”Du starter.”
Lise Berggren Smidt kigger på sin bror. De er begge blevet bedt om at fortælle, hvordan de husker tilgangen til tro i deres barndomshjem.
”Jeg er spændt på, hvad du vil sige,” fortsætter hun.
Thorbjørn Hansen indvilliger og tænker sig kort om.
”Jeg vil sige, at vores familie har dyrket religion på en mere traditionel måde, og som de fleste gør det. Vi har brugt kirken til bryllupper, dåb og begravelser. Jeg tror først, det ret sent gik op for mig, at far ikke var troende. Med mor var det mindre klart,” siger han.
”Det er sjovt,” siger Lise Berggren Smidt, da det efterfølgende er hendes tur. ”For jeg ser det helt anderledes.”
De to søskende sidder i Lise Berggren Smidts gamle værelse i den lejlighed på Østerbro i København, hvor de boede det meste af deres ungdom, og hvor forældrene stadig bor.
Selv bor de begge i nærheden, og de tænkte derfor, at det var et fint sted at mødes for at tale om deres søskenderelation. Stedet er også meget oplagt, når de skal spole tiden tilbage til opvæksten, som de, hvad angår tro, altså husker forskelligt. For hvor 47-årige Thorbjørn Hansen vil kalde sin familie gennemsnitlig på det område, husker 52-årige Lise Berggren Smidt den som ateistisk.
”Jeg kan huske, at når far fortalte godnathistorier, så fortalte han tit sådan nogle ateistiske jokes. Han jokede for eksempel med, at der var nogle, der troede, at der var en, der kunne gå på vandet,” siger hun.
”Okay, det kan jeg godt huske svagt,” siger Thorbjørn Hansen og ligner en, der graver i hukommelsen.
”Vi blev heller ikke døbt. Jeg fik lov til at gå i søndagsskole med min veninde, men jeg tror ikke, far var begejstret for det,” fortsætter Lise Berggren Smidt.
At samtalen begynder i barndommen, er ikke tilfældigt. For her vokser søskende ofte op med de samme værdier – nemlig dem, der kommer fra forældrene. Men derfor kan man stadig udvikle sig i helt forskellige retninger. Faktisk er uenigheder om værdier, livssyn og tro den primære årsag til konflikter blandt voksne søskende. Det viser en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad.
Lise Berggren Smidt og Thorbjørn Hansen er et godt eksempel på et søskendepar, der har bevæget sig i forskellige retninger – og som måske af den grund husker deres opvækst meget forskelligt. Hvor han vil kalde sig en uafklaret ateist, er hun ”kommet til tro”. For dem har dette medført lidt tilpasning og kompromisser i årenes løb. Men ellers det faktisk ikke rigtig noget, de har talt om.
”Det er måske nok der, vores tabu ligger,” sagde Lise Berggren Smidt i telefonen nogle dage inden interviewet. Og hun erkender også for sin bror, at hun har været lidt spændt.
”Det gik først op for mig, efter at jeg havde ringet og spurgt, om du ville interviewes, at vi egentlig aldrig har snakket om det,” siger hun og griner.
Det er Lise Berggren Smidt, der har brudt mest med familiens syn på det religiøse. I barndommen var hun i en periode optaget af kirken, men det forsvandt i teenageårene, og da hun læste på lærerseminariet, husker hun sig mest som ateisten, der udfordrede de troendes synspunkter. Da hun var i 20’erne, dyrkede hun yoga og tænkte, at der var mere mellem himmel og jord. Men hvad det var, vidste hun ikke.
En formiddag for 26 år siden, hvor hun var på vej i bil mod den højskole, hun arbejde på, oplevede hun, at noget fik hende til at køre ind til en kirke, der lå på vejen.
”Døren var åben, så jeg gik ind og gik på knæ ved alteret, græd og sagde: ’Hvis du er her Gud, så gør verden til en bedre verden’,” siger hun og tilføjer, at hun derefter havde en følelse af at blive hørt og talt til.
I 1996 blev hun døbt, og hun og hendes mand, Frederik, har siden udviklet et dybt trosliv med aktiv kirkegang, retræter og bibellæsning.
”Jeg føler jo, at troen var noget, der kom til mig, og nogle gange kan jeg godt undre mig over, hvorfor Gud ikke giver min bror eller andre de samme oplevelser. Det synes jeg er så mærkeligt,” siger hun.
”Hvad for nogle oplevelser?”, spørger Thorbjørn Hansen.
”Altså, hvorfor talte han til mig, men ikke til dig? Jeg spørger ham stadig dagligt om det og undrer mig. For jeg synes, flere fortjener den gave, jeg har fået. Jeg tror, jeg har fortalt dig det før, Thorbjørn, men hver gang jeg er i kirke, tænder jeg et lys for dig og min mor og far og for din familie. For nogle gange tænker jeg, at jeg bærer troen for familien,” siger hun.
Thorbjørn Hansen kan ikke huske, hvordan han og forældrene reagerede på søsterens nyfundne tro. Men han mener ikke, det var noget, der chokerede ham eller noget, han udfordrede. Han havde selv eksperimenteret med nogle new age-bevægelser i ungdommen, men var kommet frem til, at religion ikke var noget for ham.
”Jeg har nok en videnskabelig tilgang til tingene. Jeg har brug for empiri, der underbygger det, jeg gør. Jeg kan godt gøre noget irrationelt, men når jeg bliver i tvivl om ting, læner jeg mig op ad det videnskabelige.”
De forskellige tilgange til troen har også spillet ind på deres måde at leve på i dag. Lise Berggren Smidt er gift, og hendes børn er døbt og konfirmeret, og den ældste på 23 år skal snart giftes. Hendes mand er præst i Fredens-Nazaret Sogn i København, og snart tager de til Peru for at arbejde som missionærer for Luthersk Mission.
Thorbjørn Hansen er ikke gift med sin kæreste Helle, men deres børn på 8 og 12 år er blevet døbt af Lise Berggren Smidts mand. Derudover er Lise Beggrren Smidt gudmor til sin ældste nevø, og når nevøerne overnatter hos hende, læser hun i børnebibelen som godnathistorie.
”Vi har en følelse af, at det er vores opgave at introducere kristendommen for dem. Drengene ved godt, at vi tror på Gud, og så sent som i søndags var de med til børnegudstjeneste. Men jeg kan også høre på den store, at det er en anden verden, de er vokset op med. Det er mindre klart, at Gud er Gud. Men de er åbne for at høre om kristendommen,” siger hun.
Thorbjørn Hansen har dog en fornemmelse af, at drengene ikke er lige så troende, som da de var mindre. Men han lader dem bevæge sig frit på det område og accepterer også sin søsters religiøse praksis. Til en vis grad, tilføjer Lise Berggren Smidt.
”Hvis I spiser hos os, beder vi bordbøn. Men det er klart, at når Frederik hiver Bibelen frem efter aftensmaden, kan jeg godt mærke på Thorbjørn, at han bliver lidt lang i ansigtet. Det gider du ikke helt, vel?”.
Thorbjørn Hansen trækker lidt på det. Når de er i hendes families hjem, synes han, de har lov til at praktisere troen, som de vil.
”Vi har også bedt bordbøn med jer hjemme hos os nogle gange, fordi det har været vigtigt for jer. Men vi har i de senere år været lidt i tvivl om, hvorvidt vi skal fortsætte med det,” siger han.
”Men jeg tror heller aldrig, vi kunne finde på at hive en bibel frem i jeres hjem,” siger Lise Berggren Smidt.
”Nej, det kommer ikke på tale,” lyder svaret.
Ved de store kristne højtider har Lise Berggren Smidts familie dog været mere insisterende med deres traditioner. Ved påskefrokoster har hendes mand og datter altid optrådt med sange om Gud, og juleaften læser de Juleevangeliet. Hvor julefejringen er blevet taget godt imod, tror Thorbjørn Hansen, at nogle fra familien har fundet deres påsketradition svær.
”Det svære ved påskefrokosterne er, at de i vores familie er båret af en anden tradition. Det handler om at drikke alkohol og spise. Og der har det, set udefra, ikke været lige så velplaceret. Men det har ikke været holdt i mit hjem, så jeg har ikke en holdning til det,” siger han og tilføjer, at han ikke ved, om han ville acceptere det, hvis han holdt påskefrokosten.
Da Lise Berggren Smidts børn var små, var det faktisk dem, der måtte sætte grænser ved påskefrokosterne.
”Jeg ved ikke, om jeg har sagt det til dig, Thorbjørn, men min familie tog hjem, når folk blev for snalrede. For det var lidt af et kulturskifte for os midt i en fordybelse af Jesus, som vi fulgte fra korset til den åbne grav. Men vi har været med alle årene,” siger hun.
Undervejs i samtalen går det op for Thorbjørn Hansen, at han og søsteren faktisk har drøftet tro før. Det var for nogle år siden, hvor de var i sommerhus sammen.
”Jeg kan ikke huske det hele, men vi fandt ud af, at taknemmelighed var noget, der var væsentligt for os begge, og noget, vi fandt en styrke i. For mig behøvede det bare ikke være bundet op om en religion,” siger han.
For Lise Berggren Smidt er det dog vigtigt, at taknemmeligheden rettes mod noget, nemlig Gud.
”Alle de vidunderlige ting, der sker hver eneste dag, har en afsender for mig, og det er vigtigt. Men jeg er enormt taknemmelig for at have en bror, der kan mærke glæde ved taknemmelighed. For så er vi måske alligevel ikke så langt fra hinanden,” siger hun og griner.
”Det er sjovt, du bruger ordene, at ’så er vi ikke så langt fra hinanden’,” indskyder Thorbjørn Hansen.
”Sådan oplever jeg det jo ikke. Jeg bliver ikke stødt over, at du siger det, men jeg synes, det kan virke ærgerligt, hvis du føler, du er langt fra mig. For jeg føler mig ikke så langt fra jer, der tror,” siger han, og Lise Berggren Smidt understreger, at det ikke var sådan ment.
Der, hvor Thorbjørn Hansen, kan blive vred, er, når kristendommen og andre religioner misbruges eller tolkes på en måde, der for eksempel retfærddiggør terror og angreb på bestemte grupper. Og så er der særligt én ting ved troen på Gud, der nager ham.
”Hvis der virkelig er en almægtig gud, så kan jeg ikke forstå, hvorfor han skal lade så mange børn dø i verden, og hvorfor tortur skal findes i så stort et omfang. Hvorfor laver man ikke et paradis på Jorden til alle, hvis man er så almægtig?”.
”Med det har han jo lovet os,” siger Lise Berggren Smidt og henviser til historien om syndefaldet som forklaring på, hvorfor det jordiske liv ikke er fejlfrit.
”Det er ikke godt nok til mig,” siger han, og Lise Berggren Smidt griner.
De to søskende er generelt overraskede over, hvor fint det går med at tale om tro, og hvor interessant det er for dem. Og de understreger flere gange undervejs, at de respektere hinandens holdninger, selvom Lise Berggren Smidt stadig håber på mere.
”Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det er en dyb længsel i mig, og jeg beder stadig Gud om, at min bror vil komme til tro. Det handler både om frelsespørgsmålet og om den gave, troen er i mit liv.”
”Men tror du ikke på, at hvis jeg dør og tropper op på dørtærskelen bagefter, at en god gud – hvis det findes – vil kigge og sige, selvfølgelig kommer du da ind? For ellers er det da en skodgud,” siger broderen, og Lise Berggren Smidt tilføjer, at det da er hendes store håb.
”Jeg er klar over, at jeg har en selvstændigt tænkende bror. Det bliver ikke mig, der får ham til tro. Men jeg håber, at Gud giver ham troens gave,” siger hun.