Der opstår en næsten andægtig stilhed, da den 85-årige professor Jürgen Moltmann træder ind i det lille auditorium på Aarhus Universitet. At den tyske teologiprofessor er en kapacitet inden for sit fag, ses i tilhørernes forventningsfulde blikke, mens de stille iagttager Jürgen Moltmanns rolige gang hen til katederet.
Bare snak videre. Vi begynder først om fem minutter.
Lektor i teologi på Aarhus Universitet Peter Lodberg bryder stilheden, og spredt snak breder sig igen blandt de cirka 50 fremmødte.
Fascinationen er dog til at forstå. Jürgen Moltmann er professor emeritus fra Tübingen og betragtes af mange som en af det 20. århundredes store teologer. Han har adskillige udgivelser bag sig, blandt andet sit gennembrudsværk, Håbets teologi fra 1969, og de senere år flere bøger om etik, blandt andet Håbets etik fra 2010.
I dag i Aarhus skal Jürgen Moltmann tale over emnet Den økologiske fremtid for kristendommen. Et emne, der udspringer af Moltmanns håbsteologi, der netop fokuserer på en økologisk forvaltning af verden.
Når det er teologisk relevant at argumentere for en økologisk husførelse af verden, skyldes det ifølge Moltmann, at Gud har skabt verden, og at målet for hele verden er, at Gud skal bo i verden med sin retfærdighed og fred. Vi bliver med andre ord nødt til at tage vare på den jord, Gud har skabt til sig selv og os.
Allerede i starten af 1970erne fik Jürgen Moltmann inter-esse for emnet, da han læste andre teologers tanker om økologiske spørgsmål og moderne ideologi. Og ved slutningen af den kolde krig bredte interessen sig også blandt befolkningen, fortæller Jürgen Moltmann, da Kristeligt Dagblad møder ham efter et veloverstået foredrag:
Efter den kolde krig kom der en ændring af, hvordan man så på naturen. For pludselig indså man, at krig var ødelæggende for naturen og dermed også for mennesker. Se bare på landminer og på biologisk krigsførelse, påpeger den tyske professor.
Men krige stoppede ikke med afslutningen af den kolde krig og mange økosystemer og menneskeliv ødelægges stadig dagligt af konsekvenserne heraf. Alligevel er Jürgen Moltmann optimist:
Rent faktisk er antallet af krige reduceret i de seneste 10 år og vi har haft ikke-voldelige fald af diktatorer i for eksempel Tyskland og Østeuropa. Der er pessimister nok i verden, men jeg er optimist. Det er bedre at blive skuffet end at opgive håbet, siger han med et smil.
Håbet har dog ikke altid fulgt den i dag verdenskendte teolog. Som blot 16-årig blev han tvunget ind i den nazistiske hær og blev øjenvidne til krigens rædsler og kammeraters død. Da det efter krigen gik op for ham, hvad tyskerne havde på samvittigheden, mistede han håbet for menneskeheden, fortæller han men genfandt det dog igen som krigsfange i Skotland efter krigen. Her blev den unge fange mødt af kristne skotter, hvis imødekommenhed og omsorg gjorde stort indtryk på ham. Jürgen Moltmann besluttede sig for at læse Markusevangeliet og blev aldrig den samme igen.
Før krigen havde jeg et ønske om at studere matematik og fysik, og Einstein var en af mine helte. Men mine oplevelser i krigen og efter krigen gav mig eksistentielle spørgsmål om livet, døden og Gud. Man kan sige, at jeg gik ind i krigen som naturvidenskabsstuderende, men gik ud som teologistuderende, fortæller Jürgen Moltmann.
Og teologien har fulgt ham lige siden. Den 85-årige teolog er en populær forfatter og taler i adskillige lande og har ingen planer om at gå på pension.
Jeg har ikke tid til at blive gammel, lyder det med et glimt i øjet.
Dog ser han frem til nogle rolige dage med hustruen i den forestående påske.
Påsken er vigtig for mig, for min teologiske forståelse kommer fra Jesu kors, fra langfredag og fra påskeglæden, som Moltmann udtrykker det.
Jeg tror på Jesu opstandelse og sammen med den genopstandelsen af hele menneskeheden og hele skabningen. I den katolske kirke går mange til midnatsmesse natten før påskedag og til denne messe læses blandt andet skabelsesberetningen. Det giver god mening. For påske er en fornyelse af mennesket, men ikke kun det det er en fornyelse af hele skabningen, understreger han.