Irak er livsfarligt for kristne mindretal

Ny rapport anklager den irakiske regering for at gøre for lidt for at beskytte de kristne i landet

De kristne er i høj grad kommet i klemme i kampene mellem shia- og sunni-muslimer i Irak og er også fanget midt i kampene mellem den kurdiske regering i nord og Bagdad. -
De kristne er i høj grad kommet i klemme i kampene mellem shia- og sunni-muslimer i Irak og er også fanget midt i kampene mellem den kurdiske regering i nord og Bagdad. -.

Irak er et af de farligste lande i verden for kristne, og landet burde af den grund være genstand for særlig opmærksomhed fra de amerikanske myndigheder.

Det skriver en amerikansk kommission for religionsfrihed, der rådgiver den amerikanske regering, og hvis medlemmer udpeges af henholdsvis Kongressen og den amerikanske præsident.

Religiøse minoriteters eksistens i Irak er truet. Siden invasionen i Irak i 2003 er antallet af kristne irakere faldet til 700.000. Det er en halvering, hedder det.

De fleste er flygtet ud af landet, men mange er også blevet dræbt.

Formanden for kommissionen, Felice Gaer, siger til nyhedsbureauet Reuters, at det er mangel på effektivitet i den irakiske regering, der har gjort situationen så farlig for religiøse minoriteter. En minoritet i kommissionen mener dog ikke, at det er mangel på vilje til at beskytte minoriteterne, men mangel på kapacitet.

Kommissionen opfordrer til, at USA tillader irakere fra de religiøse minoriteter at søge om asyl direkte til de amerikanske myndigheder frem for at søge asyl gennem FN-systemet.

De kristne er i høj grad kommet i klemme i kampene mellem shia- og sunni-muslimer i Irak og er også fanget midt i kampene mellem den kurdiske regering i nord og Bagdad.

De fleste irakiske kristne er kaldæere, som er en gren af den katolske kirke.

Et lille religiøst mindretal er mandæerne, som ifølge rapporten er reduceret fra 30.000 i 2003 til mellem 3500 og 5000 i dag. En tredje minoritet er yazidierne en hovedsageligt kurdisk religion, som meget groft sagt er en blanding af islam og kristendom.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk