I en sen nattetime bliver en mand overfaldet nær floden Jabbok ved Jordan. Efter at have kæmpet til den lyse morgen, vinder han kampen, og som belønning giver den fremmede ham ikke bare sin velsignelse, men også et nyt navn.
”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret,” lyder det fra den besejrede i Det Gamle Testamente.
Dette er første gang, man finder ordet Israel nævnt i Bibelen. Herfra udviklede navnet sig fra at betegne en slægt til at have flere forskellige betydninger for først jøder og senere også kristne. Måske lidt for mange endda. I hvert fald er ordet stort set udeladt i teksterne fra den oversættelse af Det Nye Testamente, som man finder i Bibelen 2020, der udkom dette forår. I stedet er det erstattet af blandt andet ”jøderne” og ”det jødiske folk” for dermed at undgå misforståelser, eller at moderne mennesker kommer til at tænke på den nuværende stat Israel.
Dette har de seneste dage skabt debat, hvilket ikke overrasker Morten Hørning Jensen, der er lektor på Menighedsfakultet i Aarhus. For ændringen betyder ikke kun, at man bevæger sig langt væk fra den oprindelige tekst på græsk og hebraisk. Man rører også ved kristendommens rødder.
”Ordet Israel er ikke en sidenotits i Det Nye Testamente, men har stor betydning for forholdet mellem de to testamenter. Det er det ord, der gør, at den jødiske bibel og Det Nye Testamente står i samtale med hinanden. Så det er ikke nogen lille ting at nedtone brugen af ordet,” siger han.
Skal man blive klogere på Israels betydninger og oprindelse, skal man begynde med at slå op i Første Mosebogs 32. kapitel. Her finder man den førnævnte historie om kampen mellem patriarken Jakob og Gud.
”Ordet Israel betyder ’ham, der har kæmpet med Gud’ og er et hædersnavn, Jakob får. Han bliver dermed også Israels stamfar i den bibelske tradition, og han får 12 sønner, som bliver til Israels 12 stammer,” siger Morten Hørning Jensen.
I Det Gamle Testamente bliver Israel dermed til betegnelsen for en særlig slægt, hvis folk er udvalgt til at bo i et land, Gud skænker dem. Flere af stammerne bosatte sig i den vestlige del af den moderne stat Jordan, men med tiden blev de splittet i to riger, siger Morten Hørning Jensen.
”De ti nordlige stammer fastholdt navnet ’Israel’, mens de to sydlige blev kendt som Juda. Vi kan dog se af nogle af de yngste bøger i Det Gamle Testamente, at også folk i de sydlige stammer brugte betegnelsen ’Israel’. Dermed var ordet allerede på den tid mere end en politisk betegnelse. Man kunne også anse sig for at være en kultisk eller åndelig del af Israel.”
At der har eksisteret et rige med navnet Israel, er ikke kun noget, man finder beskrevet i Det Gamle Testamente. I gamle indskrifter i blandt andet Egypten og det nuværende Jordan kan man læse om en befolkningsgruppe i dette område ved navn Israel.
Hvis man retter blikket mod Det Nye Testamente, kan Morten Hørning Jensen tælle sig frem til, at ordet Israel optræder 68 gange i den græske tekst og nogenlunde det samme i den autoriserede bibel fra 1992. Flere gange bruges ordet om et land eller et udvalgt folk, og det er også blevet udlagt sådan, at der er en sammenhæng mellem Jakobs 12 sønner og det faktum, at Jesus skulle have 12 disciple.
Der opstår dog også allerede i oldkirken et arbejde med at skrive Israel ud af den kristne historie. Ifølge Morten Hørning Jensen udviklede der sig en tanke om kirken som ”det nye Israel”, og senere udviklede nogle kristne had og egentlig forfølgelse af jøder i de europæiske byer.
I det 19. århundrede kom der en ny debat om, hvorvidt kirken rent teologisk skulle ses som det nye Israel, siger Morten Hørning Jensen. Det skyldtes fremvæksten af den politiske bevægelse zionismen, som ville skabe en jødisk stat i Det Hellige Land. Debatten tog igen fart efter holocaust og staten Israels opståen i 1948 som et tilflugtssted for forfulgte jøder.
”Den traditionelle tolkning var og er, at apostlen Paulus lagde grundstenen til en forståelse af kirken som Israel. Men sideløbende med den jødiske zionisme voksede der en kristen zionisme frem, hvor man med mange nuancer vil fastholde det historiske Israel som Guds folk. Nogle vil gå så langt som til at sige, at Gud har en særlig pagt med Israel,” siger han og tilføjer, at den opfattelse særligt ses i USA, hvor de store protestantiske kirkerretninger ofte deler sig i synet på Israel.
”Den mere traditionelle kirke vil sige, at kirken nu er stedet, hvor Gud opfylder sine løfter, mens den anden fløj tror på, at der vil ske noget specielt med Israel.”
Ifølge Morten Hørning Jensen kan oprettelsen af staten Israel også have gjort, at flere er gået væk fra at bruge udtrykket i teologiske sammenhænge.
”Israel har tabt politisk goodwill siden Seksdageskrisen i 1967, hvor landet blev en besættelsesmagt. Så ved at henvise til det jødiske folk, henviser man i stedet til en særlig etnicitet frem for en nation eller en moderne stat,” siger han.