Trossamfund: Vi forsøgte med dialog

Ved gårsdagens fredagsbøn valgte Islamisk Trossamfund bevidst at fortie den aktuelle kritik af deres erstatningskrav mod medier, debattører og politikere

Islamisk Trossamfund har oplevet modvind i medierne efter at have udsendt erstatningskrav og trusler om sagsanlæg mod flere danske politikere, debattører og Radio24syv for deres kritik af den britiske imam Haitham al-Haddad, der blandt andet talte for Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling sidste år.
Islamisk Trossamfund har oplevet modvind i medierne efter at have udsendt erstatningskrav og trusler om sagsanlæg mod flere danske politikere, debattører og Radio24syv for deres kritik af den britiske imam Haitham al-Haddad, der blandt andet talte for Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling sidste år. Foto: Thomas Lekfeldt.

Taknemmelighed var temaet, da flere hundrede muslimer og nogle gymnasieklasser i går var samlet til fredagsbøn i Islamisk Trossamfunds moské i København.

I kvindernes fyldte lokale blev der undervejs nikket og hvisket anerkendende om imamens budskab om, at man som troende muslim udviser taknemmelighed, hvis noget er godt, og tålmodighed, hvis man bliver ramt af noget dårligt.

Tager man den seneste uges kritik af det muslimske samfund i betragtning, så havde tålmodighed måske været et mere aktuelt tema for fredagens bøn. Islamisk Trossamfund har nemlig oplevet modvind i medierne efter at have udsendt erstatningskrav og trusler om sagsanlæg mod flere danske politikere, debattører og Radio24syv for deres kritik af den britiske imam Haitham al-Haddad, der blandt andet talte for Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling sidste år.

Ifølge Islamisk Trossamfund har kritikerne præsenteret usande påstande om imamens holdninger til blandt andet stening, jøder og homoseksualitet.

At sagen ikke blev nævnt under fredagsbønnen, hvor man ellers ofte tager aktuelle politiske emner op, var et bevidst valg, siger talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah efter bønnen.

”Vi har ingen interesse i, at sagen skal eskalere og blive for bombastisk, som vi ser det i medierne. Som trossamfund vil vi gerne kunne leve i fred og fordragelighed, og vi oplever ikke, at sagen interesserer vores medlemmer.”

Kunne I have håndteret sagen anderledes?

”Vi har forsøgt os med dialog og breve til kritikerne, men er ikke blevet hørt. Derfor har vi taget det mildeste alternativ i brug, nemlig en forligsskrivelse. For os handler det slet ikke om pengene, men derimod om at få gang i en saglig og sandfærdig debat. Lige nu er debatten skinger, og vi bliver ramt af beskyldninger, som vi ikke synes er rigtige, og som vi som trossamfund heller ikke bør stå på mål for.”

Nogle medier og debattører har allerede meldt ud, at de har dokumentation for deres kritik af den britiske imam, men for Imran Shah er det principielle ikke at forsvare imamen, men at kritikken af trossamfundet har været baseret på et falsk grundlag, siger han.

Blandt deltagerne til fredagens bøn var der heller ikke stor interesse for den aktuelle kritik af trossamfundet. Den 26-årige Jamal havde ikke hørt om kritikken, men han fandt generelt dækningen af trossamfundet i medierne for negativ til, at han ville følge med.

”Det er ikke fordi, medier er en ond ting, men nogle gange bliver det som en børnehave, hvor alle snakker i munden på hinanden, og ingen lytter. Frem for at diskutere, hvorvidt der er eller ikke er sagt noget kontroversielt af en imam, vil jeg hellere fokusere på at holde min egen tro stærk og positiv.”