karl-Andy Larsen, at han godt kan følge det menighedsråd, der efterlyser en troende præst.

Der er så mange forskellige præster, og det er vigtigt at få en, der tror på det, vedkommende forkynder. Kan man ikke tro på en skabende gud, har man ikke noget at forkynde. Men der er forskel på at spørge efter troen i en samtale og at skrive det i en annonce. Det er en dum og firkantet formulering, for hvad er det præcis, præsten skal tro på? Vi ville heller ikke stille detaljerede spørgsmål til, om præsten tror på opstandelsen og så videre. Jeg tror, man får en god fornemmelse, og at det giver sig selv, når man taler med præsten.

I Ryslinge Sogn på Midtfyn regner menighedsrådsformand Lena Rasmussen med, at præsten tror.

Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ville skrive i et stillingsopslag, at præsten skal være troende. Han eller hun skal have et personligt udtryk, men troende går jeg da ud fra, at han er.

Fra Taarbæk Sogn lyder det:

Jeg forstår godt, at et sogn melder klart ud om, hvilken profil de gerne ser som præst i deres sogn. Så slipper de også for, at menighedsrådet ender med at interviewe religionsfilosoffer.

Det siger Lars Heilesen, der var og stadig er menighedsrådsformand i Taarbæk Sogn, der fra 2005 blev landskendt som sognet, hvor præsten ikke troede på Gud.

Thorkild Grosbøll troede på Jesus, siger Lars Heilesen, men det kneb, når det kom til Gud.

Else Marie Tavsen Troelsen, menighedsrådsformand i Bredsten Sogn vest for Vejle, opfatter ordet troende i Mejdal Sogns stillingsopslag som et udtryk for, at sognet ønsker en indremissionsk præst. Hun mener dog ikke, at den formulering ligger lige for i Bredsten Sogn.

Vi har lige fået ny præst, og vi tog det da som en selvfølge, at præsten er troende.

I det hele taget er ordet troende ikke en glose, menighedsrådsformænd holder mest af.

Det gælder også for Mogens Lindhardt, rektor på Pastoralseminariet i København. Han møder adskillige studerende, som ikke vil kalde sig troende.

Og det vil jeg heller ikke selv. Ordet troende kan meget nemt blive forbundet med en bestemt række holdninger, der hører med til en pietistisk arv, siger han. Det vil sige holdninger, der lægger sig op ad en særlig from forståelse af kristendommen med fokus på den personlige tro.

Generelt oplever han dog, at de nye præster har fået mindre berøringsangst over for at hæfte ordet troende på sig selv. Men der bliver også stadig uddannet mange præster, der aldrig kunne finde på at bruge det ord om deres egen tilgang til kristendommen.