Tiden er ikke til frygt, men til at holde hovedet koldt og have tillid til statens beredskab. Alligevel ledsages selv de klogeste handlingsplaner af gisninger og overtro, og samtidig er det afgørende for myndighederne at bevare befolkningens nervøsitet. For ellers virker restriktionerne ikke.
Sådan er det over hele verden, inklusive det hårdt ramte Italien. Men måske har italienerne alligevel lettere end de fleste ved at finde en mellemstation mellem panik og apati? I så fald ligger svaret måske i landets store arsenal af helgener, inklusive pesthelgener, der mellem sig dækker hele spektret af menneskelig dårligdom og håb på trods af alt. Deres rolle har sjældent været at udtænke handlingsplaner. I stedet har de givet deres medmennesker mod til at leve i den tid, der var tilbage, og fred til at dø, når den tid kom. Det er nok derfor, italienerne kan synge fra balkonerne.
Italien har stor erfaring med epidemier. Den sorte død, der lagde en tredjedel af Europa øde, kom til Italien i 1347, og i Firenze lod biskoppen et særligt alter til Skt. Sebastian bygge for at stoppe pesten. Sebastian døde ikke selv af pest, men blev slået ihjel i 288 under Diokletians kristenforfølgelser. Alligevel er pest forbundet med ham, fordi han omvendte en romersk officer, der led af sygdommen, og som siges at være blevet helbredt, fordi han blev kristen.
En pesthelgen, der er mere historisk end legendarisk, er Aloysius Gonzaga (1568-1591), der mod sin aristokratiske families ønske indtrådte i Jesuiterordenen som 16-årig, og som døde af pest få dage før sin 23-årsfødselsdag, mens han tog sig af syge og døende under en epidemi i Rom. Skt. Aloysius er fortsat højt elsket både i og uden for Italien, for selvom han hverken var læge eller præst, satte han livet på spil blot for at kunne berolige og give praktisk hjælp til folk i stor angst.
I det hele taget er pesten i italiensk legendedannelse og sågar skønlitteratur også blevet en positiv metafor for tilliden til Gud og tjenesten for medmennesket. Et afgørende skridt i Frans af Assisis (1182-1226) beslutning om at søge Gud blev taget, da han mødte en spedalsk og ikke bare gav ham sit tøj, men også sin hånd. I Alessandro Manzonis klassiker, ”De trolovede” (1827), der udspiller sig under pesten i det 17. århundrede, holdes to præstetyper op mod hinanden: Don Abbondio, der ingen risiko løber, overlever og kan fortsætte i sit magelige embede, og kapucinermunken Fra’ Cristoforo, der mister livet, mens han tager sig af de fattige og syge. ”De Trolovede” er en del af den italienske litterære kanon, og når aviserne i dag sammenligner de italienske præster, der er døde under coronapandemien, med Fra’ Cristoforo, smelter landets kultur og historie sammen til et.
Skønt Norditalien er hårdest ramt af covid-19, har den sydlige del af landet også sine dyrekøbte erfaringer. Napoli har især været udsat, og under koleraen i 1911 fik byen en helgen, der faktisk kombinerede formelle handlingsplaner med personlig omsorg. Forskeren og lægen Giuseppe Moscati (1880-1927) var uddannet ved Napolis universitet og ansat ved det berømte hospital for ”uhelbredelige”, Ospedale degli Incurabili.
Han var også den første læge i Italien, der brugte insulin i behandlingen af sukkersyge, og regnes derfor for en af pionererne for den moderne endokrinologi. Det var ham, som bystyret bad om at kortlægge smittevejene og tilrettelægge bekæmpelsen af sygdommen. Og fordi han som fattiglæge var fortrolig med slumkvartererne, kunne han arbejde både hurtigt og effektivt.
Moscati var et fromt menneske, der ikke blot var optaget af sine patienters fysiske helbred, men også deres åndelige livskvalitet. I 1987 blev han helgenkåret og ligger begravet i jesuitternes berømte kirke Gesù Nuovo midt i Napoli. Her står hans statue, og normalt kan man hver dag se mennesker, der stiller sig i kø for at lægge deres hånd i statuens og bede om Moscatis forbøn hos Gud.
I dag ved vi, at vi skal holde afstand og spritte omhyggeligt af. Men folk kommer her selvfølgelig ikke kun under epidemier. De kommer på grund af de utallige andre sygdomme, der gør os bange, og hvortil de ikke blot har brug for lægens gode råd, men også hans trøst.