Jeg bad Gud om at give øjeblikket betydning ved Jesu grav

Martin Ryom er biskoppelig ceremonimester i den katolske kirke. I efteråret var han i Jerusalem, hvor han ved Jesu grav forventede at opleve et troens øjeblik. Men det udviklede sig anderledes, end han havde ventet

”Jeg vil intet hellere end hjælpe dem, der er i Det Hellige Land og måske især de mange kristne, der årligt kommer til Jerusalem,” siger Martin Ryom. –
”Jeg vil intet hellere end hjælpe dem, der er i Det Hellige Land og måske især de mange kristne, der årligt kommer til Jerusalem,” siger Martin Ryom. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

I efteråret var jeg på pilgrimsrejse i Det Hellige Land sammen med en gruppe af andre kristne, primært katolikker. Vi besøgte både bebudelseskirken i Nazaret, fødselskirken i Betlehem, Genesaret Sø og flere andre bibelske steder, og jeg følte mange gange, hvordan begivenhederne i Bibelen nærmest blev levende for mig, når vi var på de lokaliteter, hvor Jesus levede og døde for 2000 år siden.

Vi tilbragte selvfølgelig også tid i Jerusalem, hvor vi flere gange var inde i Gravkirken, både til andagt og for at være nær det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, gravlagt og genopstod. Stedet tiltrækker hver eneste dag i tusindvis af mennesker fra hele kloden.

En af gangene var det dog anderledes. Det var en tidlig morgen, hvor jeg sammen med Danmarks katolske biskop Czeslaw Kozon samt Ulla Elmquist, der er sakristan i Skt. Ansgar Kirke i København, talte med en af de franciskanermunke, der er tilknyttet Gravkirken, og som tildeler pladser i kirken til besøgende som os, der gerne vil afholde vores egen messe dér.

Umiddelbart var der ikke noget, der indikerede, at det skulle blive en særlig dag. Men det blev det. For der var næsten ingen turister til stede ud over et par inde i Gravkammeret, som vi lod være i fred, inden det blev vores tur til at gå derind kun os tre. Normalt er der et mylder og et leben af mennesker, der vil ind for at bede og røre ved den marmorplade, der dækker stedet, hvor de lagde Jesus.

Jeg forventede derfor også, at nu skulle jeg opleve noget helt specielt. For således måtte det være på sådan en særlig dag at være næsten alene på det sted, hvorfra Jesus genopstod. Vi gik ind, men der skete ingenting. Jeg følte intet, men var derimod helt blank indvendig. Jeg formulerede derfor også en bøn til Gud om, at han ville lade dette øjeblik blive til noget, der havde en betydning for mig.

Det viste sig at blive en bøn, der i dén grad blev hørt. Ikke lige med det samme, men alligevel ret hurtigt kom der inde i mig en slags mental tilbygning til Gravkirken, og jeg ved nu, at jeg ikke er færdig med hverken Jerusalem eller med Gravkirken. Jeg ved, at jeg er nødt til at komme på besøg igen og igen. Ja, hvis det på nogen måde kan blive muligt fremover, så vil jeg intet hellere end nogle måneder om året at hjælpe dem, der er i Det Hellige Land, og måske især de mange kristne, der årligt kommer til Jerusalem.

Men heldigvis kan jeg også gøre noget i Danmark. I 2014 blev jeg optaget i Ridderordenen af Den Hellige Grav af Jerusalem og var derfor for nylig i Sct. Eriks-katedralen i Stockholm, hvor ordenens leder, kardinal O’Brien, holdt messe og blandt andet talte om, hvor meget troende også langt væk fra Jerusalem kan gøre for at hjælpe pilgrimme til Den Hellige Grav.

For det kan vi, og der er heldigvis sket meget, siden middelalderens pilgrimme ankom stinkende og beskidte efter en årelang rejse til Gravkirken, og til i dag, hvor man bare sætter sig op i et fly. Og så alligevel er miraklet og glæden den samme i dag, når en pilgrim ankommer til Gravkirken. Det er også det samme evangelium, der forkyndes, og den samme nadver, der gives.