Læser man i Det Nye Testamente, vil der tit og ofte blive henvist til Israel af både Jesus og apostlen Paulus. I hvert fald, hvis man læser den traditionelle bibeloversættelse. Læser man den nye oversættelse, der udkom i sidste måned under navnet ”Bibelen 2020”, vil man få sværere ved at finde eksempler på ordet ”Israel” i Det Nye Testamente.
Her har man nemlig bortset fra i et enkelt tilfælde helt udeladt ordet ”Israel” eller omskrevet det. I stedet bruger man formuleringer som ”det jødiske folk”, ”jøderne” og ”mit folk i Nordriget og Sydriget”.
Det er problematisk, mener Kristoffer Garne, for det er en omskrivning og ikke en oversættelse. Han er præst i Kjellerup og Omegns Valgmenighed i Midtjylland og kalder det påfaldende, at man har undgået lige netop det ord.
”Der er en stærkere billedrigdom i ordet ’Israel’, så der går helt klar noget tabt her. Det ligner lidt et mærkeligt knæfald for en meget betændt politisk debat. Man har ønsket ikke at tage stilling til Israel-Palæstina-konflikten og taget ordet ud af den grund. Men så har man alligevel gjort det ved ikke at nævne det,” siger han.
Egentlig blev valget om at undgå ordet Israel allerede taget forud for udgivelsen af Den Nye Aftale i 2007, der er titlen på Det Nye Testamente på nudansk. Denne udgivelse blev revideret i år og indgår som en del af ”Bibelen 2020”. Her har man fastholdt praksissen med at omskrive ordet Israel i Det Nye Testamente, selvom man i Det Gamle Testamente ikke gør det. Det virker underligt, mener Kristoffer Garne.
”Det, synes jeg, er uambitiøst, for man må jo være konsekvent. Hvis denne oversættelse engang skulle blive standardoversættelsen, virker det jo helt skørt, at Israel bliver nævnt op og ned i Det Gamle Testamente, men kun én gang i Det Nye Testamente. Det giver en skævhed, hvis man vil læse hele Bibelen,” siger han og tilføjer, at han dog også har fundet eksempler på, at Israel er blevet udeladt i Det Gamle Testamente i ”Bibelen 2020”.
Teologen Bodil Skjøtt, der i mange år var generalsekretær i Israelsmissionen, ærgrer sig også over, at ordet Israel de fleste steder i Det Nye Testamente er blevet udeladt eller omskrevet. Hun bebrejder dog ikke oversætterne.
”Det er virkelig en skam, at kendskabet til Bibelen og dens historie er så begrænset, at man ikke kan skrive ’Israel’, uden at de fleste mennesker i dag kun kan forbinde det med staten Israel. Man kan desværre ikke forudsætte, at mennesker ved, at der henvises til mere og andet end den politiske størrelse, som den moderne stat Israel er, når Bibelen bruger ordet Israel. Det må vi tage på os som en udfordring,” siger hun.
Den tidligere generalsekretær tilføjer, at når Det Nye Testamente nævner Israel, er det oftest med henvisning til det folk, som ifølge Det Gamle Testamente er Guds udvalgte, altså det jødiske folk. Derfor er det forståeligt og ikke problematisk, at oversætterne har brugt det ord som erstatning for ordet ”Israel”, hvor det er tilfældet, mener hun.
”Når jeg og mange andre tror, at Israel stadig har en vigtig rolle i Guds frelsesplan, tænker vi ikke først og fremmest på staten Israel, men på folket Israel, deriblandt også jøder i hele verden. Når andre finder det meget vigtigt, at der står ’Israel’ og ikke kun omskrivninger som jøderne, hænger det måske også sammen med en bestemt forståelse af staten Israel som afgørende i Guds frelsesplan.”
Ligesom Bodil Skjøtt mener tidligere overrabbiner Bent Melchior, at oversættelsen i dette tilfælde er fin.
”På Jesu tid hed området ikke Israel, men Judæa. Når vi bliver kaldt jøder i dag, er det fordi, vi kommer fra Judæa og ikke fra Israel. Så på det punkt vil jeg sige, at det kan være en god korrektion, for der er ikke tale om en geografisk betegnelse, når Israel nævnes i Bibelen,” siger Bent Melchior, der selv har oversat De Fem Mosebøger til dansk.
Mere skeptisk er den forhenværende provst og adjungeret professor emeritus i kirkehistorie Peter Balslev-Clausen. Han kalder det en falliterklæring, at Bibelselskabet har følt sig nødsaget til at finde andre ord for ordet ”Israel” i nyoversættelsen af Det Nye Testamente.
”Når apostlen Paulus nævner Israel i sine breve, tænker han ikke på det, vi religionshistorisk kender som det jødiske folk. Han tænker på patriarkerne i form af Abraham, Isak og ikke mindst Jakob, der fik navnet Israel. Dermed går der altså noget tabt, når ’Israels hus’ i Hebræerbrevet nu er omskrevet til ’mit folk i Nordriget og Sydriget’,” siger han og fortsætter:
”Når Paulus skriver Israel, må man tage ham på ordet. Ellers går betydningen tabt. Jeg synes, at Bibelskabet er gået alt for langt her og andre steder med at oversætte bibelske kernebegreber, fordi de fejlagtigt mener, at de er svære at forstå for almindelige mennesker.”
Bibelselskabets generalsekretær Birgitte Stoklund siger, at udeladelsen af ordet ”Israel” udelukkende handler om at gøre teksten lettere at forstå.
”Det har intet at gøre med Israel-Palæstina-konflikten, og der står jo stadig Israel eller israelitter flere tusind gange i Det Gamle Testamente. Det er alene ud fra et kommunikativt hensyn til de mennesker, som ikke har forudsætninger for at kunne afkode, at Israel ikke er et geografisk område på Det Nye Testamentes tid, men et folk. Det kræver jo en forholdsvis stor viden at kunne åbne en bibel og forstå, hvad det betyder, når der bliver henvist til Israels hus og Israels folk. Formålet har været at skabe mindre forvirring hos den ukyndige læser,” siger hun.