Prøv avisen
Troens øjeblik

En spansk præst gav Ali Aminali håbet tilbage

”Mange synes, at når jeg er brun og hedder Ali, skal jeg tro på noget bestemt. De er kritiske over, at jeg gerne vil døbe mit barn,” siger Ali Aminali, der er uafklaret omkring, hvor han hører til religiøst. – Privatfoto.

Da politiker og socialrådgiver Ali Aminali var i begyndelsen af tyverne, levede han en rodløs tilværelse som turistguide på Mallorca. Men så vendte en lavmælt samtale med en katolsk præst op og ned på hans liv

Lige siden jeg var lille, har jeg haft lange samtaler om tro. Som barn var det ofte med min mormor i Iran. Hun var en bærende faktor i mit liv dengang, for mens mine forældre var på arbejde, tog hun sig af mig. Så satte hun sig ned sammen med mig og fortalte om Gud, om tro og om værdier på en måde, jeg kunne forstå.

Selvom jeg var lille, kunne jeg godt fornemme, at hun var meget troende. Jeg så hende bede fem gange om dagen, hun bar tørklæde og udtrykte sine værdier. Hun købte et bedetæppe til mig. Jeg kan huske, at jeg legede med biler på tæppet, mens hun bad ved siden af. Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at de lange samtaler med min mormor prægede mig.

Da jeg var fem år, flyttede vi til Danmark, mens min mormor kom til Sverige. Men hver gang vi besøgte min mormor, var jeg tilbage til min tid i Iran. Vi satte os ned sammen, bare hende og jeg, og talte.

Jeg voksede op i Ålsgårde i Nordsjælland blandt etniske danskere og med etnisk dans-ke kammerater. Min far ville først ikke lade mig deltage i kristendomsundervisningen, men endelig gav han mig lov. Der fik jeg øjnene op for det kristne univers, og jeg begyndte at komme i den lokale kirke. Her fik jeg lange snakke med præsten, næsten som med min mormor i Iran. Jeg havde mange spørgsmål om tilgivelse, godhed og ondskab.

Jeg har altid haft en følelse af, at der var noget større, og dengang var jeg nysgerrig på alle former for religioner. Min far havde altid sagt, at hvis man virkelig vil vide noget, så skal man læse om det. Så jeg begyndte at læse i Bibelen og Koranen. Og på grund af min fascination af samuraier begyndte jeg også at læse om buddhisme.

Efter gymnasiet vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg ville være. Jeg havde måske lidt en identitetskrise. Først arbejdede jeg nogle år herhjemme, men endte så med at flygte fra det hele og tog til Mallorca for at arbejde som turistguide. Det blev en ret rodløs tilværelse med utallige fester og tømmermænd. Jeg havde det egentlig ikke ret godt, men tog alligevel imod tilbuddet om at blive teamleder og blive på Mallorca.

En søndag formiddag var jeg dybt nede efter endnu en weekend med fest og tømmermænd. Jeg tænkte: ”Hvad laver jeg her? Hvad er formålet med det hele?”. Så forlod jeg mit hotel og vandrede ud på gaden. Rundt om hjørnet lå en lille katolsk kirke. Jeg besluttede mig for at gå ind.

Kirken var musestille, og jeg satte mig ned på en af bænkene. Efter nogen tid kom en præst hen og satte sig ved siden af mig. Han kunne kun en lille smule engelsk, men vi begyndte at snakke, og jeg fortalte om min tvivl – min tvivl på mig selv og min fremtid, og hvad pointen med det hele var.

Han sagde, at hvis man var i tvivl, så skulle man starte med det enkle: Smil, vær åben, vær hjælpsom. Det behøver ikke være mere kompliceret.

Jeg husker tydeligt stilheden og den måde, han talte på. Det lyder måske som en kliché, men jeg kunne fysisk mærke, at presset på mine skuldre blev fjernet, og tågen omkring mig forsvandt. Jeg blev dybt berørt af det simple råd.

To dage efter mødte jeg en dansk pige dernede. Hun er i dag min kæreste og moderen til mine børn. Jeg takkede nej til forfremmelsen på Mallorca og rejste hjem.

Tilbage i Danmark huskede jeg på præstens råd om at starte fra bunden. Jeg tog et job som nattevagt i 7-Eleven. Her mødte jeg mange sære og ensomme mennesker. Jeg begyndte at snakke med dem og blev på en måde en del af deres liv. Én af dem var jeg med til at begrave. Senere uddannede jeg mig som socialrådgiver.

Men det var den samtale i kirken på Mallorca, der havde åbnet mig op og givet mig et håb, som jeg havde mistet. I dag har jeg stadig ikke fundet en bestemt tro. Men jeg er snart 40 og er mere og mere draget af tanken om at finde et spirituelt hjem.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg er mange gange blevet udfordret på min åbenhed over for tro. Det, der udfordrer mig, er andres forståelse af tro. Mange synes nemlig, at når jeg er brun og hedder Ali, skal jeg tro på noget bestemt. De er kritiske over, at jeg gerne vil døbe mit barn. Jeg synes, det er underligt, at andre føler ejerskab over min tro. Det gør det sværere for mig at holde mig åben. Men så holder jeg fast i, at hvad end jeg tror på, så er det mellem mig og Gud.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Et af de bedste åndelige råd, jeg har fået, var fra min lokale præst i Ålsgårde. Dengang var jeg meget videbegærlig og elskede historierne fra Bibelen. Men præsten sagde: ”Vær kritisk. Du skal ikke bare tage det ind. Du skal forholde dig til det og stille spørgsmål. Og hvis du så har svært ved at tro på det, du læser, så tænk: Er der en anden og større mening, der ligger bag?”. Det råd har jeg altid med mig.

Det, der udfordrer mig, er andres forståelse af tro. Mange synes nemlig, at når jeg er brun og hedder Ali, skal jeg tro på noget bestemt. De er kritiske over, at jeg gerne vil døbe mit barn

Ali Aminali