Jeg vil ikke sige, at jeg har et bestemt troens øjeblik, som har gjort en stor forskel på før og efter. Troen er der bare. Men ind i mellem kan jeg have nogle Jakob Knudsen-øjeblikke (salmedigteren Jakob Knudsen, red.), hvor jeg gribes af håb og glæde over en solnedgang.
For ligegyldigt hvor ærgerlig jeg kan blive over verdens tilstand, og hvor store idioter andre og jeg selv kan hitte på at være, så tror jeg på, at det ender godt. For ellers ville Gud ikke lade en ny dag gry. Og det ændrer sig ikke, hvad enten jeg står på prædikestolen herhjemme i Danmark, eller jeg er langt væk fra Danmark, som jeg har været det de to gange, hvor jeg var udsendt som orlogspræst.
Men selvfølgelig kan der være situationer, hvor tingene bliver sat på spidsen. Situationer, hvor det understreges, hvor stor og dyb en sandhed om os, og hvem vi egentlig er, som rummes i den kristne tro.
For nogle år siden mistede jeg en god ven. Han tog sit eget liv. Vi, der kendte ham, vidste godt, at han havde sit at tumle med, og vi talte også med ham om det. Vi gav ham tid og ører, men ingen havde alligevel nogen anelse om, at han kunne finde på at begå selvmord. Det var overvældende. Tusinde tanker og følelser tog over i tiden efter. Sorg og vrede, forbitrelse og afmagt – og skyld. Hvordan kunne han efterlade os, der holdt af ham? Og hvad er jeg for et menneske, der ikke kunne se det?
Søndagen efter skulle jeg holde gudstjeneste, og det var faktisk en velsignelse at fokusere på den og på at skrive prædiken og de andre gøremål i den forbindelse. Det var også godt at komme i præstekjolen. For så vidste jeg da, hvad jeg skulle, og det gik så fint. Jeg var hjemme i kirken.
Men da jeg nåede til altergangen, skete der noget, der tog fusen på mig. Jeg stod der med kalk og disk og sagde de ord fra nadverritualet, som jeg har sagt så mange gange, at de nærmest kommer af sig selv. Men ordene og sætningerne kradsede. Sætninger som ”Du, som selv er til stede i blandt os”, ”troen på syndernes forladelse” og ”gjort fyldest for alle vore synder”.
Og så begyndte min stemme at knække, og jeg måtte holde pause, for at det hele ikke skulle ende i tårer og snotguirlander. Men jeg fik stammet mig igennem ordene foran en menighed, der var rimelig forvirret omkring, hvad der dog skete med deres præst. For sådan plejede jeg jo ikke at opføre mig.
Det blev så stærkt, tænker jeg, fordi jeg jo virkelig havde brug for at høre netop det, og det har jeg stadigvæk. Jeg har brug for at få at vide, at sådan er det. At vi kan svigte, og at Guds søn tilgiver os. At vi kan ødelægge livet for andre, også selvom vi undervejs vil ødelægge os selv, og at Gud tager imod os. Og hvor ville det også være frygteligt, hvis det ikke var sådan. Det var jo ikke fordi, jeg ikke vidste det. Men den søndag blev sandheden dybere og større.