Prøv avisen
Tro&tvivl

Læge: Insulin er også del af Guds skaberværk

Ude i Guds egen katedral, skoven, har læge Lars Kabel Kristensen altid mærket Guds nærvær, også på kolde og blæsende vinterdage. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

En mangeårig eksistentiel krise betød for læge Lars Kabel Kristensen, at han var i tvivl om, hvorvidt han som læge var i gang med at modarbejde Guds vilje

Hvordan vil du beskrive din tro?

Professor i teologi Niels Henrik Gregersen sagde engang noget i retning af, at vi altid befinder os i nuet og på vej ind i fremtiden, hvor Jesus kommer os i møde og generøst tilbyder os en mængde muligheder, som er lige til at tage og bruge i vores måde at mestre livet på. Det er et smukt billede, som også tegner min kristendom. Den handler om, at jeg har lov til at tro på, at jeg er elsket af og umistelig for den almægtige. For Gud er med os uafbrudt, hvilket er så varm og lys en tanke, at det kan være helt overvældende, når omfanget af dén tanke i glimt går op for én.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op i Aarhus i det samme kvarter tæt ved skov og hav, hvor jeg også bor nu. Mine forældre var troende, men ikke kirkelige. Så vi kom kun sjældent i kirken, men vi bad dagligt aftenbøn og kom i søndagsskolen, ligesom jeg var grøn spejder. Ved juletid var vi dog altid i kirke, og når vi kom hjem juleaften, så læste min far Juleevangeliet for os, hvilket altid var meget højtideligt. Størst påvirkning på mig havde dog min stærkt troende mormor, som boede hos os fra omkring min fødsel, til hun døde omkring min konfirmation. Men også naturen betød meget for mig. Jeg har, lige siden jeg var helt lille, mærket Guds nærvær i naturen, allermest i skoven, der for mig på alle måder er Guds egen katedral, hvor jeg stadigvæk kan føle Gud, når jeg går og kigger på lysets leg i trætoppene eller hører blæstens susen i grenene.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har altid – også som barn – set forholdet mellem liv og død som et problem, jeg ikke kunne rive mig løs fra. Som ung nyuddannet læge mente jeg derfor også, at det handlede om at udrette noget og være udadvendt. Indadvendthed og bøn nyttede i hvert fald ingenting, mente jeg.

Men alligevel blev jeg efter nogle år ramt af en stor meningsløshed, der plagede mig i mange år. For nok har jeg altid været troende, men jeg manglede alligevel nogle grundlæggende svar. For hvad handlede livet om? Hvad var min rolle, både i forhold til verden, mine medmennesker og mig selv? Det vidste jeg ikke, og i min søgen gik jeg hver søndag gennem to-tre årtier i kirke, jeg læste evangelierne igen og igen, jeg studerede andre bøger om teologi og dogmatik, jeg talte med venner og var med i selvudviklingsgrupper. Ja, jeg søgte vidt og bredt, og også i musikkens verden og her især i den klassiske og i de store kirkeværker, indtil jeg fandt ro, blandt andet ved at læse Goethes ”Faust”, hvor jeg lærte, at det at tale om meningsløshed i livet i virkeligheden er et meningsløst spørgsmål, for livet er selve meningen.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har min mormor som allerede nævnt. Men det har også en oplevelse, som jeg havde for en del år siden, og som var en tilstand, der varede et par uger, og som var meget mærkelig. Alt i min hverdag var umiddelbart, som det plejede at være, og jeg passede mit arbejde og andre gøremål som normalt. Men alligevel havde jeg hele tiden en stærk og intens fornemmelse af tidløshed, af at kunne mærke tiden fra tidernes morgen til tidernes ende. Nogle af mine venner og andre, som jeg har talt med det om, har sagt, at jeg måske har været stresset eller på anden måde presset, men det var jeg slet ikke. Alt i mit liv var uforandret i de to uger, hvor jeg mærkede denne tidløshed 24 timer i døgnet, men efterfølgende skete der noget. For sådan er det, når man har været i berøring med det hellige, så sætter det gang i noget forvandlende, og for mig betød de to uger på længere sigt en dybere accept af mig selv og min tro, som altid har været meget ligetil og naiv, men som jeg siden har hvilet i på en anden måde.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg er troende, men også læge, og som sådan er jeg rundet af naturvidenskaben. Men også i den findes Gud. For vi mennesker har ikke selv opfundet eller konstrueret noget som helst. Alle de løsninger og muligheder, som vi kan finde på, er allerede i skaberværket – og er skabt af Gud. Det ved jeg nu, men en del af min mangeårige eksistentielle plage gik på, om det at være læge i virkeligheden var at modarbejde Guds vilje og plan med ikke kun verden, men også med det enkelte menneske. Men sådan er det ikke, erkendte jeg efter min oplevelse med tidløsheden. Vi bruger i stedet blot Guds gaver som for eksempel insulinen, og det er godt. For vi mennesker er skrøbelige, og som læge og troende menneske handler det for mig om at være nærværende og indfølende, så jeg kan bibringe andre livsmod. Men det drejer sig også om mit eget forhold til mig selv, og om at jeg nu, hvor jeg er fyldt 70 år, føler en stadig stærkere taknemmelighed over at få lov til at være i andres liv. Samtidig bliver frygten og bekymringen stadig mindre.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har allerede talt om min mormor ganske kort, men det er hende, der har betydet mest for min forståelse af både tilværelsen og troen. Hun var en del af det danske mindretal i Flensborg og oplevede både Første Verdenskrig, den store økonomiske depression i 1930’erne og Anden Verdenskrig syd for den danske grænse. Hun havde oprindelig otte børn, men mistede i begge krige sønner, og så oplevede hun sult og elendighed i mellemkrigstiden, hvor hun ikke havde andet at give børnene at spise end et stykke brød og en enkelt kålrabi til deling. Det var så lidt, at de græd af sult, også selvom hun gav dem sin egen brødskive. Da hun blev enke kort efter Anden Verdenskrig, flyttede hun op til os i Aarhus, og jeg husker, hvordan hun for eksempel kunne kalde et æble for et herremåltid. Hun var i den grad taknemmelig for alt, hvad livet gav – og Herrens veje var hendes veje, hvad der så end skete. Det så man, når hun stod og rørte i gryden med den dårlige arm. Når den så ikke kunne mere, så tog hun skeen i den anden hånd, og hvis jeg så spurgte om, hvad hun ville gøre, hvis den arm heller ikke virkede, så svarede hun: Det er helt op til Vorherre. Dén tillid til livet og dén kompromisløshed i troen vil jeg også gerne have.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Da jeg var inde i min store krise og var ramt af modløshed og uro, opsøgte jeg en terapeut, som lod mig tale i lang tid om alle mine kvababbelser. Herefter sagde han: ”Det der er det vist kun Gud, som kan hjælpe dig med.” Jeg blev målløs og følte mig både vred og svigtet, for her havde jeg betalt i dyre domme, og så kom han med sådan en udtalelse. Men alligevel satte det gang i en proces, som fik mig ind i kernen af mig selv, derind hvor jeg igen kunne tro på samme måde, som dengang jeg var et barn. Tro med en ro og en selvfølgelighed, som jeg ikke fandt i hverken dogmatikkens eller teologiens verden, men som jeg kan mærke i naturen og i musikken – og som min mormor også stod for.