En denar. Et af de mest berømte pengebeløb i verden, fordi mange kender det som den løn, alle vingårdsarbejderne i søndagens tekst fik udbetalt. Det fik de alle, selvom der var markant forskel på, hvor mange timer arbejderne havde slidt gennem dagen.
Tallet én spiller også en stor rolle for 23-årige Isabella Arendts menneskesyn. Hun står over for at skulle i gang med sin kandidatgrad i statskundskab og er for nylig blevet genopstillet for Kristendemokraterne i Aarhus til det kommende folketingsvalg. Som Isabella Arendt selv siger, tænker hun politik, idealisme og samfundsdebat alle døgnets vågne timer.
Isabella Arendt er vokset op i et hjem med tilknytning til Indre Mission, og selvom det ikke længere er hendes egen forbindelse til det kirkelige liv, har hun en tro med hjemmefra, som har fulgt hende hele livet, uden hun selv har stillet de store spørgsmål ved den. Troen er for Isabella Arendt noget naturligt, som fylder hendes liv med et ønske om at tjene Gud og gøre gode gerninger.
”Jeg har en tro, der tager Bibelen forholdsvis bogstaveligt, og mener, at Gud gennem sit ord i Bibelen har fortalt os, hvad der er rigtigt og forkert. Når der for eksempel står i Bibelen, at Jorden blev skabt på seks dage, så er det for mig måske nok urealistisk, men jeg tror på det. Bare fordi noget er usandsynligt, er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke er sandt,” siger Isabella Arendt.
Søndagens tekst bærer for hende også et politisk budskab ved siden af Jesu tale om paradiset.
”Da jeg læste teksten, tolkede jeg den også som en samfundsmæssig tekst. Faktisk læser jeg mange af Bibelens ord som samfundsrelevante fortællinger, der forholder sig til den virkelighed, vi står i i dag, og ikke bare siger noget til troende mennesker. Den uretfærdighed, som ligger i, at lønnen er den samme, selvom arbejderne har bidraget meget forskelligt, ser jeg som en beskrivelse af menneskets værd i vores samfund. Uanset hvor meget du bidrager med til vores samfund målt i økonomi, tid eller evner, er du det samme værd.
Din værdi er én, ligesom den løn alle vingårdsarbejderne modtog, uanset hvor meget de havde arbejdet. Der vil være mennesker, som har en højere timeløn end andre og naturligvis bidrager med mere. De er højtuddannede, gør måske oven i købet også en frivillig indsats og betaler mest i skat. Men de har stadig samme værdi som det menneske, der er sygt, handicappet eller kommer fra en dårlig social baggrund,” siger Isabella Arendt.
I sit politiske arbejde lægger Isabella Arendt vægt på at eliminere kommunikationsstøjen, for at budskabet kommer klart igennem til lytteren eller seeren. Hun bruger gode borgerlige ord til at beskrive sin person, såsom ”pli, anstændighed og ordentlighed”.
”Jeg har grebet mig selv i at fokusere på en politikers ørenringe, tøj eller sprog, i stedet for det politiske budskab. En politiker har måske kun få sekunders taletid. Siden da har jeg tænkt, at det bare er for dårligt at tabe på forhånd, ved at gøre noget unødvendigt, som leder opmærksomheden væk fra budskabet. Politik er et håndværk, og jeg vil gerne gøre det så godt som muligt med markante holdninger, formuleret i et godt, klart og tydeligt sprog,” siger hun.
Isabella Arendt har netop forsøgt at skabe debat med et læserbrev i Politiken, hvor hun forsvarer menneskers ret til at tro i et ellers sekulært samfund. Hvornår siger vi fra og nægter at blive stigmatiseret, bare fordi vi er troende kristne, spørger hun.
”Det er et problem, at et åbent, vestligt demokratisk samfund som det danske er så håbløst intolerant og religionsforskrækket, at vi i praksis diskriminerer mennesker, som bare følger Grundloven. Hvad enten det handler om jødedom, islam, buddhisme eller kristendom, så har vi i vores samfund udviklet en angst for al religion. I 1990’erne var det et problem, at en homoseksuel ikke turde træde frem, i dag er det et problem at sige, at man er en troende kristen. Men ingen skal være bange for at stå frem med sin tro. Vi havde kampen for kønnenes ligestilling i 1970’erne, kampen for seksualiteten i 1990’erne, og nu mangler vi at have kampen for at kunne bekende sin tro uden at blive mødt med fordomme,” siger hun.
”Den kristne del af befolkningen finder sig i dag i at blive mistænkeliggjort. Jeg forstår på den baggrund ikke, at kirkedanmark fortsat vil finde sig i at være repræsenteret af partier i Folketinget, der er mere optaget af pso-afgiften, end af værdikampen for retten til at tro,” siger Isabella Arendt, som ser frem til at få prøvet sit mandat for Kristendemokraterne ved det næste folketingsvalg.