Da Rita Klyver Nilssons mand døde i 1998, foreslog hendes genbo hende at tage til enkebal. Efter lidt overvejelse vendte hun forslaget med et vennepar. Manden kendte måske den rette for hende, sagde han, skaffede et telefonnummer, hvorefter hun – trods advarslen om hans stritører – ringede op. Telefonsamtalen varede halvanden time og endte med en middagsaftale dagen efter.
Jønss, som manden hed, mødte op i rød skjorte, stribet jakke og slips. Sådan går jeg altså klædt, havde han sagt.
”Og så var jeg solgt,” siger Rita Klyver Nilsson og smiler.
Sognepræst Lill Arendt Hemmingsen smiler tilbage. Hun kender historien. Det var hende, der sidste år begravede Jønss, som døde pludseligt af en blodprop, og siden har hun blandt andet haft 70-årige Rita Klyver Nilsson i sin sorggruppe.
Hans død gør stadig ondt på Rita Klyver Nilsson, men sorggruppen hjalp hende fra at gå helt ned, siger hun.
”Det går bedre, og jeg kommer ud og holder mig i gang. Men jeg savner ham stadig. Hver dag savner jeg ham.”
Rita Klyver Nilssons tidligere mand er en af de i alt 204 danskere, der blev begravet eller bisat under medvirken af en folkekirkepræst i Nykøbing Falster Sogn sidste år. Det var det største antal i hele Danmark det år.
Selvom sognet med sine godt 16.500 indbyggere er det 15. største i landet, overrasker statistikken præst i sognet Lill Arendt Hemmingsen, som selv havde 44 begravelser og bisættelser sidste år og allerede har haft 28 de første seks måneder i 2016.
”Jeg havde ikke regnet med, at vi ville overgå de større sogne. Men det kan skyldes den proces på Lolland-Falster, hvor man siden 1980’erne har lukket plejehjem ude i landsbyerne, lagt afdelinger sammen og til sidst rykket det meste til de større byer. Mange ældre har følt sig nødsaget til at flytte til byen, når de fik brug for ordentlig pleje, eller for at være sikre på at kunne sælge deres hus på landet.”
For nogle år siden viste en større undersøgelse, at Nykøbing Falster Sogn havde en stor ældregruppe, og der er da også flere aktiviteter for den ældre gruppe. Hver onsdag og torsdag er der ældremøder med sang, indslag og fortællinger, og derudover har menighedsplejen besøgsvenner og planlægger også at starte en mandeklub. Og så er der strikkeklubben, genbrug, sognehøjskolen, de månedlige sangaftener og filmaftenerne, som også sigter på de ældre i sognet.
Trods de mange ældreaktiviteter er det primært sognets bisættelser, der fylder noget i Lill Arendt Hemmingsens arbejde. Sidste uge havde hun tre bisættelser, og i denne uge har hun to. Det er et meget normalt antal, siger hun, og selvom nogle måske tror det, så er der ikke forskel på de lyse og mørke måneder.
Blandt sognets fire sognepræster er der lavet en form for turnusordning, hvor de i hold på skift står for alle begravelser og bisættelser i bestemte uger. På den måde kan man i de andre uger bruge energi på eksempelvis arbejdet med børn og unge.
”Da jeg var vikar på landet, var der i perioder mange begravelser. Men her er det konstant, og det fylder derfor meget i planlægningen. Tidligere skulle vi altid stå til rådighed, men begravelser fylder så meget, at der ikke er tid til andet. I de uger, hvor jeg har vagt, ved jeg, at det er det, ugen skal gå med,” siger hun og forklarer:
”Først er der bisættelsessamtaler med de pårørende, hvilket jeg sætter to timer af til. Så skal talen skrives, og det kan tage mellem en og tre timer. Så der går næsten en hel dag med forberedelsen,” siger sognepræsten, der i denne uge har tre samtaler.
Derudover har hun også løbende samtaler med døende, pårørende til syge og ældre og med mennesker i sorg efter et dødsfald i familien. Hver anden uge har hun derudover faste sorggrupper.
Også de samtaler tager lang tid, da hun ellers ikke kommer i dybden. Det samme gælder i dag under samtalen med Rita Klyver Nilsson, som fortæller om, hvordan hun savner Jønss’ stemme og hans nærhed, men samtidig også føler, at han er til stede.
”Nogle gange kan jeg fornemme ham, og når jeg går hen til hans grav, kan jeg mærke en varme i hånden – som om han holder mig i hånden og følger mig derhen,” siger hun.
Rita Klyver Nilsson bor næsten lige ved siden af Nordre Kirkegård og besøger sin afdøde mands grav hver anden dag. Han ligger på en mindelund under en grøn sten med to flettede hjerter på. Der skal hun også ligge, siger hun.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er hårdt at have så mange samtaler om sorg og død, svarer Lill Arendt Hemmingsen klart nej.
”Det tror jeg måske, de pårørende tror, det er, men det oplever jeg ikke selv. Jeg kan nogle gange være træt, når endnu en bisættelse lander på mit bord, men når jeg møder de pårørende og snakker om den afdøde, er det aldrig uspændende. Det kan være hårdt at stå med en pårørende til en, der døde meget pludseligt, eller en, der har mistet sin livledsager gennem mange år, for som præst er man nødt til at gå ud af sig selv og bære for to. Men jeg står med det samme håb, tro og støtte som ved andre samtaler,” siger hun og tilføjer, at man mentalt skal kunne give slip på andres sorg – ellers kan de mange bisættelser nok tage pippet fra en.
”Ingen ønsker, at andre skal lide, og netop derfor er det almenmenneskeligt at vise medfølelse. Men man skal ikke tage smerte fra de pårørende, men forkynde håb. På den måde ser jeg det som enhver anden næstekærlig handling.”
Nordre Kirkegård, hvor Rita Klyver Nilssons mand er begravet, og hvor Lill Arendt Hemmingsen er tilknyttet, er stor og med mange afdelinger. 14 fuldtidsstillinger tager sig af sognets to kirkegårde, og rundtomkring arbejdes der med rive og maskiner.
Trods de mange begravelser er der i dag mere plads end tidligere, siger overgartner Mikkel Dalsby, der står for den daglige ledelse af kirkegårdene og er ansvarlig for de grønne arealer.
”Engang var kirkegården fyldt med sten i rækker. Men med urner og ukendte gravsteder er der kommet mere plads og store græsarealer.”
Sognet forsøger at følge med udviklingen. Denne eftermiddag skal en ny skovkirkegård eksempelvis åbnes på Nordre Kirkegård, og her skal Lill Arendt Hemmingsen blandt andet sige et par ord.
Men der er nogle timer til og dermed fin tid til at vise både Nordre og Østre Kirkegård frem samt kirkerum, kapel og kølerummet, hvor 20 kister står klar til enten at skulle mod krematoriet i Ringsted eller til bisættelse.
”Man skal nok lige vænne sig til lugten,” siger Lill Arendt Hemmingsen, inden hun træder ind i kølerummet, hvor kisterne står.
De mange begravelser var til gengæld ikke noget, sognepræsten syntes, hun skulle vænne sig til, da hun begyndte i sognet. Men når hun tænker over det, så har det da alligevel haft betydning for hendes arbejde. Blandt andet rent teologisk siger hun.
”Jeg bærer altid bisættelserne med mig, og jeg tror derfor også, at jeg i højere grad har opstandelsesberetningen med mig i alt, jeg gør. For det handler om håb og et lys i mørket,” siger hun og tilføjer, at beretningen også passer godt til samtalerne med de pårørende.
”Først hører man den lange detaljerede beretning om de sidste hårde dage, og da døden indtraf. Derefter begynder man forfra med at mindes livet og de gode oplevelser.”