Jalousi bag angreb på ortodoks præst

Angrebet vakte opsigt kun to dage efter terrordrabet på to kirkegængere og kirketjeneren i Notre Dame-kirken i Nice. Men alle mistanker om terror er nu opgivet

Kort efter skuddrabet på den 52-årige græsk-ortodokse præst ved en kirke i Lyon i Frankrig den 31. oktober patruljerer og afsikrer politiet de omkringliggende gader.
Kort efter skuddrabet på den 52-årige græsk-ortodokse præst ved en kirke i Lyon i Frankrig den 31. oktober patruljerer og afsikrer politiet de omkringliggende gader. Foto: Cecile Mantovani/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det var jalousi og hævn, der var motivet til angrebet på en ortodoks præst i den franske by Lyon. Den 52-årige præst blev alvorligt såret af skud i maven med et oversavet jagtgevær, da han låste sig ud af kirken den 31. oktober.

Angrebet vakte opsigt kun to dage efter terrordrabet på to kirkegængere og kirketjeneren i Notre Dame-kirken i Nice. Men alle mistanker om terror er opgivet, efter at gerningsmanden, en 40-årig mand fra Georgien, i lørdags tilstod at have skudt på præsten, der havde en affære med mandens hustru, en 30-årig kvinde med russisk statsborgerskab.

Den ortodokse præst, Nikolaos Kakavelakis, var i koma frem til i fredags. Han var derefter i stand til at identificere sin angriber, som blev anholdt senere samme dag.

Ifølge et rygte, der bredte sig på de sociale medier umiddelbart efter angrebet, var gerningsmanden en tidligere ortodoks munk, som også har været kandidat for det højrenationale parti Debout la France ved parlamentsvalget i 2017.

Manden var i konflikt med præsten og er tidligere blevet dømt for injurier, men han var i stand til at bevise, at han ikke var i nærheden af gerningsstedet på tidspunktet for angrebet. Angrebet blev ikke efterforsket som et terrorangreb, da både præstens profil og den måde, angrebet blev udført på, tydede på andre motiver.