Prøv avisen

Jagten på den gode ledelse i folkekirken

- Tegning: Peter M. Jensen. Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

Ledelse og folkekirken: Hvad er god ledelse i folkekirkeligt regi, og hvem er den naturlige leder på statsplan og ude i sognene? Det bliver jævnligt diskuteret, især efter kirkeministeren har åbnet for, at præsten kan ansættes som daglig leder i sognet

Hvem har egentlig kasketten på, når det kommer til ledelsen i folkekirken? Det bliver jævnligt diskuteret, både når det handler om kirken som en statsinstitution, og om kirkens liv ude i sognene.

Præsten som mulig daglig leder har især skabt debat i sognene, da man var og er bange for, at loven ville tvinge en ny opgave ned over præsterne. Emnet vil også blive genstand for debat, når Landsforeningen af Menighedsråd holder årsmøde i denne weekend.

Mens erhvervslivet har gjort sig erfaringer med mange forskellige ledelsesformer, har folkekirken undladt at ændre ved den grundlæggende organisation. Folketinget er stadig lovgivende, biskopperne tilsynsførende og præsterne i en situation, der i høj grad er præget af selv-ledelse i dagligdagen.

Arbejdet i sognet sker på tværs af præst, kordegn, kirketjener og andre funktionærer. Men hvor præstens kolleger er ansat af menighedsrådet, er præsten udnævnt af kirkeministeriet. Det betyder, at selvom man arbejder samme sted, har man ikke samme arbejdsgiver.

Set udefra kan det rent ledelsesmæssigt og organisatorisk ikke lade sig gøre, forklarer Poul Langager-gaard, der er teolog med ledelseserfaring fra erhvervslivet og nu ledelsesrådgiver.

Men en ting er den formelle struktur. En anden ting er, hvordan det i praksis fungerer i dagligdagen, mener Mogens Stiller Kjærgaard, dr.theol. og ledelsesrådgiver. Han skelner imellem indre og ydre ledelse.

Der er en markant uligevægt mellem ydre styring og indre ledelse i folkekirken. Den ydre struktur er godt formuleret, men internt har man i folkekirken ikke noget, der modsvarer dette, siger Mogens Stiller Kjærgaard som svar på, hvorfor folkekirken fra tid til anden står magtesløs hen, når den er genstand for kritik. Han sammenligner her med andre institutioner:

Andre institutioner som for eksempel DSB eller politiet har i situationer med konflikter og uoverensstemmelser en styrelse, der kan svare igen. I kirkens tilfælde er holdningen, at ingen kan udtale sig for kirken. Kirken er som sådan uden mund og mæle, siger han.

Nye strukturer og ledelsesformer er dog langsomt på vej i folkekirkeligt regi. I en del stifter har man i en periode arbejdet med en prøveordning, hvor stiftsrådet har haft en rådgivende funktion over for biskoppen. Det mener ledelsesrådgiver Poul Langagergaard er en god udvikling:

Rådet bliver en slags bestyrelse for biskoppen og det kunne blive en god løsning. Biskoppernes rolle i dag er et levn fra enevældens tid. Den trænger til at blive luftet, mener han.

Også den nye menighedsrådslov er et skridt i den rigtige retning. Her bliver det, ifølge Poul Langagergaard, cementeret, at der i langt højere grad kan ske et samarbejde mellem provstier og menighedsråd, ligesom også præsten kommer i bedre samspil med menighedsrådet.

Menighedsrådets opgave med hensyn til ledelse er en af de vigtigste i folkekirken, nemlig at udarbejde langsigtede mål og visioner for sognet. Derfor er det også vigtigt, at menighedsrådet består af de allerbedste folk, så man i rådets arbejde både kan trække på folks personlige og professionelle kompetencer, mener Poul Langagergaard, der som ledelsesrådgiver og kontaktperson ved Helligånds Sogn i Aarhus Kommune har været med til at udarbejde visioner og mål for flere menighedsråd.

Det udvidede arbejde præst og menighedsråd imellem kommer også til udtryk gennem den planlagte ændring af menighedsrådsloven, der gør det muligt at gøre sognets præst til daglig leder. Det er en ordning, man over en årrække har arbejdet frivilligt med i Silkeborg. En ordning, der har givet klarere ledelsesstruktur internt i sognet. Men lykken er ikke gjort hermed, mener Leif Kristiansen, der til daglig bestrider den daglige lederfunktion i Silkeborg Sogn.

Folkekirken lider af et generelt ledelsesproblem, som ikke bliver løst ved blot at gøre præsten til daglig leder. At kirkeministeren ikke vil stå ved sit ansvar som arbejdsgiver for præsterne, er symptomatisk for problemerne med den manglende ledelse i folkekirken. Som præst føler jeg mig åndeligt forpligtet på mit kald som præst, men det betyder ikke, at jeg ikke også har brug for en leder, siger han.

Manglen på ledelse i dagligdagen kan for nogle få konsekvenser for arbejdsmiljøet. Når man ikke har en leder, vil nogle sygne hen og blive initiativløse. Andre vil forsøge at sætte deres egne rammer for det daglige arbejde, vurderer psykolog:

Problemet er her, at man i realiteten ikke rigtig ved, om det arbejde, man udfører, svarer til andres forventninger. Det giver en øget belast-ningssituation, mener cand. psyk. Keld Molin, der blandt andet er tilknyttet Rigspolitiets Psykologtjeneste og Center for Stress. Som præsteægtefælle ser han yderligere problemstillingerne indefra.

Jeg oplever, at nogle præster er belastede, uden at der er nogen, der ved det. Det gør, at problemerne i sidste ende bliver karakteriseret som individuelle, personlige problemer i stedet for at blive set som arbejdsmæssige, psykiske belastninger, siger Keld Molin om konsekvenserne af den manglende ledelse i folkekirkeligt regi.

thuesen@kristeligt-dagblad.dk