Israel lukker Gravkirkens konto

Den historiske kirkes præster kan ikke længere betale lønninger

Ortodokse kristne fejrer lysgudstjeneste i Gravkirken, som ligger, hvor Jesus ifølge traditionen blev korsfæstet. –
Ortodokse kristne fejrer lysgudstjeneste i Gravkirken, som ligger, hvor Jesus ifølge traditionen blev korsfæstet. –. Foto: Elias NirReuters.

Gravkirken i Jerusalem har fået lang snor. Under normale forhold skrider de israelske vandmyndigheder Gihon ind og lukker for vandet, hvis husstande overskrider betalingsfristen med en måned eller to. I Gravkirkens tilfælde er der gået 13 år, hvor kirken ikke har betalt for brug af vand.

Der har angiveligt været en uofficiel aftale mellem byens borgmesterkontor og Gravkirken. Men for to uger siden spærrede de israelske myndigheder for kirkens bankkonto og sagde, at kirken skylder omkring 15 millioner kroner for brug af vand de seneste 13 år.

Det kommer som en total overraskelse for kirkens forskellige menigheder, der pludselig har fået akutte problemer med at betale lønninger og andre regninger.

LÆS OGSÅ: Kolossal vandregning kan lukke Gravkirken i Jerusalem

Ifølge Isadoros Fakitsas, der leder den græsk-ortodokse del af Gravkirken, er der tale om en misforståelse. Fakitsas siger til den israelske avis Yedioth Aharonot, at kirkens ledere var nået til en aftale med de israelske myndigheder om, at gælden for de seneste 13 år vil blive annulleret, hvis kirken i fremtiden vil betale vandregning hver måned. Denne aftale blev ifølge Fakitsas accepteret af begge parter. Og derfor kommer det nu som en overraskelse, at der pludselig bliver spærret for kirkens bankkonto.

Kirken, der ligger i den gamle bydel i Jerusalem, har store udgifter og kan ikke umiddelbart betale det høje beløb. I forvejen betaler kirken ifølge talsmand Issa Musleh legater til 500 præster og munke, 2000 præster og omkring 30 kristne skoler i de palæstinensiske områder og i Jordan.

De israelske vandmyndigheder vil i øjeblikket ikke kommentere sagen. Israels Turistministerium har udsendt en udtalelse, hvori man siger, at sagen er mellem kirken og Jerusalems Kommune. Men Turistministeriet vil nu forsøge at mægle i sagen, fordi kirken er en turistattraktion for mange hundredtusinde pilgrimme hvert år.