Islamforsker: Taleban dræber ud fra Koranens ord

Talebans handlinger i Pakistan giver mening ud fra sin egen logik, siger ekspert

Soldaterne der ifølge Taleban angreb en pakistansk skole denne uge.
Soldaterne der ifølge Taleban angreb en pakistansk skole denne uge. . Foto: Reuters.

Den internationale kritik er haglet ned over Taleban i Pakistan, efter at terrorbevægelsen i forgårs skød og myrdede 141 mennesker, herunder 132 børn, på en skole i den nordvestlige del af landet. Men har handlingen noget med islam at gøre? Ikke for Avais Malik, som er ledende imam i Pakistan Islamic Welfare Society, en pakistansk moské i Odense:

”Jeg vil gerne understrege, at det, som Taleban har gjort, ikke har noget som helst med islam at gøre. Det er udelukkende misbrug af islams navn. I mine øjne er Taleban ikke muslimer, for islam tillader ikke drab på uskyldige mennesker.”

Men Talebans handlinger er ikke grebet ud af det blå, de har afsæt i Koranens tale om hellig krig, vurderer professor i koran- og islamstudier ved Københavns Universitet Thomas Jøhnk Hoffmann:

”Man må hele tiden gøre sig klart, at Taleban ikke handler irrationelt. Det er givetvis dumt, men deres handlinger giver mening ud fra en særlig brutal form for logik, som til dels har hjemmel i Koranen,” siger han og tilføjer, at mange af Koranens vers om jihad, hellig krig, ofte er funderet på at føre krig som gengældelse, for eksempel i Koranens sura 5:33, hvor der står, at ”gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet”.

Men de islamiske tekster taler klart imod drab på andre muslimer og drab på børn, påpeger han.

”På den ene side ser vi i Koranen, at drab på vantro kan legitimeres, men på den anden side er der også en klar fordømmelse i Koranen af drab på muslimer, for eksempel, at ' ingen troende må dræbe en troende', hvor 'troende' er blevet fortolket som 'muslim'.