Islamdebatten er dampet af

Det går godt med dialogen mellem muslimer og kristne. Det er den østlige, spirituelle strømning, der udfordrer folkekirken

Muslimerne på konferencen kunne glæde sig over, at hovedparten af debattørerne mente, at islamdebatten har nået et fornuftig leje. Med hvidt tørklæde er det jurist og forfatter Safia Aoude og med gråt tørklæde ekstern lektor på Center for Mellemøststudier Saliha Marie Fetteh. Yderst til højre Peter Götz, der leder Det Danske Missionsforbund. – Alle fotos: Jens Astrup/Scanpix.
Muslimerne på konferencen kunne glæde sig over, at hovedparten af debattørerne mente, at islamdebatten har nået et fornuftig leje. Med hvidt tørklæde er det jurist og forfatter Safia Aoude og med gråt tørklæde ekstern lektor på Center for Mellemøststudier Saliha Marie Fetteh. Yderst til højre Peter Götz, der leder Det Danske Missionsforbund. – Alle fotos: Jens Astrup/Scanpix. Foto: Jens Astrup Denmark.

Islam har på 10 år mistet terræn som det mest debatterede emne blandt befolkningen i Danmark.

I dag er det sådan, at under den offentlige, hysteriske diskussion er der lokalt en helt anden situation. I det lokale civilsamfund, i kirkerne og andre steder i det offentlige rum lever man fornuftigt sammen i det daglige, sagde Jørgen S. Nielsen, professor i europæisk islamisk tænkning. Han gjorde status efter 10 år med den officielle folkekirkelige religionsdialog Folkekirke og Religionsmøde.

LÆS OGSÅ: Kirkeminister ønsker også at ændre andre trossamfunds forhold

I lørdags fyldtes Landstingssalen i Folketinget med næsten 150 debatlystne og fremtrædende kirkefolk og muslimer. Det var Folkekirke og Religionsmøde, der fejrede 10-året. I dagens anledning havde alle deltagerne navneskilte på med navnet Karen Johanne Klint, da Karen Klint (S) som formand for Folketingets Kirkeudvalg var medarrangør.

Derfor vidste alle og ingen, hvem hinanden var.

Et andet socialdemokratisk omvendt fodaftryk var, at ingen oplæg måtte vare mere end 12 minutter en reference til, at der i Socialdemokraternes valgoplæg stod, at alle skulle arbejde 12 ugentlige minutter længere.

Der var ikke megen uenighed at spore om Jørgen S. Nielsens oplæg om status for islam i dag. Det går meget bedre, og langt flere er blevet bevidste om både egen tro, og hvad islam er for en religion.

Men en politisk ukorrekt engel fløj tavst gennem salen, da Hanne Kjærulff, formand for menighedsrådenes distriktsforening i Sokkelund Herred, i spørgetiden efter første runde om religionsdialogens status sagde, at hun var glad for at bo i Danmark.

Hvorfor siger I, at vi skal give køb på vores værdier? Hvis andre flytter til vores land, så må det vel være, fordi de deler de værdier? Og jeg vil gerne have svar fra muslimerne i salen, om de vil noget andet.

Jørgen S. Nielsen samlede handsken op, og sagde, at det er godt dokumenteret, at mange muslimer går ind for demokrati og frihedsrettigheder:

Men man skal passe på med udtrykket vores land. For mange indvandrere har været her i 50 år, og både de og mange flygtninge har fået dansk statsborgerskab. Så det er også deres land.

Mustafa Gezen, der læser religionshistorie og er talsmand for Muslimernes Fællesråd, tilføjede, at ingen i hans organisation havde intentioner om at rokke ved danske værdier.

Jeg blev ked af det, da jeg hørte, at en skole havde fjernet vers fra Et barn er født i Betlehem. Den slags er der ingen grund til.

I sit senere oplæg tog Mustafa Gezen også et opgør med multikulturalismen.

Det splitter samfundet, hvis alle skal leve efter egne regler. Det er det interkulturelle, der skal satses på for at holde samfundet sammen. Og i fællesrådet er vi enige om, at vi er menneske først og kristen så.

Hvilket fik leder af Grundtvig-Akademiet Birgitte Stoklund Larsen til at udbryde, at det da var herligt, at også muslimerne var blevet grundtvigske.

Men hvis folkekirken skal lede efter en udfordrer, er det ikke islam, den skal være opmærksom på, selvom der er konverteringer mellem de to trossamfund. Det er nyspiritualitet.

Det ved folkene bag Folkekirke og Religionsmøde godt, da de har foretaget en såkaldt lytterunde i det miljø.

Og det fremgik også af oplæggene fra lektor i religionsvidenskab Marianne Qvortrup Fibiger og redaktør af Nyt Aspekt Steen Landsy.

Der er en tradition, som forbindes positivt med navne som Ghandi, Dalai Lama og Buddha og ord som karma, yoga og mindfulness. Gå ind på en hvilken som helst helsemesse, og det vrimler med bekymringssten, Buddha-figurer og løfter om at finde indre fred, sagde Marianne Qvortrup Fibiger.

Hun nævnte også, at Jyllands-Posten har bragt reklamer, hvor Buddha og Ghandi optrådte som blikfang. Og en ny folkevogn sælges som genfødt. Øl sælges med stærk smag og god karma.

Ifølge Marianne Qvortrup Fibiger lever vi i det 21. århundrede med en spirituel revolution.

Vi er gået fra en religiøs institution til et individuelt, spirituelt liv. Der er mange input, men der er ingen tvivl om, at den østlige filosofi sælger godt. Det bliver et individuelt åndehul i hverdagen. Og samfundet er ikke gået upåvirket hen af den østlige inspiration.

Menneskesynet er påvirket på den måde, at man har et individuelt billede af Gud inde i sig selv, og at man selv er blevet herre over sit personlige selv. Det er nye idealer, der udfordrer de gamle, sagde Marianne Qvortrup Fibiger.

Også management-kulturen er påvirket, blandt andet af mindfulness-kurser, der også henter inspiration i Østen.

Steen Landsy, der har været folkekirkemedlem i mange år, sagde, at mange af dem, som læser de blade, han udgiver, eller deltager i de kurser, han udbyder, er folkekirkemedlemmer.

Og de vil gerne have udvidet vedtægterne for medlemskab med karma og spiritualitet, siger han.

Det får de ikke, konstaterede han. Selvom man kan argumentere for, at den protestantiske folkekirke i de senere år har fået langt mere spiritualitet inkluderet for eksempel kristen meditation, retræter, pilgrimsvandringer og lysglober.

Vi står med vores egne evner og smitter. Og det er også mission, sagde Steen Landsby.

Og dr.theol. Viggo Mortensen annekterede begejstret den nye definition af mission.

At kristendom smitter!

benteclausen@k.dk

Høring om Religionsmøde i Danmark i Landstingssalen på Christiansborg.
Høring om Religionsmøde i Danmark i Landstingssalen på Christiansborg. Foto: Jens Astrup Denmark
Høring om Religionsmøde i Danmark i Landstingssalen på Christiansborg.
Høring om Religionsmøde i Danmark i Landstingssalen på Christiansborg. Foto: Jens Astrup Denmark
Høring om Religionsmøde i Danmark i Landstingssalen på Christiansborg.
Høring om Religionsmøde i Danmark i Landstingssalen på Christiansborg. Foto: Jens Astrup Denmark