Hun har grædt tre gange, siden hun konverterede til islam. Første gang væltede tårerne ned ad kinderne på Emilie Gram-Hansen. Hun nærmest hulkede. Men gråden skyldtes ikke, at hun var ked af det. Tværtimod. Hun var lykkelig. Måske lykkeligere end nogensinde før. Det var den dag, hun som bare 17-årig sagde trosbekendelsen højt på en grøn veloursofa i en moské i Odense. Ved siden af sad hendes mor. Hun græd også. Ord efter ord gentog Emilie imamens arabiske ord - langsomt, men målbevidst trådte hun ind i en ny religion. I en ny verden.
- Før imamen kom ind, var jeg så nervøs. Der er jo ikke rigtig nogen vej tilbage, når man tager sådan en beslutning. På mange måder er det ligesom et bryllup, før bruden og brudgommen ser hinanden foran præsten. Lige før det sker, kommer man i tvivl. For det er jo resten af livet. Men da jeg så imamen, følte jeg en stor ro. Jeg vidste, at det er det rigtige for mig. Jeg blev overvældet af følelser. Jeg har aldrig holdt min mors hånd så hårdt. Og jeg har aldrig grædt så meget. Jeg hulkede og hulkede, siger Emilie, der snart fylder 19 år.
Hun var aldrig i tvivl om, at hun ikke bare ville konvertere hjemme i stuen foran et par vidner, ligesom mange teenagere gør. Det betød meget for hende, at hun konverterede officielt.
- Det skulle være helt rigtigt. Og ved at gøre det i moskéen bliver man nemmere en del af det muslimske netværk, siger Emilie og breder et rødt og grønt bedetæppe ud i stuen.
Hun sørger for at vende det, så hun har hovedet mod Mekka, når hun knæler på tæppet. Hun fik det lille bedetæppe i en kurv - en startpakke - den dag hun konverterede for halvandet år siden. Der var også lidt chokolade i kurven, en koran, bøger om islam og et kompas, så hun altid kan finde den retning, hun skal vende, når hun beder fem gange dagligt.
Men hun har ikke brug for et kompas for at vise, i hvilken retning hendes liv skal gå. Selvom hun stadig er teenager og går i 2.g, virker hun sikker på, at islam er den religion, hun vil lade sit liv forme ud fra. Det på trods af at hun er vokset op i Sanderum lidt uden for Odense med sin mor, far og to brødre, der alle er døbt og konfirmeret - en familie som hun selv beskriver som kulturkristen. Emilie Gram-Hansen er også konfirmeret. Men paradoksalt nok var det faktisk ved sin konfirmation, at hun valgte kristendommen fra og langsomt begyndte at vælge islam til.
For hun syntes, kristendommen var for kompliceret - det var for komplekst, at man skal tro på treenigheden, Jesus, Helligånden og Gud, for at man kan tro på Gud. Og hele idéen om, at vi mennesker er født syndige, var heller ikke en tanke, hun brød sig om. Men hvad skulle hun så? Hun vidste, at hun havde brug for at tro på noget større - noget guddommeligt. Lige siden hun var helt lille, da hun gik i tredje og fjerde klasse, bad hun fadervor i det skjulte om aftenen, inden hun skulle i seng. Hun sagde ikke noget om det til sine forældre eller veninder. Men hun havde brug for det - for hun havde det ikke altid så godt henne i skolen. Hun blev aldrig mobbet, men hun var tit den pige i klassen, der fik tildelt en lederrolle. Så det var ikke unormalt, at de andre forældre klagede til hendes lærer. Og det var heller ikke unormalt, at hun gik rundt med en knugende fornemmelse i maven og var ked af det.
- Jeg var lidt flov over, at jeg bad, og derfor fortalte jeg ikke om det. Jeg bad fadervor, fordi jeg følte afmagt. Det gav mig en tryghed at vide, at der var en højere magt, som forstod mig, når jeg var ked af det, fortæller Emilie.
I niende klasse begyndte hun at besvime i skolen og kom derfor igennem en masse undersøgelser på sygehuset. Lægerne vidste ikke, hvad hun fejlede - måske noget stress eller angst, lød forklaringen. Emilie tror selv, det hang sammen med, at hun ikke havde det så godt i skolen.
Selvom hun ikke følte sig hjemme i kristendommen, valgte hun alligevel at gennemføre konfirmationen - nok mest på grund af festen, gaverne og familietraditionen, erkender Emilie. Men hun begyndte hurtigt at læse om andre religioner. Og som hun selv siger, har hun altid været meget kritisk - så det var ikke enhver religion, der kunne udfylde det tomrum, hun havde inde i sig. I jødedommen var der for mange regler, hinduismen og buddhismen var for abstrakte. Hun holdt sin søgen efter den rigtige religion for sig selv. Dog havde hun en kurdisk og en palæstinensisk veninde, som fortalte meget om islam og gav hende bøger om islam. Selvom hun fandt islam mere og mere tiltrækkende, fortalte hun ikke sine forældre, at hun var tiltrukket af den og havde planer om at konvertere. Hun troede egentlig også først, at det ville ske, når hun var midt i 20'erne. Men så lang tid gik der ikke.
Hun begyndte i en klasse på gymnasiet Mulernes Legatskole i Vollsmose, hvor hun igen fik det svært.
Hun blev overset og frosset ud af de andre piger, nok på grund af hendes stærke interesse for islam, og fordi det der med alkohol og fester ikke rigtig sagde hende så meget. De andre undgik hende, ville ikke sidde ved siden af hende. Hun havde det ikke godt. Samtidig mistede hun på kort tid sin farfar og mormor.
Men da hun fik mulighed for at skifte klasse, lysnede alt. I klassen gik der muslimer, en jøde og en buddhist.
- Jeg faldt i hak med de andre. Og visheden om, at jeg ikke fejlede noget alvorligt alligevel, gjorde, at jeg tænkte "Gud, hvor er livet dejligt". Derfor kunne jeg også mærke, at det var en god idé at konvertere nu, hvor jeg havde det godt. For jeg vidste godt, at det ville blive svært med alle de fordomme, der er om unge piger med tørklæde. Og på det tidspunkt havde jeg både opbakning fra mine venner og mine forældre, siger Emilie, der lige har afsluttet sine eksamener med en stribe 12-taller og et enkelt 10-tal.
Hendes forældre havde godt lagt mærke til, at deres datter fik muslimske veninder, læste bøger om islam og var begyndt at interessere sig meget for religionen. Men ifølge Emilie har deres eneste krav været, at hun kun konverterede for sin egen skyld og vidste, hvad hun gik ind til. Ellers har de bakket hende op. Men hun har mistet flere nære veninder.
Det har heller ikke altid været let at være pigen med den lyse hud, de blå øjne og det løsthængende lange hår, der pludselig blev muslim. Det mærkede hun for alvor en dag, efter at hun havde fået fri fra gymnasiet. Det var anden gang, hun græd. Hun stod ved sin fars sorte folkevogn, som hun altid kører i til og fra gymnasiet.
- Da jeg kom hen til bilen, så jeg, at nogen havde skrevet "landsforræder" i støvet på fordøren. Det var hårdt. Det gjorde ondt på mig at vide, at det nok var en fra gymnasiet. Nogen havde jo set mig komme i bilen. Jeg græd og græd, for jeg følte, at jeg mistede min identitet som Emilie og bare blev hende konvertitten. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort, der var så forfærdeligt. Nu havde jeg endelig fundet noget, der gjorde mig lykkelig. Og så skulle nogen alligevel forsøge at fjerne lykken fra mig. Jeg forstod det ikke.
Hun forstår heller ikke, hvorfor det altid er det samme negative billede af muslimer, der tegnes i offentligheden. Gang på gang afviser hun islam som værende diskriminerende over for kvinder. Og når hun skal svare på, hvorfor kvinder bliver pisket i Saudi-Arabien, fordi de er blevet voldtaget, eller må leve i skjul for deres familie i Danmark af frygt for deres liv, fordi de har en dansk kæreste, er svaret det samme: Det skyldes den ældre generations kultur, ikke islam.
- Jeg bliver også vred, når jeg hører de historier. Det er skandaløst. Men jeg skal ikke stå til ansvar for, hvad de gør. Når vi hører historier om Evangelist eller Jehovas Vidner, så ved vi godt, at ikke alle kristne er sådan. På samme måde er der forskel på muslimer. Heldigvis tror jeg, at efterkommerne er begyndt at bruge en mere ren form for islam. Det er forældre og bedsteforældre, som nogle gange holder fast i kulturelle normer, der kan være kvindeundertrykkende, siger Emilie, der stadig bor hos sin mor og far.
Hun retter lidt på det sorte tørklæde. Langs hårkanten under tørklædet kan man ane en bordeauxrød blonde fra et andet tørklæde. Det var først et år efter, at hun konverterede, at hun begyndte at gå med tørklæde. For hun ville gerne være sikker på, hvilke krav og forventninger til kvindens opførsel, der ligger i at gå med det. En bunke tørklæder i alle regnbuens farver i hendes værelse vidner om, at der er en hel del forfængelighed forbundet med tørklædet. Og de to føntørrere og glattejernet på sminkebordet afslører også, at det ikke er ligegyldigt, hvordan håret under tørklædet ser ud.
- Når jeg kommer hjem, smider jeg med det samme tørklædet. Min far, mor og veninderne må godt se mit hår. Jeg synes, der er noget rigtig fint ved, at det ellers kun er min fremtidige prins, der må se, hvordan jeg ser ud bag tørklædet, siger Emilie, der nogle gange fester med sine muslimske veninder, hvor tørklædet ryger, de lægger makeup, sætter hår og danser.
Hun har dog også været udsat for ubehagelige oplevelser, efter at hun for et halvt år siden gemte håret væk bag tørklædet. Sidst det skete, var inde i Odense til en slags festival, hvor nogle piger dansede på en scene. Det var tredje gang, hun græd.
- En gruppe mænd stod og råbte efter mig, at jeg da bare kunne danse med. Det krævede bare, at jeg "tog den sæk af hovedet", sagde de.
De ubehagelige oplevelser har dog ikke fået hende til at tvivle på, om det var rigtigt at konvertere. Hun er glad for, at hendes liv nu har mere faste rammer for, hvad man må gøre. At hun ikke må drikke, og at hun ikke må være seksuelt sammen med mænd, før hun er gift. Og hun føler, hun er blevet et bedre menneske. Hendes far, der arbejder som overlæge på Odense Universitetshospital, og hendes mor, der er familiebehandler, oplever hende dog som den samme gode datter, de altid har haft.
- Før jeg konverterede, var jeg så egocentreret. Men islam har gjort mig til et bedre menneske. Jeg har fået en ro og harmoni, siger pigen med de blå øjne og pakker bedetæppet sammen.