Prøv avisen

INITIATIVPRIS: Skulle det være en Konfi-To-Go?

Det er muligt at deltage i konkurrencen om Kristeligt Dagblads Initiativpris 2011 frem til den 31. maj.

Konkurrencen om Kristeligt Dagblads Initiativpris er for alvor skudt i gang. Ideer, der skal og måske allerede er i gang med at give nyt liv til kirkerne, strømmer ind

En ungdomsvenlig konfirmationslejr, et velgørende cykelløb og et frivilligt kirkesangerlaug er tre af de mange forslag, der er med i konkurrencen om Kristeligt Dagblads Initiativpris.

LÆS OGSÅ
: 10 kirkelige initiativer i udlandet

Det er andet år i træk, at Kristeligt Dagblad opfordrer læserne til at deltage i konkurrencen om det bedste og mest nyskabende kirkelige initiativ.

Blandt alle læsere, der foreslår et initiativ, trækkes der lod om et rejsegavekort på 10.000 kroner og 10 bogpakker af 500 kroner. Den endelige vinder af initiativprisen får 10.000 kroner.

SE OGSÅ: Følg initiativprisen på Facebook

Konfi-To-Go
Med i konkurrencen er forslaget "Konfi-To-Go", der nytænker konfirmationsforberedelsen. Konceptet er at holde konfirmandlejre i samarbejde med sognemenigheder i folkekirken.

Unge-konsulent i den landsdækkende børne- og ungdomsorganisation Børne- og UngdomsOase, Simon Nøddebo Balle, er en af arrangørerne bag initiativet.

Vi vil gerne hjælpe med at støtte sogne-menigheder, som ikke har så mange ressourcer til at arbejde med konfirmations-forberedelsen. Erfaring viser, at jo flere lejrdage man har i sin konfirmationsforberedelse, jo bedre bliver konfirmationsforberedelsen for konfirmanderne, og jo større chance er der for, at de unge vælger troen. Vi ser jo gerne, at flere konfirmander tager imod troen og synes, at den giver mening i deres liv, siger han.

Lejren skal specielt medvirke til at de unge kommer ud af deres vante omgivelser og dermed får skaber rum for refleksion:

De frivillige unge, der hjælper til på lejrene, er mellem 16 og 20 år, og er derfor ikke meget ældre end konfirmanderne. De fungerer som forbilleder, der kan vise, hvad det er, der giver mening i deres teenage-liv i nogle rammer, som er uden for et klasselokale. Det har en større effekt end at sidde i et klasselokale og høre om kirkehistorie, siger Simon Nøddebo Balle og beskriver den sidste lejer, han var med til at afholde:

Fredag aften var der arrangeret koncert for konfirmanderne for at skabe lidt feststemning - noget der måske ikke er så uvant for dem. Lørdag var der forskellige uden- og indendørs aktiviteter og temaet "Trends" blev taget op. Hvilke trends er oppe i tiden? Hvilke værdier bygger de trends i virkeligheden på? Hvilke værdier fortæller kristendommen om livet? Hvilke trends satte Jesus?, spurgte han konfirmanderne på lejren.

Velgørende cykelløb

Et andet forslag, der deltager i konkurrencen om initiativprisen, er aktivitetsdagen Tour de Kerteminde. På østfyn holder Munkebo Kirke for fjerde år i træk aktivitetsdag, hvor deltagere kan prøve kræfter med cykelløb, motionsløb og Zumba. Overskuddet fra dagen går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe sult. Sidst på dagen bliver der afholdt gudstjeneste i Munkebo Kirke.

Kirkens webmaster Mikael Andersen står bag initiativet. Han ser gerne at aktivitetsdagen forankrer kirken i lokalsamfundet:

Vi vil gerne have at kirken er en del af det lokale liv, og derfor samarbejder vi også med de lokale foreninger om aktivitetsdagen."

Arrangementet tiltrækker hvert år mange folk fra nær og fjern og første gang arrangementet blev afholdt samlede de 100.000 kroner ind.

Folk kommer, fordi det går til et godt formål. De gør både noget godt for sig selv og noget godt for andre ved at trampe i pedalerne, siger Mikael Andersen.

Frivilligt kirkesangerlaug
Kirkesangerne behøver ikke være en udgift for kirken. Det har Rødding Sogn erfaret efter fire år at have haft et frivilligt kirkesangerlaug, der klarer alle kirkelige handlinger, både gudstjenester, bryllupper og begravelser.

Fire til fem medlemmer af menigheden deler sangtjenesterne mellem sig. Fordelen er, at der kommer et større engagement i menigheden og pengene, der normalt ville gå til en kirkesanger, kan gå til andre aktiviteter, skriver redaktør for Rødding Løvel og Pederstrup sognes kirkeblad, Lars Raahauge, som har sendt forslaget til Kristeligt Dagblad:

Det er en oplagt måde at spare penge på, samtidig med at man kan få noget mere aktivitet og engagement ud af det, siger han og kan kun komme i tanke om få gange, hvor man har måttet hyre en kirkesanger til en uventet begravelse.

Det frivillige sangerlaug har fungeret fuldstændig smertefrit. Hvis man kommer tit i kirken og synger rimelig godt, er det oplagt at spørge folk, om de ikke vil være med i kirkesangerlauget. Jo flere, jo bedre - så er fleksibiliteten større, når arbejdet skal tilrettelægges.