Prøv avisen

Irak-krigen har kvalt en 2000 år gammel religion

Mandæere er især kendt for deres gentagne dåb, som foretages flere gange i livet og indgår som et fast ritual i alle hellige samlinger. Dåben består af en række ritualer, hvor mænd og kvinder døbes hver for sig klædt i rasta, en hvid dragt med hvid hovedbeklædning. Dåben skal finde sted i rindende vand, kaldet ”levende vand”, og dermed kun i floder, hvilket skaber problemer for de mandæere, der er flygtet til lande med koldt klima. Mange mandæere har dog indfundet sig med også at foretage dåb i særligt indrettede badekar eller svømmehaller. Billedet her er fra en mandæisk massedåb i 2009 i Gudenåen. – Foto: Preben Madsen.

MED BILLEDSERIE OG VIDEO Siden oldtiden har mandæerne dyrket deres religion og kultur i Irak. På 10 år er mandæismen næsten blevet udryddet

De har boet længere tid i Irak, end der har været muslimer og måske kristne.

Deres største profet er Johannes Døberen. De er pacifister og et yndet mål for ekstremistiske muslimer i Irak.

De er mandæere. Og de er måske den sidste generation.

Mere end 80 procent af mandæerne har forladt Irak i de sidste 10 år, og det er der grundlæggende fire sammenhængende årsager til. Den første er øget forfølgelse.

LÆS OGSÅ: Dansk kamp for truet oldtidsreligion

I kølvandet på Irak-krigen, som blev indledt for 10 år siden, er der udbrudt voldsomme religiøse stridigheder i landet. Minoriteter som kristne og mandæere boede i relativ fred og sameksistens med andre religioner under sekulære Saddam Hussein, men siden regimets fald er de blevet mål for ekstremister og forbrydere.

Hvordan og hvorfor ses i Nazer Haidars historie. Ham møder Kristeligt Dagblad i Arbil i det nordlige Irak. Han holder et slidt kort over landet ud foran sig og viser, hvor mandæerne plejede at bo: langs Tigris-floden og dens afløb.

Nu er vores landsbyer og helligsteder blevet kuppet, siger han.

Nazer Haidar har været med til at få mandæernes helligskrifter oversat til arabisk og arbejder med at skabe opmærksomhed om mandæernes situation internationalt. Han stiftede kort efter invasionen i 2003 Rådet for Iraks Minoriteter, en lobbyvirksomhed for mandæere såvel som kristne, yezidier og andre religiøse minoriteter i landet. Han var en nøgleperson i arbejdet for at få ført mandæerne ind i Iraks forfatning og få deres grundlæggende frihedsrettigheder garanteret.

Han blev en kendt mand. En kendt mandæer. Med det resultat, at han blev et mål.

LÆS OGSÅ: Hvem er mandæerne?

Nazer Haidar er blevet forsøgt bombet, kidnappet, snigmyrdet, konverteret og fordrevet, fortæller han. Men værst gik det for sig i 2005, da hans 11-årige søn, Rafi, blev kidnappet på vej til skole.

To biler kørte ind foran drengens taxa, maskerede mænd hev ham ud fra bagsædet, og væk var han.

Nazer Haidar hørte intet i to døgn. Han opsøgte Bagdads mest skumle kvarterer for at finde nogen, der vidste noget, og endelig lykkedes det: En mand bad ham vende hjem og vente på et telefonopkald.

Det gjorde Nazer Haidar. Han ventede.

Telefonen ringede.

De krævede 200.000 dollar for min søn, hvilket jeg slet ikke kunne betale. De sagde: Hvis ikke du giver os 50.000 dollar, skærer vi din søns hjerte ud og sender dig det.

Nazar Haidar var mere rig på papiret end i virkeligheden. Han ejede Bagdads tre største juvelerbutikker og en række ejendomme, men alle havde været lukket siden 2003. Formuen var for størstedelens vedkommende fastlåst i ejendomme, han den dag i dag ikke kan nærme sig på grund af uroen i området. Men han fik samlet ind hos venner og bekendte og tog ud til et aftalt sted for at betale for sin søns frigivelse.

Han mødtes med gidseltagerne klokken 22 om aftenen. Hans søn var der ikke. Nazar Haidar fik besked på at aflevere pengene og tage hjem; hans søn ville blive afleveret der.

Den længste nat i Nazar Haidars liv fortsatte til klokken ni om morgenen. Da kom hans søn hjem, sulten, beskidt, men uskadt. Hans kidnappere havde givet ham 5000 dinarer til en taxa og efterladt ham på en landevej, hvor taxaer sjældent kom forbi.

Året efter blev den ene af Nazar Haidars to svigersønner kidnappet. Nazer Haiders bil blev bombet, en af hans butikker ligeså.

Senere samme år blev den anden svigersøn kidnappet. Begge blev frigivet på to betingelser: en løsesum på 50-60.000 dollar og et ultimativt krav: Stop dit arbejde og forlad landet.

Siden har han på andres vegne forhandlet frigivelsen af 12 kidnappede mandæere.

I dag, otte år senere, gør Nazer Haidar, som han fik besked på dengang. Han forlader sit hjemland ligesom resten af hans familie, de fleste venner og hundredevis af bekendte har gjort. For Nazer Haidars oplevelser er ikke unikke.

LÆS OGSÅ: Dansk kamp for truet oldtidsreligion

Det amerikanske udenrigsministeriums Kommission for International Religionsfrihed fastslog i en raport sidste år, at 175 mandæere er blevet dræbt i Irak siden 2003, og hundredvis flere kidnappet, truet, overfaldet, voldtaget, tvunget til at konvertere til islam, tvangsgift med muslimer, fordrevet eller udsat for andre forbrydelser. Og måske lige så alarmerende, at få, om nogen, af disse individuelle sager er nogensinde resulteret i efterforskning eller retsforfølgelse, hvilket fremmer et klima af straffrihed for angreb mod medlemmer af Iraks mest sårbare grupper.

Forfølgerne er både ekstreme islamiske grupper og slet og ret forbrydere, der udnytter, at mandæerne er en lille, svag gruppe.

Mandæerne bliver jo ikke kun jagtet på grund af deres religion. Vi er oplagte mål, fordi mange af os er rige. Og vi er lette mål, for vi er få og er ikke bevæbnede. Pacifisme er en grundsten i mandæismen, siger Nazer Haidar.

Det, der sker for mandæerne nu, ligner det, der skete for jøderne i Europa i 1930erne og i Mellemøsten i 1950erne, mener Nazar Haidar.

Irak behandler os, som jøderne blev behandlet i 1950-52. De var gode mennesker, irakere, og nu er de helt væk i landet. Og de behandler os, som de gør med kristne. Der var halvanden million kristne her for et årti siden, nu er en tredjedel tilbage. Vores situation er 10 gange værre.

Han ryster på hovedet. Før krigen var der anslået 60-70.000 mandæere i i verden, de fleste i Irak. I dag er der cirka 5000 tilbage i landet.

Det er tæt på, vi forsvinder. Vi er væk om 20 år.

Væk fra Irak. Jødedommen overlevede i tusinder af år uden et hjemland, men det gør mandæisme måske ikke.

Når mandæere får asyl i lande som for eksempel Danmark, overlever folket, men religionen trues stadig.

Danmark er et godt sted, hvor man kan leve et roligt liv. Problemet er vejret, siger Nazer Haidar. Og ikke for sjov.

Den anden årsag til, at mandæismens eksistens trues, er geografi og klima i de lande, mandæerne får asyl. Mandæerne praktiserer deres ritualer udendørs og har brug for tilgang til floder for autentisk at efterleve traditionen.

De prøver at hjælpe os i Sverige, Danmark og USA. Men der er dårlig tilgang til levende vand, vejret er koldt, og sproget er et andet. Det liv, de tilbyder, er ikke vores liv, siger han.

Det ses hjemme hos Sam Jaber og Nara Marwan i Mjølnerparken på Nørrebro i København.

I deres lejlighed på anden sal står Nara Marwan og gør det, en mandæer egentlig burde gøre ved et flodafløb sammen med trosfæller, forklarer hun. I stedet må hun bruge håndvasken. Hun lader vandet løbe, tager vielsesringen af og begynder at messe en bøn. Så vasker hun i rituel rækkefølge hænder og arme, ansigt, knæ og fødder, tre gange hver. Det er en slags nadver, et renselsesritual, som mandæerne udfører.

Sådan gør vi nu. Vi kan jo ikke tage til Stockholm hver søndag og blive døbt, siger hun med henvisning til det samfund af mandæere, der er opstået der, med cirka 5000 medlemmer. Lige så mange, som der er tilbage i Irak.

Her i Danmark bor cirka 500 mandæere, men der er ingen mandæisk kirke kaldet manda eller skriftlærde på Sjælland til at lede deciderede gudstjenester. Derfor mødes mange herboende mandæere kun få gange om året. Undertiden er der massedåb i Gudenåen om sommeren, men som regel lejer de en svømmehal, selvom det ligger fjernt fra den måde, deres dåbsritualer har været dyrket om søndagen de sidste to tusinde år, forklarer Sam Jaber, der er aktiv i en mandæisk kulturforening.

Jeg savner det almindelige i at kunne gå i mandaen hver søndag, siger Nara Marwan, der ligesom sin mand er født og opvokset i Bagdad.

Og at kunne give vores traditioner videre til vores børn. Jeg vil lære dem, hvad jeg har lært, men det er svært.

Hvad skal vi gøre? Det spørgsmål stiller vi hele tiden os selv, fortsætter hendes mand.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER VIDEOEN

I et historisk perspektiv er det en ny situation for mandæerne at være spredt. Lige siden arabernes invasion af Mesopotamien for 1400 år siden har mandæernes overlevelsesstrategi været at samle sig i flok. At isolere sig.

Den strategi forsøger man stadig at holde sig til, hvorfor mandæerne i stort antal søger mod de samme lande, især Australien i disse år.

For at religionen kan overleve, er det nødvendigt, at man samler sig, forklarer Nazer Haidar tilbage i Irak.

Det skyldes den tredje årsag til, at mandæismen er udrydningstruet, som er iboende i religionens dogmatik: Man kan ikke blive mandæer, hvis man ikke er født mandæer. Samtidig kan en mandæer ikke gifte sig med en ikke-mandæer og stadig forblive mandæer. Derfor er det selvsagt strengt nødvendigt, at man er mange mandæere samlet, så unge har et udvalg af andre unge at gifte sig med.

Det er et problem. Men sådan er det nu altså bare, siger Nazer Haidar.

For første gang nogensinde diskuteres det gamle dogmes fortsatte gyldighed åbent blandt lærde og ledere i disse år. Samtidig med at stadig flere mandæere gifter sig med ikke-mandæere, i takt med at de er indtrådt i andre kulturer. Det gælder blandt andet medlemmer af Nazer Haidars egen familie.

Nazer Haidar i Irak har det tilfælles med Sam Jaber i Danmark, at han ikke betragter sig selv som særligt religiøs. Det at være mandæer er for dem en kulturel identitet, mere end det er en religiøs.

Og det er en generel tendens i mandæismen, vurderer flere eksperter. Fordi mandæerne ikke længere lever isoleret, er det blevet sværere at holde fast i de gamle forskrifter. Den fjerde årsag til mandæernes uddøen er simpelthen, at mandæismen trues af sekularisering.

Som professor i religion ved Bowdoin College i Maine Jorunn Buckley har påpeget, har mange mandæere på 40-50 år ikke meget begreb om deres egen religion. Mange ser på den med en slags nostalgisk stolthed. Og sekulariseringen har sat endnu dybere spor i de yngre generationer.

De færreste kan læse oldmandæisk, en variation af aramæisk, som mandæernes bønner og skrifter er formuleret på. Der findes utrolig mange bønner, og ritualerne er generelt indviklede og uforståelige for andre end præsterne.

Dem er der i dag 30 tilbage af på verdensplan.

Fremtidshåbet er, at mandæerne kan etablere et nyt samfund et andet sted i verden end i Irak. At de må få vores eget mini-Israel.

"Hvis vi kan samles igen, så er der håb, siger Nazer Haidar.

Derfor har 350 familier for nylig underskrevet et brev til FNs Flygtningehøjkommissariat, hvori de beder om et stykke land i Vesten, Jordan, Libanon eller Tyrkiet. FNs Flygtningehøjkommissariat har lovet at tage deres sag op med Unesco, men betoner i deres svar til mandæerne, at det, de beder om, historisk set sjældent gives. Og at der ikke er et land i verden, der tilbyder det lige nu.

Tilbage i Arbil, Nordirak, sidder Nazer Haidar med sit kort. Han skubber det til side og siger:

For ti år siden levede vi et stille liv i Irak. Saddam Hussein lod dig være, så længe du ikke brød hans regler. Han var forfærdelig, men han gjorde ikke forskel på nogen på grund af deres religion, sådan som mange gør i dag. Da amerikanerne kom i 2003, tænkte vi: Iraks problemer er slut. Irak bliver et paradis. Men mindre end et år senere blev det hele meget værre. Det er ikke Vestens skyld, men det begyndte med jeres invasion. I har et medansvar.

Sam Jaber og Nara Marwans navne er opdigtede. Af frygt for chikane fra naboer ønsker de anonymitet. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

FAKTA: DET TROR MANDÆERNE PÅ
Monoteisme. Én gud, kaldet Hali Rabi.

Evig konflikt mellem godt og ondt. Det gode er repræsenteret i lys og floders rindende vand, det onde i mørke og saltvand. Mandæerne tror, at de to typer vand findes blandet i alle levende væsener for at opnå en balance.

Et liv efter døden. For mandæerne er et menneske krop og sjæl, og sjælen er en del af det store liv, som sjælen vender tilbage til efter døden. For at komme i himlen Lysets verden må et menneske stå til regnskab for sine gerninger her på jord. Mange af mandæernes ritualer handler om at gøre sjælen rede og værdig til sin himmelfart og om at korte tiden i mandæernes svar på skærsilden, matarata, mest muligt.

Dåb. Gentagen dåb (Masbuta) er en essentiel del af mandæernes trosliv. Gennem dåben er det muligt at rense sine synder og opnå forbindelse til lysverdenen, allerede imens man er i denne verden.

Viden og erkendelse. Undervisning om religionen og universet er en måde at nå Gud på. Manda betyder kundskab på aramæisk, og heraf kommer ordet mandæer.

Fred. Mandæerne er pacifister og må under ingen omstændigheder ty til vold.

Faste. Der er vidtrækkende spiseregler forbundet med mandæismen, hvilket kaldes den livslange faste. Samtidig er der forskellige tider på året, hvor der fastes fra forskellige fødevarer i længere perioder.

Profeter. Mandæernes første profet og lærer er Adam, deres anden hans søn Seth (Shetel), derefter Noas søn Sam (kaldet Sem i Bibelen) og endelig Johannes Døberen, som i mandæismen går under navnet Yahya Yuhana. Jesus anses ikke for at være en sand profet.

Helligskrifter. Mandæerne har en omfattende mængde religiøs litteratur. De vigtigste mandæiske helligskrifter er Ginza, Johannes Døberens bog, bønnebogen Qolasta og præsteskabets Alf trisar shuiale Tusinde og tolv spørgsmål.

Kilde: The Mandean Society in America/mandaeanunion.org

FAKTA: Verdens mandæere
Der anslås at være færre end 70.000 mandæere i verden. Før 2003 boede der omkring 30.000 mandæere i Irak og omkring 15.000 i Iran. Nu er der henholdsvis 5000 og mellem 3000 og 5000 tilbage. Man regner med, at der er 500 i Danmark og flere tusinde i blandt andet Sverige, USA, Holland og Australien. Det mandæiske sprog har siden 2006 været på Unescos liste over uddøende modersmål.

FAKTA: Historie
Mandæerne har rødder tilbage til oldtiden. Den mandæiske religion opstod i Mesopotamien (det gamle Irak) og kan historisk spores tilbage til 200 år efter Kristus, hvor religionen givetvis er blevet formet som en døbersekt i et jødisk/kristent miljø. I mandæernes selvforståelse går religionen imidlertid endnu længere tilbage. De betragter deres religion som menneskehedens urreligion.

FAKTA: Gnosticisme og mandæisme
Mandæismen er den sidste overlevende gnostiske religion. Gnosis er græsk for erkendelse, og gnosticisme er en samlende betegnelse for en række filosofisk-religiøse systemer i den græsk-romerske verden, som gjorde sig gældende de første århundreder efter Kristi fødsel. Gnostikerne opfattede verden som skabt af en ond gud, der ved skabelsen bandt det åndelige i kroppen. Sjælen tilhører en åndelig verden, og erkendes det, kan man frelses og sættes fri. Gnosticismen blev kristendommens store konkurrent i oldtiden.

I mandæisme ses gnosticisme afspejlet i, at verdens anskues dualistisk. Lysets verden, nhura, og Mørkets verden, hshuka, eksisterer i konflikt med hinanden. Lysets verden regeres af Lysets Konge, kaldet Hali Rabi, som betyder liv. Fjendskabet mellem de to verdener, det gode og det onde, førte til skabelsen af denne jord, kaldet Tibil. Mørkets onde kræfter skabte det første menneske, Adam, men lysets kræfter gav ham en sjæl og fortalte ham om verdens hemmeligheder.

Af Adam og Eva kommer mandæerne. Deres sjæl er af Lysets verden, men de lever i mørket. Lysets væsener gav dem helligskiften Ginza, hvorigennem mennesker kan lære, hvordan sjælen kan frelses. Frelsen består af sjælens tilbagevenden til Lysets verden.

Kilder: Kristendom.dk, mandaeanunion.org, Gyldendals religionsleksikon med flere.

Nazer Haidar har i de seneste 10 år kæmpet for mandæernes forhold i Irak, mens flere og flere af hans trosfæller har forladt landet. Nu er også Nazer Haidar nået dertil, at han finder sig nødsaget til at forlade Irak. Han ønsker at flytte til USA, hvor den ene af hans to døtre bor. – Foto: Kim Schou.
På et kort over Mellemøsten viser Nazer Haidar, hvor hans folk har boet i to tusinde år, men nu flygter fra. -
Nazer Haidar viser mandæernes "bibel" frem, den såkaldte Ginza, som han har været med til at få oversat til arabisk.
I det nordlige Irak har en gruppe mandæere fået oprettet et kulturhus, hvor de kan mødes og dyrke deres ritualer. Da de ringen floder er i nærheden, har man indrettet et indedørs dåbskar, hvor vandet er rindende, som det ifølge traditionen skal være. -
Det lille telt på billedet bruges i forbindelse med bryllupper. Bruden sætter sig i teltet, indtil vielsesceremonien. -
Det mandæiske kulturhis udefra. -