Iraner: Jeg kan lide alt ved folkekirkens gudstjenester

Afshin Shabani tilhører den meget lille del af landets ikke-vestlige indvandrere, der har meldt sig ind i folkekirken. Han oplevede, at det til at begynde med var svært at få kontakt til kirken. I dag elsker han de klassiske højmesser

Folkekirken kunne med fordel hjælpe indvandrere til at lære det sprog, man bruger i en kirke, siger 22-årige Afshin Shabani, der er flygtet fra Iran. – Privatfoto.
Folkekirken kunne med fordel hjælpe indvandrere til at lære det sprog, man bruger i en kirke, siger 22-årige Afshin Shabani, der er flygtet fra Iran. – Privatfoto.

Statistisk set er Afshin Shabani en undtagelse, hvis man ikke ligefrem kan kalde ham et særsyn. Han er en af de mange indvandrere, der er kommet til Danmark fra et ikke-vestligt land, mere præcist Iran. Men i modsætning til langt hovedparten af landets ikke-vestlige indvandrere har den 22-årige Afshin Shabani valgt at blive medlem af folkekirken. Mere end 97 procent af de ikke-vestlige indvandrere er ikke medlem af folkekirken.

Kontakten til kirken skete i første omgang på hans eget initiativ og bundede i nysgerrighed.

”Hver dag tog jeg en bus fra asylcenteret ind til min skole, hvor vi kørte lige forbi kirken. Jeg tænkte, at det var da oplagt at tage derhen, når den nu lå så tæt på, og jeg havde god tid til at komme til gudstjeneste om søndagen,” siger han.

Afshin Shabani måtte flygte fra Iran til Danmark for små to et halvt år siden, efter han var konverteret fra islam til kristendommen. Derfor var det også naturligt for ham at opsøge en kirke, da han kom til Danmark og blev indkvarteret på et asylcenter i Tranum i Nordjylland.

Problemet var bare, at han på det tidspunkt ikke talte særlig godt dansk og derfor ikke vidste, hvordan han skulle komme i kontakt med sognekirken, der lå, lige hvor han boede.

I stedet blev han inviteret med i en frikirke et godt stykke væk fra asylcenteret, hvor en del andre iranere også kom. Men da det tog lang tid at komme hen til frikirken, og da der ikke altid var plads i bilen dertil, besluttede han sig for sammen med en iransk kammerat at gøre alvor af at komme i kontakt med den lokale sognekirke.

Det lykkedes dem efter lidt tid at finde en dansk-iraner, der kunne tage med i kirken og være tolk for dem. Her tog præsten godt imod dem, og blot en måned efter blev Afshin Shabani døbt i kirken. I dag har han fået opholdstilladelse i landet og er flyttet til Aalborg, hvor han igen er blevet en fast del af menigheden i den lokale sognekirke.

”I starten var det hele nyt for mig, for jeg havde ingen mulighed for at gå til gudstjeneste i Iran. Men jeg synes bare, at gudstjenesterne er fantastiske. Jeg kan lide alt ved dem,” siger han.

Folkekirkens højmesser er ellers nogle gange blevet kritiseret for mest at give mening for gammeldanskere og virke utilnærmelige for indvandrere. Men den kritik genkender Afshin ikke.

”Gudstjenesterne giver mig nogle følelser, jeg aldrig har oplevet før. Den bedste del er nadveren, hvor man knæler foran præsten og får brød og vin. Der bliver jeg mindet om, at jeg ikke er perfekt, men at Gud alligevel har tilgivet mig,” siger han.

Hvis det skal lykkes folkekirken at få flere indvandrere i menighederne, er det snarere fællesskabet end gudstjenesteformen, man skal koncentrere sig om, siger han.

”Når man kommer som indvandrer ind i en menighed og ikke kan sproget særlig godt, er det lidt vanskeligt at opleve sig selv som en del af kirken. Man kommer hurtigt til at føle sig som en fremmed. Derfor har man virkelig behov for, at menigheden snakker med en og husker at invitere en med til de forskellige arrangementer,” siger han.

I dag har Afshin Shabani formået at lære dansk så godt, at de færreste vil gætte, at han kun har boet i landet i knap to et halvt år. Men netop sprogudfordringerne er et andet område, folkekirken med fordel kan fokusere på, hvis den vil gøre sig relevant for indvandrere, mener han.

”Det er selvfølgelig først og fremmest kommunens opgave at give danskundervisningen. Men hos kommunen er fokus i undervisningen forståeligt nok på arbejdsmarkedet. I kristendommen og i kirken bruger man nogle helt andre ord, man ikke lærer hos kommunen. Det ville være rigtig godt, hvis nogle frivillige fra kirken kunne hjælpe en med sprogundervisningen, så man også lærer det sprog, man bruger i kirken,” siger han.