Bispekandidat: Ingen skal skamme sig over at have få kirkegængere

Kirken skal være modkultur til et samfund, der bevidstløst sammenlægger, skærer rødder over og tager livet ud af lokalområderne. Det mener præst i Tingsted Sogn på Falster Christina Rygaard Kristiansen, som er kandidat til bispevalget i Lolland-Falsters Stift

”Mit forhold til stiftet er et kærlighedsforhold. Der er så mange dejlige mennesker engageret i kirken, og som biskop har man god mulighed for at være nærværende. Faktisk har man pligt til at være nærværende og synlig i stiftet,” siger bispekandidat i Lolland-Falsters Stift Christina Rygaard Kristiansen.
”Mit forhold til stiftet er et kærlighedsforhold. Der er så mange dejlige mennesker engageret i kirken, og som biskop har man god mulighed for at være nærværende. Faktisk har man pligt til at være nærværende og synlig i stiftet,” siger bispekandidat i Lolland-Falsters Stift Christina Rygaard Kristiansen. . Foto: Leif Tuxen.

Christina Rygaard Kristiansen er træt af tidens taltyranni. Idéen om, at alt skal måles og vejes, har nemlig også spredt sig til hendes arbejdsplads, folkekirken. Og der hører den ikke hjemme.

”I dag mødes vi ofte af spørgsmålet ’hvor mange kommer i kirke hos dig?’. Men hvad har det med sagen at gøre? Folk spørger ikke, om de, der deltog, blev rørt, om der var en særlig salme, der talte til dem, eller om de var glade for at være der med de andre kirkegængere. Det er langt mere relevant,” siger den 50-årige præst i Tingsted Sogn på Falster.

Christina Rygaard Kristiansen sidder i præstegårdens arbejdsværelse, hvorfra der er udsigt til grønne marker, græssende køer og den lyserøde Tingsted Kirke godt 500 meter borte. Hun erkender, at hun nok vil savne udsigten, hvis hun skulle blive biskop over Lolland-Falsters Stift. Men landkirkerne vil fortsat være i fokus hos hende.

”Fordi det her er et landstift, bliver biskoppens syn på landsognene altafgørende. Jeg vil være imod at følge i slipstrømmen på det, der for eksempel er sket med skolesystemet, og centrere igen og igen. Kirken skal være modkultur til et samfund, der bevidstløst lægger sammen, skærer rødder over og tager livet ud af lokalområderne.”

Christina Rygaard Kristiansen sad med i den oprindelige arbejdsgruppe bag projektet ”Kirken på Landet”, som blev startet i 2012 af stiftet, Grundtvigsk Forum og Teologisk Pædagogisk Center. Hun er i dag fortsat engageret i arbejdet med landkirkernes udfordringer og potentialer, ikke mindst ser man på, hvordan man vedholdende og insisterende kan tale godt om dem.

”Det sidste er jo ikke svært med så høj en medlemsprocent, som vi har her i stiftet. Og så skal ingen skamme sig over at have få kirkegængere. Der er logisk nok forskel på at være et landsogn med nogle hundrede sognebørn og et bysogn med flere tusinde medlemmer at hente kirkegængere blandt.”

Hun mener, det er vigtigt at turde sige, at småt er godt.

”Hvis vi ikke tør sige det højt i kirken, så vil der slet ikke være en kirke hos os med den demografi, vi har. I Bibelen siger Jesus, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, der vil han også være. Og så må det vel også være godt nok til os andre.”

Christina Rygaard Kristiansen har været præst på Falster i 20 år og kalder sit forhold til stiftet for et kærlighedsforhold.

”Der er så mange dejlige mennesker engageret i kirken, og som biskop har man god mulighed for at være nærværende. Faktisk har man pligt til at være nærværende og synlig i stiftet,” siger hun.

Ud over synlighed og nærvær er en biskops vigtigste opgave ifølge hende at udøve inspirerende lederskab. Christina Rygaard Kristiansen har selv gennemført en lederuddannelse og været engageret i arbejdet med at inspirere til en udvikling af gudstjenesten, både i sit sogn, på stiftsplan og nationalt. Målet har været en mere nærværende og forståelig forkyndelse.

”Folkekirken har en stor udfordring i at forkynde evangeliet, så det opleves relevant. Menneskers viden om tro og kristendom er ikke så omfattende, som den har været, og det fører flere udfordringer med sig. Vi skal huske, at folkekirken altid kun er én generation fra at dø, og derfor må vi være til stede i menneskers liv, så de føler, de kan bruge os.”

Ifølge Christina Rygaard Kristiansen må kirken overveje at tale mindre til hovedet og arbejde mere på at byde folk ind i fællesskaber. Derudover må man række ud til medlemmerne, som ikke selv overvejer at få deres børn døbt, og nytænke relationen til børn.

Selv har hun været tæt knyttet til kirken og dens aktiviteter, siden hun lå i babyliften. Hendes mor og far mødte hinanden, da de var udstationeret på Grønland som sygeplejerske og skolelærer, og de blev gift og fik en søn. Da moderen ventede Christina Rygaard Kristiansen, døde sønnen af vuggedød, og ugen efter omkom faderen i en slædeulykke.

”Min mor mistede mand og barn på en uge og stod så alene med mig. Jeg tror, at det blev troen, der bar hende igennem forløbet. Vi flyttede til Skagen, hvor vi gik i kirke, og jeg gik i søndagsskole, deltog i forskellige kirkelige arrangementer, sang i kirkekor og var spejder. Så troen blev naturlig for mig, men det lå også i min opvækst, at med Guds hjælp går alting. Uanset hvad livet har budt en, så findes der ikke en situation, som Gud ikke er gud for. Det er min dybeste troserfaring,” siger hun.

Foto: Leif Tuxen

Selvom kirken og kristen litteratur fyldte meget i hele opvæksten, nåede Christina Rygaard Kristiansen også at læse uddrag af Koranen på originalsproget, før hun dykkede ned i de gamle bibelske skrifter. Da hun som ung arbejdede som handicaphjælper i England, kom hun mere eller mindre tilfældigt til at tage et aftenkursus i arabisk. Sproget fascinerede hende, og hun begyndte derfor at studere det på Københavns Universitet. Undervejs kom hun til at læse klassisk etiopisk, som er den etiopiske kirkes sprog, og så flyttede fokus sig fra islam til kristendom, og arabiske studier til teologi.

Trods kendskabet til Koranen og arabisk kunne sognepræsten ikke finde på at inddrage islam i en gudstjeneste. Kirken skal ifølge hende møde andre religioner frimodigt, gæstfrit og i dialog, men når man fejrer gudstjeneste, fejrer man gudstjeneste.

”For mig følges rummelighed og tydelighed meget godt ad. Folkekirken skal have bredde og forskellighed, men man kan ikke tro på hvad som helst eller prædike noget, som er uden for folkekirkens bekendelser. De, der kommer i kirken, kommer der med en forventning om, at vi står for det, vi siger. Det kan skabe usikkerhed og utryghed, hvis man får forskellige ting at vide.”