Prøv avisen

Japans protestanter må ud af samuraikirken

En japansk tallerken fra perioden 1850-1875 med motiv af en samurai. -- Foto: Ann Ronan.

I 150-året for den protestantiske mission kritiserer japansk teolog i en ny bog kirkerne for at hindre kristendommens udbredelse ved fortsat at lægge afstand til den almindelige befolkning

For meget samurai og for lidt folkelighed. 2009 er 150-året for den protestantiske mission i Japan, men konklusionen er, at selvom kristendommen på mange måder har stor indflydelse i det japanske samfund, så vedbliver de organiserede kristne med at være under én procent af befolkningen. I en netop udgivet bog forsøger den japanske teolog Yasou Furuya at give et nyt svar på den kristne fiasko: Kirkerne er for elitære i forhold til den almindelige japaner, menighederne er for små, og de taler kun til hovedet, ikke til sjælens spiritualitet.

Andre steder i Asien, ikke mindst i Kina, må kristendommen siges at have succes, selvom andre religioner som buddhisme og hinduisme har deres udspring her. Ifølge den japanske professor og teolog lider den japanske kirke af en gammel skade.

Det var amerikanske missionærer, som i 1859 slog sig ned i byen Yokohama, som i år netop har været ramme om en stor missionsfejring med deltagelse af en række protestantiske kirker. Det gjorde de på trods af, at kristendommen på det tidspunkt stadig var forbudt i Japan.

Blandt de første omvendte kristne i Japan var en samurai-gruppe, som lå i krig med de daværende herskere. Dermed blev japansk kristendom kædet sammen med modstandskamp og samuraier. Både de vestlige missionærer, som bragte protestantismen til den japanske samurai-klasse, og samuraierne var intellektuelle, påpeger Yasou Furuya. Der var tale om en "uheldig tilfældighed", og det fører til Furuya's konklusion, som det fremgår af et tidligere interview med Japans Kristne Råd:

– Japansk kristendom i dag har en samurai-mentalitet. Det er problemet. Historisk begyndte det med samurai-gruppen, som bekæmpede Meiji-regeringen. Samurai-klassen var en elite, som så ned på andre – bønder, handlende og andre. Jesu fjender var de skriftkloge og farisæerne. I dag er de japanske kirker hovedsagelig en elitær gruppe. De er åndeligt stolte af sig selv. De ser ned på andre i befolkningen.

I dag har Japans protestantiske kirke udviklet sig til at være "tung i toppen", som den japanske teolog udtrykker det. De lægger vægt på, hvad der foregår i hovedet, og lader kroppen og sjælen i stikken – det modsatte af, hvad unge japanske spirituelle søger i dag.

Den japanske professors svar på samurai-kirken er en mere social holdning fra kirkernene, som også henvender sig til de lavere klasser, og som skal understrege, at det kristne evangelium er hævet over kontroverser mellem kirke og samfund.

Tidligere direktør i missionsorganisationen Areopagos Knud Jørgensen var frem til sin pensionering også sekretær for Asien. Han er i dag bosiddende i Hongkong. Han køber ikke umiddelbart Yasou Furuays synspunkt.

– Som jeg kender japanske kirkeledere og menigheder er de ikke udelukkende præget af en elitetænkning. Der er mange ganske jævne japanere, som uden problemer går ud og ind af de protestantiske kirker. Så jeg forstår ikke, hvordan professoren kan tegne så entydigt et billede af en samurai-kirke. Tværtimod har jeg ofte oplevet, at de protestantiske kirker blander sig som socialt ansvarlige i den japanske samfundsdebat. Jeg kender en del japanske kirkeledere, og de er vokset ud af folket og er ikke præget af elite-tænkning, siger Knud Jørgensen.

Knud Jørgensens bud på, hvorfor Japans kristne aldrig er kommet over den ene procent, har måske alligevel noget med elite-teorien at gøre.

– Det er et kompliceret spørgsmål. Nogle mener, at det er fordi, de protestantiske kirker har været tilfredse med bittesmå menigheder på måske 10-20 personer. De har vældig vanskeligt ved at vokse. Så snart menighederne er større, så vokser de, fordi mennesker trives bedst i større fællesskaber og netværk. Når kirker først er små, så opstår der nemt en ghetto-tænkning, og medlemmerne går ikke ud på samme måde og henvender sig til hele samfundet med kraft. Det vrimler med for eksempel lutherske kirker i Japan, men det forbliver noget pusleri og noget, som folk ikke kan forholde sig til. Det har altid undret mig, hvorfor de små kirker ikke har kunnet finde sammen i større, mere levedygtige fællesskaber, siger Knud Jørgensen.

Andre japanske teologiske forskere er inde på noget lignende. Japanerne synes simpelthen, at kristendommen er for lille, for mærkelig og for udenlandsk, til at man kan identificere sig med den og være stolt af at være i et kristent fællesskabet. Med Knud Jørgensens ord er kristendommen i Japan aldrig blevet japansk.

vincents@kristeligt-dagblad.dk