Jacob Holdt: Jeg er religiøs i den forstand, at jeg altid vil tro på det gode i mennesker

Hos de fattige amerikanere har 73-årige Jacob Holdt igen og igen mødt en gavmildhed, som står i skærende kontrast til de kristne megakirkepræster

Jacob Holdt har brugt adskillige år i USA blandt nogle af de fattigste amerikanere. Her har han mødt både overvældende gavmildhed og fæle bagtanker. Alligevel har han aldrig mistet troen på det gode i mennesker. - Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen
Jacob Holdt har brugt adskillige år i USA blandt nogle af de fattigste amerikanere. Her har han mødt både overvældende gavmildhed og fæle bagtanker. Alligevel har han aldrig mistet troen på det gode i mennesker. - Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

For otte år siden var fotografen og foredragsholderen Jacob Holdt sammen med den forhenværende Venstre-minister Søren Pind i USA i forbindelse med præsidentvalget mellem Barack Obama og Mitt Romney.

De to var sendt afsted af Danmarks Radio for at lave en række udsendelser om amerikanere, og da et af programmerne skulle handle om tro, lagde de to mænd vejen forbi en velbesøgt megakirke i Houston ledet af den karismatiske og velstående præst Joel Osteen.

Jacob Holdt, der er notorisk kendt for at have rejst rundt blandt USA’s fattigste, kunne nok forberede sig på lidt af et kulturchok, mente Søren Pind:

”Jacob, nu skal vi i en kæmpestor kirke, hvor der nok ikke kommer så mange af dine fattige, sorte venner,” sagde han.

Men det var ikke rigtigt, mente Jacob Holdt. Og det forholdt sig da også stik modsat. I løbet af årene havde Jacob Holdt selv set, hvordan hans fattige sorte venner havde søgt til de store kirker, der lovede velstand og overflod. Og hos de rige præster i megakirkerne i USA var det nu de fattige, der sad på kirkebænkene og håbede på, at de også kunne blive rige ligesom præsterne, forklarer Jacob Holdt:

”Da vi kom ind på marmorgulvene i kirken, sagde jeg til Søren: ’Som du kan se, Søren, er det mine fattige, sorte venner, der kommer væltende ud af ghettoerne og finansierer dette pengetempels budskab om, at de kan blive rige. De bliver røvet for deres sidste ører her, hvor du ingen rige ser. Men det er præsterne, der tjener pengene på det’,” siger Jacob Holdt om episoden, der udfoldede sig for år tilbage.

For Jacob Holdt er der en meget tydelig sammenhæng mellem den episode i USA og søndagens tekst, hvor en enke kommer ind i templet og giver, selvom hun ingen penge har.

”Vi ved ikke, hvad hendes penge er gået til, men vi ved, at præsterne i templet har skovlet penge til sig. Arkæologer har fundet imponerende rester af deres boliger i Jerusalem, der viser, hvor elegant præsternes livsstil var blevet. Præsterne, som Jesus i så høj grad var i oprør mod, levede altså i en overdådig livsstil, mens den gennemsnitlige jødiske bonde kæmpede for at overleve,” siger Jacob Holdt.

Den 73-årige fotograf har i løbet af sine år i USA været dybt afhængig af, at mennesker har uddelt af deres fattigdom, så han kunne få noget at spise og et tag over hovedet. Det har været en svær balancegang at skulle regne menneskers hensigter ud, forklarer han. For der har ikke altid kun været gode intentioner bag de umiddelbart velmenende gerninger.

”Selv har jeg altid mødt en masse godhed i Amerika, men jeg har altid prøvet at finde ud af, hvad der motiverer mennesker. Er det ren godhed, eller er det andre tanker?”, siger Jacob Holdt.

Et eksempel på det gode, mødte han engang nogle ludfattige unge samlede ham op i vejkanten, da han stod og blaffede. Jacob Holdt ville gerne til Canada, så de unge mennesker kørte rundt til alle deres venner for at skaffe penge til benzin, så de kunne køre ham hele vejen til grænsen. Det gjorde et stort indtryk på Jacob Holdt.

”Jeg ved ikke, hvorfor de ville hjælpe mig. Måske det var deres hippie-tro, der sagde, at de skulle hjælpe alle. Du ved ’peace, love and brotherhood’. Men der var andre gange, hvor jeg oplevede, at dem, der hjalp mig ville have noget igen. Det har gjort mig skeptisk over for, om der er nogen, der er fuldstændig rene i deres intentioner,” siger han.

”Jeg sad tit og bad med kristne, der havde samlet mig op, og der kunne jeg fornemme, at de havde taget mig med hjem for at gøre sig gode over for Gud ved at spille den barmhjertige samritaner. Jeg følte, at de hjalp mig, fordi de ville stå sig godt med deres Gud. Det er der ikke noget forkert i. Det er ligegyldigt, hvad der motiverer vores gode handlinger. Men nogle gange fulgte også en udnyttelse af mig. Jeg blev taget med rundt, så mine værter kunne vise mig frem for deres venner og sige: ’Se, hvor modige vi har været, vi har samlet denne Charles Manson-fyr op’,” siger han.

Alligevel har Jacob Holdt aldrig mistet troen på, at hans medmennesker vil ham det gode. Selvom han stadig ikke bryder sig om, når præster og religiøse overhoveder bruger deres magt til at rage til sig.

Er du selv religiøs?

”Jeg er religiøs i den forstand, at jeg altid vil tro på det gode i mennesker, selvom jeg ved, hvor dybt skadede de kan være. Præventiv tilgivelse kalder jeg det, hvilket altid får det bedste ud af selv de mest skadede voldsmænd. Det er i sig selv blevet en hel religion for mig, og i den forstand tror jeg i al fald på Jesus. Jeg kommer også hver søndag i Sankt Pauls Kirke, der ligger kun 150 meter fra, hvor jeg bor. Jeg er blevet vild med min præst Kathrine Lilleør, fordi hun kan vende tingene på hovedet, så man tvinges til at tænke. Hun er fantastisk til at udfordre med sine prædikener,” siger Jacob Holdt.

I morgen skal han også i Sankt Pauls Kirke med sin hund Tajo, og her er det pudsigt nok Søren Pind, der er inviteret til at prædike for menigheden.