Prøv avisen

Iranere søger kristendommen i disse år

Ifølge organisationen Åbne Døre, der rapporterer om kristenforfølgelser overalt i verden, er Iran det ottende mest risikable sted at befinde sig som kristen. Vælger man trods faren at være aktiv i de syriske eller armenske kirker og i de såkaldte husmenigheder, kan det betyde arrestation eller vold, skriver Christian Birk. Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Danmark

Det er ikke ufarligt for iranere at opsøge det kristne budskab i Iran. Det hindrer dog ikke tusinder i at gøre det. Interessen for kristendommen bunder i tanken om et frit liv og i en modstand mod det strenge islamistiske styre, siger kendere

I sommer blev den iransk-amerikanske præst Saeed Abedine arresteret i Iran, og han sidder stadig fængslet, kendt skyldig i at etablere kristne menigheder i det islamiske land.

Det forhindrer dog ikke iranere i at mødes om kristendommen i stigende grad, lyder det fra eksperter og en interesseorganisation. Men møderne foregår i det skjulte. For i Iran, hvor 98 procent ifølge de officielle opgørelser er muslimer, kan det være forbundet med stor fare og frihedsberøvelse at konvertere til en anden tro end statsreligionen. Ifølge organisationen Åbne Døre, der rapporterer om kristenforfølgelser overalt i verden, er Iran det ottende mest risikable sted at befinde sig som kristen. Vælger man trods faren at være aktiv i de syriske eller armenske kirker og i de såkaldte husmenigheder, kan det som i Saaed Abedines tilfælde betyde arrestation eller vold.

LÆS OGSÅ: Iransk præst dødsdømt for at forlade Iran

Alligevel har hundredtusinder af iranere inden for de senere år valgt at forlade islam og i stedet bekendt sig til kristendommen, fortæller den britiske forfatter og mangeårige Iran-kender Mark Bradley. Igennem 30 år har han jævnligt besøgt Iran og undersøgt den kristne kirke-og missionshistorie i landet, og der er en tydelig tendens, fortæller han.

Der sker virkelig noget. De mest konservative analytikere taler om, at mere end 100.000 iranere har konverteret på tre år, så der i dag lever mere end 300.000 iranske kristne i landet.

Tilgangen til kristendommen er der flere forklaringer på, siger Mark Bradley, der selv er kirkeligt engageret.

Middelklassen er træt af at blive regeret af et middelalderligt regime. Så de forlader landet, men de holder kontakten til familien, og det gør en forskel. Det er netop igennem familiemæssige netværk, at den kristne kirke vokser sig større, fordi man bliver inspireret.

Der findes inden officielle opgørelser over, hvor stor andelen af kristne iranere er, men ifølge den internationale missionsorganisation Åbne Døre lever der omkring 450.000 kristne i Iran, hvoraf 370.000 er kristne med muslimsk baggrund.

Spørger man Mogens Mogensen, ekstern lektor i missionsteologi og ekspert i interreligiøse forhold, skyldes interessen for kristendommen i Iran, at mange forbinder kristendommen med livet i den frie verden.

Man knytter kristendommen til religionsfrihed og frihed i den vestlige verden i det hele taget. Og så har Iran et lang forhistorie som et vestligt orienteret styre. Indtil den iranske revolution var Iran en af de mest moderne stater i Mellemøsten, så man kender til livet udenfor, og derfor ser man også en væmmelse mod den form for islam, som præstestyret repræsenterer.

Helt tæt på er sogne- og indvandrerpræst Massoud Fouroozandeh. Han er født i Iran, har familie og venner i Iran og også kontakt med medlemmer af undergrundskirken i hjemlandet, der som regel mødes i små forsamlinger på 10-15 personer i private hjem. Massoud Fouroo-zandeh oplever en tydelig søgen efter det kristne budskab i Iran.

Jeg oplever markant vækkelse og en åbenhed omkring kristendommen, og jeg oplever det, som om det er kærlighedsbudskabet, der er i centrum. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med de politiske årsager og statsreligionen, men interessen for bibler og evangeliet stammer fra Jesu kærlighedsbudskab. Sådan oplever jeg det.

Man skal dog passe på ikke at overfortolke graden af det kristne indtog i Iran, påpeger Rasmus Christian Elling, Iran-ekspert og adjunkt på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Det er nemlig et betændt spørgsmål og nærmest umuligt at forske i, siger han.

Men særligt blandt de unge i den øvre middelklasse i Iran ser man en spirende interesse for andre religioner end islam og også andre udlægninger af islam, for eksempel sufisme. Interessen er dog ikke udelukkende rettet mod kristendom, men også mmod østlig filosofi, tantra yoga, new age og buddhisme, siger Rasmus Christian Elling og fortsætter:

Der er i højere grad tale om et form for religionssupermarked end en søgen mod en specifik religion. De unge oplever en religiøs identitetskrise, og der ses en stigende sekularisering. Det bekymrer magthaverne i Iran, der jo forsøger at indoktrinere befolkningen til at følge islam.